22. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
22. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække
Til teksterne.
De tre tekster har det til fælles, at de alle handler om, at Guds virkelighed og handlemåde er anderledes og omvendt i forhold til det, vi kender fra vores verden. Måske kan man give søndagen overskriften: den omvendte verden.
Es. 49,13-18 siger, at netop når Guds folk oplever sig totalt hjælpeløst og uden fremtid, vil Gud gribe ind og begynde forfra med dem. Folket opgiver at håbe på Gud og siger: Herren har glemt mig. Netop da griber Gud ind.
NT-læsningen er et lille formanende afsnit fra Efeserbrevet. Pointen er, at Guds rige er tilgivelsens rige. Her handler det ikke om at føre sig selv frem med magtsprog og hårde ord, men om godhed, barmhjertighed og tilgivelse.
Prædiketeksten er Jesu berømte ord om, at barnet og den, der er hjælpeløs som et barn, er den største i Guds rige. I tilknytning hertil advarer Jesus mod at forlede et barn til frafald fra troen. En discipel bør lede efter det vildfarne i stedet for at lede andre vild.
Mellem tekst og prædiken.
Hvis nu ikke Jesus havde kaldt en lille møjbeskidt og snottet skrigebaby ind i midten, så havde fortolkere måttet strides om, hvorvidt barn i teksten skulle forstås bogstaveligt eller symbolsk. Og det kan stadig være svært at komme sig over, at Jesus fremhæver småbørn som de største i Guds rige.
Af erfaring ved jeg, at et lille barn er en superegoist. Større børn kan finde på at vække deres forældre midt om natten, hvis de er syge eller har haft mareridt. Men småbørn kan vække hele huset bare for at få en sut eller lidt selskab. De kradser øjnene ud på små hundehvalpe og stjæler legetøj og prutter og bøvser helt uhæmmet. Ved hårdt arbejde kan man med årene afrette dem lidt, men siden Sokrates’ dage er det stort set kun gået tilbage med opdragelsen.
Hvis jeg uafhængig af denne tekst skulle nominere nogen til at være den største i Guds rige, så havde jeg adskillige gode kandidater. Dansk kirkeliv har jo rummet store personligheder, og vi synger med Grundtvig: Tak, vor Fader, for dem alle, fra Ansgarius til Balle (DDS 282).
Men er barnet det største, så kan det ikke siges stærkere, at i Guds rige handler det ikke om vore kvaliteter, men om at erkende vor mangel på kvaliteter. I forhold til Gud og vor egnethed til at være med i hans rige forbliver vi uværdige og hjælpeløse. Guds rige er så anderledes. Her gøres en tolder (Luk. 18,14) og en forbryder (Luk. 23,43) og et spædbarn til et eksempel til efterfølgelse.
Det fremmer selvrespekten at være selvhjulpen. Det er ydmygende at blive syg og gammel og ikke længere selv kunne snøre sine sko eller rede sit hår. Det er også ydmygende at måtte erkende, at et langt og sejt træk i tjeneste for kirken ikke gør én til en mere oplagt kandidat til Guds evige rige end et spædbarn. Men det, som er ydmygende, er samtidig befriende. Det står og falder jo ikke med mig. Grundlaget ligger fast – uden for mig selv.
Denne ydmyghed og hjælpeløshed i forhold til Gud har også en dimension i forhold til medmennesket. Når ikke man kan kvalificere sig ind i Guds rige eller til en fremtrædende placering i Guds rige, så bliver det meningsløst at forsøge at få en kirkelig karriere og vinde magt og anseelse i kirken og verden. Målet bliver i stedet at tjene og hjælpe og få andre til at trives og vokse.
Jesus nævner to eksempler på at ydmyge sig og tjene. Det første er at tage imod et barn i Jesu navn. Det kan jo gøres på mange måder. Nogle åbner deres hjem for en børneklub og bruger tid, penge og kostbar fritid på fortælle nogle børn om ham Jesus, der godt kunne lide børn. Guds rige vokser ved denne indsats, men der er ikke altid den store opmærksomhed omkring dem, der på den måde tager imod børn i Jesu navn. Der er umiddelbart mere prestige forbundet med at sidde i bestyrelser og lignende. Men nu taler teksten altså ikke om at gå ind i en bestyrelse i Jesu navn, men at modtage et barn i Jesu navn.
Man kan også gøre det modsatte. Lede børn vild. Være et dårligt eksempel for sine egne børn, for eksempel ved at have for travlt i menigheden til at tage sig af sin egen familie. Jesus bruger stærke ord – om møllesten om halsen, om at amputere den hånd eller fod, der leder til fald osv. I evighedens lys er der intet så katastrofalt som at lede sig selv eller sine nærmeste på afveje.
Det andet eksempel på tjenersind er at være en god hyrde, der opsøger det vildfarne. K.E. Bailey, vor tids ekspert i orientalsk kultur, fortæller, at i de første 300 år af kirkens historie brugte man hverken kors eller krucifiks som kristen symbol. Det var for anstødeligt og mindede for meget om det henrettelsesinstrument, der blev alt for ofte brugt i Romerriget. I stedet brugte man billedet af Jesus som hyrden, der bærer det vildfarne hjem. Det var så hårdt og slidsomt et arbejde, at det lige så stærkt som korset mindede om Jesu offervilje, tjenersind og villighed til at sætte sine egne behov til side.
I Jesu forkyndelse hænger det hele sammen. Advarslen mod selv at falde fra ved hjælp af foden (hvor man opholder sig), ved øjet (hvad man ser) eller ved hånden (det man gør) kobles sammen med advarslen mod at lede andre til fald. Vores eksempel og måde at være forbillede på kan nemlig få betydning for andre. Målet er ikke blot, at vi skal undgå frafald, men at vi skal være de, der modtager andre og opsøger andre med henblik på at føre dem til Gud.
Prædikenskitse:
Dette giver følgende disposition for en prædiken:
Indledning: Guds rige, der er anderledes.
1) Om børn som eksempler for os på at modtage Guds rige.
2) Om at ydmyge sig for Gud og erkende sin hjælpeløshed og ydmyge sig for mennesker og tjene og hjælpe.
3) Om ikke at vildlede eller blive vildledt, men modtage og opsøge andre og vise dem vejen til Gud.
Salmer:
22 – 493 – 268 – 178 – 464 – 679.