22. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

TEMA: At tilgive er at dele.

Josef var den ellevte af tolv brødre. Da han var meget ung, solgte hans brødre ham til en slavehandler, som tog han med til Egypten. Der levede han som slave i nogle år – var i fængsel nogle år – men endte som Egyptens næstmægtigste mand, hvor kun Farao bestemte mere end Josef.

Josef reddede egypterne ved at sørge for, at de fik korn at spise i de 7 år, der var hungersnød. Josefs brødre kom også for at købe korn – og det endte med, at både de og deres far Jakob kom til at bo i Egypten. Josef delte med dem.

Men da Jakob, deres far, døde, blev brødrene bange. For nu kunne Josef jo gøre som han ville – måske straffe dem – sende dem i fængsel – for det onde, de havde gjort, da de solgte ham som slave. Nu var deres far der ikke til at tale med Josef – nu kunne han gøre, som han ville.

I ved nok, hvordan det sommetider går med børnene, når der ikke er nogen voksne til stede. Så bliver der ofte slåskamp – og så er det den stærkeste, der vinder – og de små må lade den store bestemme.

Josef var ikke den ældste – men den mægtigste. Han havde magt til at hævne sig – til at gøre med brødrene, som de havde gjort mod ham. Det var de bange for, at han nu ville gøre.

Derfor sendte de bud til Josef for at bede om tilgivelse. Men da skete der noget mærkeligt. Josef græd! De forstod ikke, at han elskede dem. De forstod ikke, at han havde tilgivet dem. De forstod ikke det fællesskab, de havde.

Josef svarede: I tænkte ondt mod mig – for det var ondt, det de gjorde – men Gud vendte det til det gode. Josef tilgiver dem.

Og så siger han også: Frygt ikke – jeg vil sørge for jer og jeres familier.

Josef tilgiver dem endnu engang – og vil dele med dem, sørge for dem.

Hvad er det at tilgive? Ikke hævne sig. Ikke straffe. Ikke kræve gengæld.

Vi kalder det at tilgive – hvad er det så vi giver til dem, vi tilgiver?

Måske er det allermest os selv. Vi giver dem del i os selv – lader dem være en del af vores liv – fordi vi ikke hævner os og udelukker andre. Josef gav sig selv til brødrene – og de blev ved med at være sammen.

Engang fortalte Jesus en lignelse om det at tilgive. Om, at vi skylder at tilgive hinanden, fordi Gud har tilgivet os. Han fortalte om to tjenere, der begge skyldte noget – men jeg vil gerne lave den lidt om…

Det handler om en dreng – Jørgen – som voksede op i en slikbutik. Dvs., han boede ikke i slikbutikken, men i et af rummene i familiens hus var en slikbutik. Med masser af slik – slikposer – karameller – is – chokolade – og han ku´ bare så godt li´ slik. Han måtte godt smage lidt – men ikke bare sådan ta´ selv, sagde hans mor. Da Jørgen blev lidt ældre, aftalte de, at han skulle skrive ned, når han tog noget slik. Så kunne han altid betale med sine lommepenge.

Og så blev der spist slik. Han spiste store slikposer – chokolade – is – og en masse andet. Men der var jo altid en masse slik – og han skrev det hele ned i en lille bog, som lå ved kassen.

En dag ville hans mor se, hvor meget han egentlig havde spist for. Og hun blev ret chokeret. Alle de mange poser var blevet til 6000 kroner. Hun blev lidt sur – og Jørgen kom ind i butikken – og han blev ked af det. Han vidste ikke, hvad der var sket – han havde jo bare taget lidt ad gangen, men 6000 kroner – så mange penge havde han aldrig set. Og lommepengene havde han lige brugt til en game-boy.

Så bliver vi nødt til at sælge din game-boy – og din cykel – og nogle af dine bøger.  Mor kom med nogle forslag – og Jørgen blev meget ked af det. Han græd – og lovede at betale det hele, bare hun ikke solgte hans ting.

Og hvad skulle mor gøre. Hun kunne jo godt se at han aldrig ville få lommepenge nok – så hun tog den lille bog – og rev siderne ud og smed dem i skraldespanden til slikpapiret. Så – nu er den regning borte sagde hun…. og Jørgen gik glad ud.

Senere kom hans søster hjem. Hun skyldte ham en slikpose – ikke en stor en, bare sådan en lille en til en krone – som han havde givet hende engang, han havde hentet slik i butikken. Og nu skulle han altså have sit slik igen – eller sin krone. Men søsteren havde ingen penge – og så kom de op at slås, og Jørgens truede hende med at slå igen, hvis hun ikke snart betalte det, hun skyldte.

Selvfølgelig hørte deres mor det. Og fik hele historien. Da blev hun meget vred – og sagde: Alt det du skyldte mig, de 6000 kroner, eftergav jeg dig – burde du så ikke eftergive din søster den ene krone?

Mor gik ud til skraldespanden – fandt de sammenkrøllede sider, glattede dem lidt og lagde dem ind i bogen igen. Og så måtte Jørgen spare sammen – og betale.

[Oplæsning af teksten]

Jesus vil lære os, at Gud tilgiver os vore synder – alt det, vi skylder ham. Og at vi så er skyldige at tilgive hverandre – at sige okay, når nogen beder om undskyldning – og ikke blive ved med at hævne os.

Josef hævnede sig ikke. Han tilgav – og delte med brødrene. Når vi tilgiver hinanden, giver vi i virkeligheden os selv til hinanden – så vi kan leve sammen i stedet for at skilles ad.

Gud tilgiver os vore synder – han rev vores regning ud af bogen, og lod Jesus betale for den, da han døde på korset. Derfor kan vi leve sammen med Gud – han giver sig selv til os – han giver os Jesus.

Derfor må vi være glade – tage imod Guds tilgivelse, og lære at tilgive hinanden. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.