22. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Vi har et drama i tre akter. Forfatter: Jesus. Emne: skyld.

Og sikke et emne. Vi kunne også godt sige, at emnet er skyld og tilgivelse. Men vi er tit for hurtige til at tale om tilgivelsen – så vi ikke tager skylden alvorligt. Det handler også om tilgivelse. Det er det største og fineste kristne ord. Men vi ved ikke, hvad tilgivelse er, før vi ved, hvad skyld er. Der findes en hemmelig lidelse, som piner menneskene. Dens navn er skyld. Og vi kan ikke bære den. Vi vil ikke være ved den. Vi vil ikke tale om den.

Men den gamle, hellige bog vil godt. Den fastlægger lige fra begyndelsen temaet for et fortvivlet spil mellem mennesker og Gud – og mennesker i mellem – Har du gjort, hvad jeg sagde, du ikke måtte? spørger Gud, og Adam skynder sig at svare:

– Kvinden, som du satte ved min side, fik mig til det! Og kvinden er lige så hurtig: – Slangen forledte mig. Skylden er ikke min!

Og så handler måske hele resten af bogen om at få mennesker til at tage den skyld på sig, som er deres, for at de også for alvor kan tage tilgivelsen til sig. For skyldens problem er ikke, at der ikke er tilgivelse. Det er, at vi ikke vil tage den på os. Og så kommer vi til at leve i en løgn.

Skyld og tilgivelse. Vi kan ikke tale ærligt om det sidste uden at begynde med det første. Skylden ligger som en tung, usynlig byrde på os. Men det kan ske, at skylden bliver så påtrængende, at tilgivelse er den dyrebareste af alle gaver.

Den jødiske forfatter Simon Wiesenthal har illustreret det stærkt i bogen Solsikken, hvor han fortæller om en 21-årig SS’er, der ligger hårdt såret på sygestuen og får tilkaldt en jøde, som han ønsker at fortælle sin historie til. Han har medvirket til nedslagtningen af tre hundrede jøder i den russiske by Dnjepropetrowsk – som hævn for et attentat på et par tyskere. De gennede jøderne ind i et hus, bærende på benzindunker, og skød det i brand. De, der forsøgte at springe ud af vinduerne, blev skudt ned med maskinpistoler. “Jeg husker ikke, hvor man der valgte den død frem for at brænde ihjel, fortæller SS’eren, men jeg kan aldrig glemme billedet af en mor og en far, der sprang med deres lille barn, mens faderen hold barnet for øjnene.”

Nu ligger han og skal dø, og han siger til jøden: “Tro mig, jeg ville være parat til at lide endnu længere og værre, hvis jeg ved det kunne gøre det gjorte ugjort. Men her ligger jeg med min skyld. I mit livs sidste timer sidder De her hos mig. Jeg ved ikke, hvem De er, kun at De er jøde. I de lange nætter, hvor jeg har ligget og ventet på døden, slog det mig igen og igen, at jeg burde tale ud om dette med en jøde – for at bede om tilgivelse. Jeg ved, at det, jeg beder om, næsten er for meget, men uden svar kan jeg ikke dø i fred.”

Simon Wiesenthal fortæller, at han uden et ord rejste sig og forlod sygeværelset. Siden i bogen diskuterer han, om han gjorde det rigtige, og han siger, at mange vil billige hans handlemåde, for hvordan skulle han kunne tilgive. Men lige så mange vil dømme ham, fordi han ikke gjorde det lettere for en angrende morder at dø.

Det er et svært spørgsmål. Og en forfærdelig historie. Men der er en skønhed i den, at selv her sætter menneskets adel sig igennem: Han kan endnu føle skyld – pines af skyld over det, han har gjort. Og da er der bare én ting, han trænger til. Men findes det? Findes det, der skal til, for at han dø i fred? –

Jesus fortæller et drama i tre akter.

Scenen er sat til første akt. Ja, det findes! er dens budskab. Det findes – det, der skal til, for at selv den morder kan dø i fred. Måske ikke hos mennesker. Men det findes hos Gud. De 10.000 talenter i lignelsen, det er mere end en formue. Denne morder havde ingenting, absolut ingenting at betale med. Han havde kun en bøn om barmhjertighed.

Til ham vil Jesus sige: Sådan er Gud over for det forgældede menneske, der søger efter barmhjertighed – at han hører den bøn og tilgiver. Når vi forstår, at vi er skyldige, selv om vi ikke har gjort de grusomheder, SS’eren havde gjort. At vi kan forråde livet på meget smukkere måder end det.

Stikordene i første akt er bundløs gæld og bundløs nåde.

Så kommer anden akt. Manden, der fik eftergivet så stor en gæld, danser af sted i overstadig glæde og danser lige ud til en, der skylder ham noget, der ligner værdien af en kasse øl. Men da er der ikke mere tålmodighed tilbage.

Grundtvig har samlet Jesu ærinde i anden akt i en salmelinie: Nåden vil høste, hvad den sår, vil ikke nøjes med mindre.

Kom ind i min tilgivelse, siger Gud. Men du skal tage dit medmenneske med derind. Den, der stjal fra dig, dit mod, dit rygte, dine kræfter, trådte på dig, sårede dig, overså dig. Spirer der et lille frø af bitterhed, som du hæger om det og giver rum og liv og opmærksomhed? Før du ved af det, er det vokset op og har bredt sig og er i færd med at kvæle alle hjertemarkens sunde afgrøder. Gud vil ikke, det skal ske. Det holder han for meget af dig til.

Gud sparer ikke selv på kærlighed og tilgivelse. Han kan ikke møde så stor elendighed, at han ikke vil tilgive det. Han ønsker at lægge sin egen godhed i menneskers hænder. Men man kan ikke lægge noget i en hånd, der er knyttet. Ingen kan lægge noget som helst i en hånd, der er knyttet truende mod andre.

Grundtvig siger: Nåden vil høste, hvad den sår. Han siger ikke, at nåden kun skal sås i de bedst beredte jorder. Men han siger, at nåden er en såsæd. Noget, der vokser i os. Ingenting bliver ved det gamle, hvor nåden er sået. Selv i den mest umulige jordbund. Den får noget til at gro i os. Hvis vi forhindrer det, pådrager vi os Guds dom. Det er emnet i tredje akt.

Hvorfor det? Er Gud ikke stor nok til bare at slå en streg over det, der ikke blev godt nok? Se lidt igennem fingre, han ved jo, hvad stof vi er gjort af?

Jo, Gud er stor nok til det. Men han tager det onde alvorligt, ikke fordi, han er smålig og nærig, men fordi han ved, hvad det gør med os.

– Jamen hvis du vidste, hvad det og det menneske har gjort mig – så ville du vide, at det er ud over menneskelig evne at forlange, at jeg skal tilgive.

– Ja, det ved han, som har skabt dig. Derfor tager han det ganske roligt, at du kan blive bitter en tid, måske både på ham og på mennesker. Han ved, du måske bedst kan beskytte dit sind ved at lukke dig inde i en skal en tid. Men hvis du graver dig ned i din bitterhed for at bo i den for livstid – så tager han det ikke roligt. Da ødelægger du nemlig dit eget liv. Og han holder alt for meget af dig til, at det må ske. Det er en af dybderne i kristendommen. Han lader ikke, som om det ikke gør noget. Han ved, det gør en masse med os. I stedet for tilgiver han. Med den tilgivelse, der har så stærke lægende kræfter i sig. Du fik det for intet – fik og fik og fik. Så giv det for intet. På samme måde som Gud giver og giver og giver – for intet.

Ja, hvorfor skulle jeg bøje nakken? råbte Lemek. Jeg skal vise dem, hvem jeg er! “Lemeks koner, lyt til mit ord. Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange! Sådan lød det i de første slægter på jorden – og det har lydt siden. Hævn, hævn, hævn! Og der blev koldere og koldere på jorden.

Men en dag var der én, der spurgte Jesus: Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min bror, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange? Nej, sagde Jesus, ikke syv gange, men syvoghalvfjerds gange. Det vil sige: én gang tilgivelse for hver gang, Lemek råbte på hævn. Egentlig betyder det: Du bliver aldrig færdig med det. For syv er helhedens tal.

Da Lemeks efterkommere så havde samlet al deres vrede, bitterhed og følelse af underkuelse, nedgørelse og elendighed i livet og ville hævne det hele på Jesus ved at pine ham op på et kors – da råbte Jesus oppe fra korset, ud over den jord, der havde hørt på Lemeks råb om hævn og drukket Abels og de andres uskyldiges blod: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Så tog han menneskers tårnhøje skyld af vrede, had og hævn til sig, tog den med i ind dødsriget, sonede den, betalte den, tilintetgjorde den.

Forinden havde han brug sit korte liv på at sige til mennesker: Tilgiv! Lad hadet og hævnen og bitterheden fare. Lad de onde kræfter, der styrer jeres liv, fare! Han sagde det allerstærkest ved selv at tilgive. Han gik fra menneske til menneske og samlede alt det sammen, som forbitrede og forpestede deres liv. Han tog vore sygdomme, bar vore lidelser. Nænsomt tog han alt det, de bar så tungt på, skjult og fornægtet i deres sind, men som gjorde så meget ondt med deres selvværd og livsmod. Han tog det stilfærdigt på sig og bar det op på korset – væk fra dem og direkte ind i Guds glemsel.

Men han gjorde det ikke uden klarhed og sandhed. Hans lignelse var i tre akter – for at vise, både at nåden er bundløs, at nåden vil høste, hvad den sår, og at Gud lader ikke sin tilgivelse spotte. Det hele er ikke bare pjat.

Der er nogen, der foragter Jesus og hele den tro, han stiftede, fordi han bliver ved med at tale om det onde og sige: Du er skyldig. Andre kan aldrig blive færdige med Jesus, for de ved, han kender dem til bunds og dog elsker.

Jeg beder til Gud, at jeg må være blandt de sidste. Jeg beder om kræfter til at give det onde til ham, som også siver ud af mit sind, fordi jeg er lille, bange, forurettet og vred – og foragter min egen svaghed. Jeg vil leve mit liv med Jesus. For han tager det onde alvorligt. Og han kan tage den onde kraft ud af det. Jeg vil gå med Jesus ind i hans verden af tilgivelse, lade den omslutte mig og varme mig igennem, varme mit kolde hjerte, mit frysende, uforsonlige sind, røre ved alle de forkerte tanker, forurettelsen, lysten til hævn, til mord, til hor, til fortræd, alt det der rumsterer rundt i kældre i sindet, hvor pæne tanker ikke kommer. Jeg vil gå ud i nådens regn og lade mig gennembløde. Jeg vil stille mig ind under ordets tilsigelse af syndernes forladelse, jeg vil undre mig over Guds bundløst gode hjerte og lade det fylde af mig med nye kræfter, nyt livsmod.

Jeg ved, Gud kalder mig derind. Kom ind i min tilgivelse, siger han. Og tag dit medmenneske med! Han siger det kærligt og bestemt. For nåden vil høste, hvad den sår. Han er min brors vogter. Og han er mit livs gode vogter, hele det fond af levende liv, som han vil, vi skal leve. Han er i gang med at gøre en sønderrevet verden hel igen. Vi rev det i stykker, rev stykker af hinanden og sidder ensomme og bange tilbage. Jesus kommer os i møde med den underfulde kraft, der hedder tilgivelse. Nåden, der kalder til efterfølgelse. Til at give for intet, hvad vi selv fik for intet. Og ikke vil nøjes med mindre.

Salmeforslag (gl. udgave): 24, 606, 382, 595, 544.