22. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Denne søndag belyser, hvad der blev sagt om pagtsfolket i saligprisningerne Alle helgens Dag: “salige er de sagtmodige”, “salige er de barmhjertige”, “salige er de, der stifter fred”.

1. Mos. 50,15-21.
I beretningen her er det helt centrale Josefs ord til brødrene: “Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke. Jeg vil sørge for jer og jeres familier. Og han trøstede dem og talte kærligt til dem”. Som deres bror og ikke fra sin magtposition talte han til dem. Og hans trøst var Guds vilje og at det, som var sket, var sket for at holde de skyldige i live. Her møder vi de tre ord: “sagtmodig”, “barmhjertig”, “stifte fred”.

Fil. 1,6-11.
Her er det særligt udtrykket “I er jo fælles med mig om nåden”, vi skal hæfte os ved. Thi det er ud fra denne erkendelse af dem alt det andet, han skriver, er talt. Det er i nåden, han ser det, de har fælles. Og til forsvar for dette fællesskab dømmer han dem som “hunde”, der vil skabe fællesskab om ydre ting, ydre religiøse skikke og sædvaner og forestillinger (kap. 3). Kun eet har han for øje: at al deres glæde skal være i Herren – i den nåde, som de er fælles om i Kristus.
Således følges nåde og dom også her.

Matt. 18,21-35.
Også evangelieteksten taler om fællesskabet om den trøst, at Gud med det, som er sket, vil holde mange i live. Her finder vi den grundlæggende sandhed, som denne lignelse udtrykker, i ordene: “Da han ikke havde noget at betale med … eftergav han ham gælden”.
Intet at betale med. Det er igen dommen fra Gud over denne verden, dvs. hvert menneske. Vi kan aldrig blive rige, hvor vi nu er fattige for Gud. Vi har intet at betale med. Men GUD har gjort noget for at holde os og hele verden i live, og det er vor trøst: “Han udslettede det anklagende skyldbrev med alle de lovbestemmelser, som var imod os, ved at nagle det til korset” (Kol. 2,14 gl. oversættelse). Dette er hele verdens trøst og rigdom: “alle har vi nemlig syndet og mangler herlighed fra Gud og bliver retfærdige for ham alene ved den forløsning, som er i hans Søn”. Vi er i synd og nåde “brødre” med alle mennesker. Fælles om, at vi intet har at betale med og fælles om, at det alene skal holde os i live, som GUD har gjort.
Om brud på dette fællesskab handler anden del af lignelsen, hvor en benådet lægger sin “bror” det til last, som er hans skyld, og endog kræver alt betalt. Den ene synder tåler ikke den anden pga. den synd, som han ikke kan betale. “Det er en ulyksalig retfærdighed”, siger Luther, “når et menneske ikke kan tåle andre ved sin side, fordi de er større og grovere syndere, men bestandigt pønser på at slippe af med ham og søge ud i ensomheden”. Kristi sind var at give afkald på at være Gud lig og i stedet blive mennesker lig. “Lad det samme sindelag være i jer”, siger Paulus i Fil.
Her ser vi Jesus give et eksempel på, at med det mål, vi måler, skal vi selv få tilmålt – enten vort mål er nåden i Jesus, eller det er synden. Det spørgsmål må nok rejses direkte og personligt til alle kristne: Hvor har du fællesskab med mennesker i forhold til jeres fællesskab i synden? Er det i erkendelse af syndens magt, af nødvendigheden af stor tålmodighed og langmodighed, fordi synden er en magt i dit eget liv? Eller er nåden i Jesus ikke mere dit eneste skjul mod den sandhed, at du intet har at betale med, så du nu lever af det, hvormed du mener at betale af på din gæld? Der går med nåden dom over denne verden og al dens egen retfærdighed.

Forslag til prædikendisposition:
1. Alle har vi syndet og mangler herlighed fra Gud.
2. Er retfærdige for ham alene ved den forløsning, som er i Kristus (Kol. 2: Han udslettede det anklagende skyldbrev, som var imod os, ved at nagle det til korset).
3. At måle og omgås andre i nådens lys eller i lyset af deres synder.

Salmer:
446 – 451 – 595 – 544.