21. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksterne

Temaet er klart nok: Forholdet mellem skyld og skæbne. Klippet fra Ezekiel skal kommentere det. Prædiketeksten er NT’s førende sted om emnet (sammen med Joh 9,3). Det ville have været inspirerende med en Job-tekst som GT-læsning. Men det er jo ikke forbudt at have Job i tankerne.

Åbenbaringsteksten har ikke dette tema, men knytter til ved opfordringen til at omvende sig. Den bibelske teologi om forholdet mellem skyld og skæbne er jo i sin enkelhed, at både Jesus, Jobs bog, Salme 73 m.fl. afviser og bekæmper den almindelige opfattelse, at skylden bestemmer ens skæbne. Jobs bog er et kæmpemæssigt opgør med det. Dagens tekst ligeså. Derimod skal al ulykke og lidelse, vi ser i verden, mane til omvendelse. På det åndelige plan er der sammenhæng mellem skyld og skæbne. Hvis ikke du omvender dig fra din synd, rammer Guds vrede dig. Her er der ingen tilfældigheder.

Prædikenansatser

Det er noget, der har stået i dagens aviser. Det har været diskuteret i kantiner og ved kaffeborde. Der havde været en massakre, den slags er godt stof. Af en eller anden grund var det gået ud over nogle pilgrimme fra Galilæa. Og så var der tårnet i Siloam, der var styrtet sammen og ved sort uheld havde ramt lige ned i menneskemængden.

Det er bare eksempler, det er let at opregne andre nutidige hændelser. Hvorfor skulle dette ske? Der er nok af spørgsmål, men ikke svar. Forklaringer har vi, for vi vil have forklaringer. Tilværelsens meningsløshed er det værste, vi ved. Der må være en grund. Det må ikke være tilfældigt. Hvad har vi gjort, siden det skulle ramme os? Hvorfor skulle hun straffes på den måde? Hvad har han gjort, der fortjener det?

Vi nævner som regel ikke direkte Gud, det bruger vi ikke. Men skjult et sted er også det: Vil Gud mig noget her? Er det Gud, der gør det? – Nogen kalder Gud skæbnen, det er mindre forpligtende. Men er det da en blind eller en seende skæbne?

På Jesu tid var de ikke så blufærdige. Da Jesus var i nærheden, skulle han i hvert fald få lov at kommentere det, alle talte om. Det ville han også gerne. Her trængte folk til vejledning. Den almindelige opfattelse, at den største synder fik den værste skæbne, er religionernes og folkereligiøsitetens måde at tænke på. Det er så dybt indgroet at tænke sådan: Det går mig ondt, jeg må have gjort noget slemt. Når en ulykke rammer mig, er det pga. en synd, jeg har begået. Og omvendt, lever jeg gudfrygtigt, så går det mig godt.

Det er også nemt at få øje på i kristne sammenhænge: Tro mere inderligt på Gud, så skal du få fremgang og succes, blive helbredt osv. Og dog er det det argeste hedenskab, som vi bærer dybt i hjertet.

Et referat af Jobsbog-problematikken kunne være på plads her. Jobs utrættelige venner prøver at få Job til at indse, at der må være uopgjort synd i hans liv, siden det går ham sådan. Det var egentlig også Jobs teologi, men han ved, der ikke er uopgjort synd i hans liv, så han slider sig lidt efter lidt frem til et andet billede af Gud og en anden forståelse af det forhold. Gud har altid ret til at gøre det, han gør med et menneske. Gud skylder ikke os noget, men vi skylder Gud alt. Og vi har ikke krav på at vide, hvorfor Gud gør, som han gør.

Ezekiel-læsningen er næsten som et svar på det. Det kendte ordsprog taler ikke sandt! Hvorfor? Fordi “alle menneskers liv tilhører mig!” Jeg måler menneskers dage, og jeg giver liv og tager liv – når jeg vil.

Man har klippet teksten her, sikkert for at undgå at slutte læsningen med den sidste sætning i udsagnet: “Den, der synder, skal dø.” Men sammenhængen hos Ezekiel kaster lys over Jesu svar den dag. De, der blev ramt af tårnet, var ikke større syndere end alle andre. Nej, siger Jesus og vender om på en tallerken: I er akkurat lige så skyldige som de! Det, I skal bruge sådan en ulykke til, er at spørge: Er jeg i et ret forhold til Gud, så jeg kan møde døden, når den kommer uventet? Eller går jeg bare her og snorksover om mit forhold til Gud?

Det er selvfølgelig ikke en trussel om, at hvis de ikke straks får en forandring på deres liv, så skal han nok sørge for, at et eller andet rammer dem. Jesus tænker som altid i større perspektiver end dette lille liv. Der findes en Gud, og der findes en åndelig verden, der hele tiden er virksomt nær. Når der sker et helbredelsesunder, er det Guds lægende kræfter, der bryder ind i den synlige verden fra den usynlige, hvor de fylder alt. Og tilsvarende, når der sker ting, der bringer lidelse med sig, er det en forsmag på Guds dom over synden, der bryder ind fra retfærdigheden i Guds skjulte verden. Ikke sådan, at konkrete synder fremkalder konkrete ulykker. Men alligevel i en dyb indre sammenhæng. For var der ingen ulydighed mod Gud på denne jord, så havde der heller ingen lidelse været.

Den sammenhæng er en del af den bibelske tolkning af tilværelsen. Den er grundlagt i syndefaldskapitlet, hvor der tales om de gudsbestemte følger af den første ulydighed. For alle menneskers liv tilhører mig. Og den, der synder, skal dø.

Når du ser nogen rammes af ulykke, skal du ikke tænke: Hvad særligt har han gjort? Men du skal tænke: Ja, døden og elendigheden er en del af vor verden som en følge af menneskers ulydighed mod Gud. Og så skal det få dig til at vende dig til Gud og søge nåde og tilgivelse for dine synder.

Glædeligvis slutter dagens tekst med den lille lignelse om figentræet, som Jesus fortalte i det samme. Jesus tegner i få streger et billede af Gud som gartneren, der går rundt i vingården og renser, beskærer og vander træerne for at gøre dem nyttige. Han sender prøvelser og velsignelser over mennesker, for at de skal vokse til at gøre fyldest i Guds rige.

Men figentræet bærer ingen frugt. År efter år bliver det kun til arbejde, men ikke til frugt. Hug det om, siger ejeren. Men gartneren siger: Lad det stå lidt endnu, så vil jeg pleje og passe det, måske kommer der så frugt!

Det er, som om både ejeren og gartneren er Gud – Guds godhed og strenghed, kærlighed og retfærdighed, der kæmper om mennesket. Det fortjener at dø. Men Guds kærlighed vil give det en ny chance – for at bære frugt for Gud. For han elsker sådan figner! – som her er et billede på troen på Gud og hvad deraf følger, som kan vokse frem i et menneskes hjerte.

Det er det, Gud venter på. Det står på baggrund af den alvor, at alle mennesker fortjener at dø for deres synder. Det er den baggrund, Guds nåde og gentagne kald skal høres på. For er vort syndemål end stort, dog større er Guds nåde.

– Jeg ønsker ikke nogens død, slutter den tale, hvis første ord vi hørt hos Ezekiel. Vend om, så skal I leve!

Det kan udmærket stå som en samling af dagens tekst – og af Guds sind over for mennesker i det hele taget.

Salmeforslag
36, 308, 367, 496, 49.