21. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Til teksterne:
Ez. 18,1-4a: Hvis ikke man kender sammenhængen, er denne tekst helt uforståelig. Pointen hos Ezekiel er at sige, at det er den, der synder, der skal dø (og ikke dennes søn, som skal undgælde, sådan som ordsproget antyder). Men 4b har åbenbart været for skrap en kost for den kommission, der har valgt GT-teksterne.
NT-læsningen fra menighedsbrevene i Åb. Menigheden i Filadelfia har kun svage kræfter, men fordi den har holdt fast ved Guds ord, skal Gud gøre den til en søjle og bevare den gennem prøvelser og forfølgelser. Hvor GT-teksten understreger, at enhver skal undgælde og straffes for sine egne handlinger, så fremhæver NT-læsningen, at den, som trods svaghed og frygt holder fast ved Guds ord, ikke bliver dømt, men bevaret, fastholdt og udfriet i prøvelser og endeligt udfriet i dommen.
Prædiketeksten fastslår meget klart, at verden er ikke sådan skruet sammen, at lidelser og ulykker rammer dem, der i særlig grad har fortjent det. Lidelser og ulykker er domstegn, som skal minde menneskeheden om, at alle skal rammes af Guds evige dom til slut, hvis ikke de omvender sig og tror på Jesus. Guds dom rammer ikke her og nu alle syndere, for Gud arbejder tålmodigt på, at mennesker skal omvende sig og bære troens frugter.

Mellem tekst og prædiken
Først vil jeg uddybe hovedtankerne i prædiketeksten:
Krig og grusomheder følges ad. Ud over de slagsmål, der foregår med våben, er der en verbal kamp om modstandernes uhyrligheder over for uskyldige civile. Nu kommer der en gruppe mennesker til Jesus, som fortæller om en særlig provokerende ugerning, Pilatus har begået. Han har krænket civile jøder fra Galilæa på vej for at ofre i templet, så at deres blod og offerdyrenes blod var blevet blandet. I dag vil det svare til at fyre en maskingeværsalve af under nadverhandlingen i en kirke! Tilhørerne forventer, at Jesus vil istemme fordømmelsen af Pilatus for denne barbariske udåd. Men Jesus vender fokus fra Pilatus’ skyld til ofrenes skyld. En uhørt provokation i forhold til folkestemningen. En traditionel jødiske tolkning vil ikke være utilbøjelig til at antage, at ofrene for en sådan henrettelse havde begået specielt grove synder (Joh. 9,1-3; Jævnfør Job 4,7; 8,4 22,5). Jesus tolker det skete som domstegn, der skal minde om, at Guds dom er over alle, der ikke omvender sig.

Også hændelige ulykker (tårnet i Siloam) er domstegn, der skal minde os om, at Guds endelige dom rammer alle uomvendte. Dette suppleres med en kort lignelse, som både siger, at Gud er tålmodig, og at Gud giver mennesker mange muligheder for at omvende sig. Men også, at man skal ikke forhærde sig, som om dommens time aldrig kommer.
Der er mange forbindelsesled mellem teksten og tilhørerne, som der kan tages udgangspunkt i. I Danmark er vi ikke i krigssituation, men gennem TV hører vi dagligt om grusomheder, som begås i de dele af verden, hvor der er krig eller borgerkrig. Og i vores fredelige land kender vi til konflikter på arbejdspladser og i familier. Med til disse konflikter følger diskussion om skyld og ansvar. Hvad vore tilhørere er optaget af 21. søndag efter trinitatis, kan jeg ikke vide med den deadline, jeg har, men uden tvivl er der aktuelle eksempler på menneskeskabt lidelse eller ulykke, der kan inddrages . Om ikke andet, så har det enkelte menneske en stor retfærdighedssans, når det handler om uret, der er begået mod én selv. Nogle gange er det tilstrækkeligt, at cyklen punkterer i regnvejr, før vores verden bryder sammen, og vi harmes over at leve i en uretfærdig verden.
Med frygt og bæven må vi så forsøge at give mund og mæle til tekstens klare ord om, at lidelser og ulykker er domstegn, der skal minde os om vor egen og menneskehedens kollektive skyld, og at dommens time kommer for den enkelte. Det, vi skal undre os over, er ikke, at nogen har det så skidt, men at vi selv indtil videre ikke har fået Rundetårnet i hovedet. Jesus forholder sig aldrig teoretisk til det klassiske spørgsmål: Hvorfor tillader en retfærdig og kærlig Gud det onde i verden? Men er nogen optaget af spørgsmål om skyld og straf, ret og uret, så beder han dem overveje, hvorfor de ikke selv indtil videre er blevet ramt af alverdens ulykker.

Hvis disse ord af Jesus er sande, så er de en bombe under den folkekirkelige hovedstrøm, som fortier eller fornægter al tale om Guds evige dom. Men måske er den lige så rystende for os, der forsøger at fastholde den bibelske alvor i talen om den dobbelte udgang, men hvor vi let fortrænger det til en dogmatisk forsandtholden. I Jesu forkyndelse er dommens dag lige så konkret og håndgribelig som de ulykker og lidelser, vi oplever på tæt hold.
Lignelsen om figentræet fremhæver en spænding, der er i Guds eget væsen. Guds retfærdighed siger, at nu er det nok. Nu må mennesket stå til regnskab for et liv uden frugt. Guds kærlighed ønsker at udnytte alle muligheder for at kunne forbarme sig og siger derfor: mon ikke et års ekstra særforplejning kunne formå det til at bære frugt? Jesus er lidenskabeligt engageret i, at mennesker skal omvende sig og følge ham. Selv over for et forhærdet og forstokket menneske, som synes at have haft muligheder nok for at vende sig til Jesus, selv i sådanne situationer appellerer Jesus til at forsøge én gang til.

Prædikenskitse:
Dette giver en prædiken med følgende disposition:
1) Om skyld og ansvar i forbindelse med lidelser og ulykker.
2) Domstegn, der minder om Guds strenghed og den evige doms virkelighed for alle, der ikke omvender sig.
3) Guds/Jesu tålmodighed og kærlighed, som er villig til at bære over og give en ny chance.

Salmer:
480 – 267 – 388 – 421– 41 – 769.