22. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Prædiken

Den omvendte verden.

Jesus taler om Himmeriget, og det er jo en verden, der ikke er helt som den verden, vi normalt kalder verden. Himmeriget er det centrale tema for Jesu forkyndelse, og er et ord, en virkelighed, som ikke skal begrænses, men beskrives og erfares i sin fulde bredde. Himmeriget var virkeligt og nærværende i Jesu forkyndelse, i hans kærlige gerninger, i alt det, som Jesus foretog sig, da han var menneske iblandt mennesker. Himmeriget var og er ikke blot et fremtidigt rige, om end det dog har evigheden for sig, men en virkelighed, som er blandt os.

Midt iblandt os er Guds rige,
med Guds Ånd og i Guds ord,
i Guds menighed tillige:
gæster ved hans nådebord,

synger Grundtvig. For hvor Guds Ånd er nær, og hvor Guds ord forkyndes, dér er Himmeriget en virkelighed. Himmeriget er i Guds kirke, det er i fællesskabet, og det er i den enkelte, som har taget imod Kristus, og som lever sit liv på Guds nåde. Himmeriget er stedet, hvor mennesker finder fred og glæde, hvor kærlighedens gerninger udfolder sig. Himmeriget er ikke bundet til kirkestrukturer eller til menneskelige konstruktioner, men er en virkelighed, hvor Guds Ånd i Jesus Kristus får lov til at have indflydelse på mennesker, får lov til at ændre deres livsbane, får lov til at rette mennesker imod Kristus.

Man kan kalde Himmeriget for den omvendte verden. Og det kan jo egentlig forstås på to måder, både den helt anderledes verden, den verden, som har andre normer, hvor den vise er dåre, og hvor den fattige er rig. Det er stedet, hvor de ydmyge, de sagtmodige, de sørgende og de fattige i ånden er salige. Det er det rige, hvis største person er som barnet. Men den omvendte verden er også den verden, som gennem omvendelse er blevet rettet ind mod Jesus Kristus. Ikke at den omvendte verden er en eksklusiv klub af åh så frelste mennesker, men en verden, en flok, en forsamling, som har vendt sig, væk fra at stile mod fortabelse, over til at stile mod et evigt samvær med Gud. Hvis man holder en magnet under et stykke papir og så drysser metalspåner på papiret, så vil metalspånerne alle dreje sig imod centrum af magnetfeltet. De vendes mod et punkt, som ved sin magnetkraft centrerer disse spåner. Det kan være et billede på, hvordan vi mennesker kan være vendt mod Kristus.

Nu taler Jesus så om den omvendte verden, om Himmeriget. Han taler om, at man må være som et barn, han taler om, hvad der sker den, som forarger barnet, og han fortæller en lignelse om det bortkomne får, som giver anledning til stor glæde, da det bliver fundet.

Når Jesus taler om barnet som model for, hvordan den største i Himmeriget er, så er det ikke fordi han anser barnet for uskyldigt. Der er nok få, der er i tvivl om, at selv om børn er søde og dejlige og vi elsker dem, så skal de ikke være ret gamle, før de kan vise, at de er nogle små egoister, at de tager hensyn til sig selv, at de kan være hensynsløse over for andre børn og for dyr. Nej, der er ikke tale om uskyldige børn, men der er tale om, at børn er hjælpeløse. Et barn er udleveret til livet. Lad os lige lade det smukke og harmoniske ligge et øjeblik. Et barn, der kom til verden i Indien eller et andet fattigt land, som af en eller anden grund er forladt af forældrene, og som på et børnehjem lever under de kummerligste forhold, det barn må føle, at det er udleveret til livet, til et liv, som er uværdigt, som er lidelse. Det er måske et barn, som ikke får den hjælp, som et barn er fuldstændigt afhængigt af. Et barn er hjælpeløst afhængigt af, at nogen vil tage sig af det. At komme ind i Himmeriget, det er ikke en kraftanstrengelse, det er ikke en øvelse, som man kan blive så god til, at man til sidst kan klare sig selv. Nej, man må vende om og blive som barnet.

Se nu er denne her tale af Jesus i høj grad rettet til disciplene, dem, som havde besluttet at følge Jesus. De var nok et eller andet sted på jagt efter positioner, men fik at vide, at de nu befandt sig i den omvendte verden. Her gælder det ikke positioner, men at blive som et barn, at vedgå sin hjælpeløshed, i forhold til livet, i forhold til døden. Det er umådeligt svært at acceptere, ikke mindst for os mennesker, som er vant til at kunne styre, kunne regulere og tilrettelægge. Det er ydmygende og utilfredsstillende, det kan føles direkte irriterende, at man ikke bare kan give penge nok, eller gøre nok gode ting, og så er man sikker.

Barnet præges af lydighed og tillidsfuldhed. Barnet vurderer ikke, er ikke udspekuleret, det sammenligner ikke, men kommer, om ikke andet så af lydighed. Det er, hvad Jesus kalder ydmyghed, det er at give afkald på sin højhed, netop, hvad Jesus gjorde. Den ydmyghed er nødvendig for at komme ind i Himmeriget, siger Jesus.

Men bringer man en af disse små, altså en af Jesu disciple, en af Himmerigets beboere til fald, ja så taler Jesus her hårde og fordømmende ord. At lokke en Jesu discipel til fald er dybt alvorligt, ja det er forargeligt. Der bruges stærke ord om et sådant menneske, og så indeholder Jesu ord en advarsel nemlig, at der ikke er noget, der er vigtigere, end at nå til evigheden. Men evighedens synsvinkel er slet ikke altid klar for os mennesker, vi ser de nære ting tydeligere, og det er egentlig hverken unaturligt eller forkert, for det er i vort medmenneske vi må møde vor næste. Er man borger i Himmeriget, ja så er det de udstødte, de svage, de prisgivne, som er de største, og altså dem vi skal tjene. Der gives ikke rigtig nogen plausibel undskyldning for at undlade at tjene dem eller for at forarge dem.

For de har engle i himmelen, som ser faderens ansigt. Et lille barn spejler sig i sin mors ansigt. Barnet ligger i sin mors favn og ser med spændt opmærksomhed på moderens ansigt. Det ser nok som helt lille sig selv i moderens ansigt, ser sig selv som smilende, drikker af livets glæde, som det finder i moderens smil. Så vokser det til og lærer efterhånden at skelne mellem moderen og sig selv. Barnet ved efterhånden, at moderen er en anden person. Heri kan vi forstå Jesu ord. Englene ser sig selv bekræftet i Guds ansigt, på barnets, på menneskets vegne. Guds ansigt er da som et spejl, der fortæller, at englene er skabt, at menneskebørn er skabt, endda i Guds billede. Englene for Guds ansigt bekræfter, at disse menneskebørn, de er uerstattelige. Fattigt er det barn, som ikke har en mor, der ser kærligt på det, det barn dør. Gud ser kærligt på enhver af disse hans mindste, og Gud vil ikke, at nogen af dem skal dø. Vil vi da tage imod, vil vi spejle os i Guds ansigt, vil vi lade os blive indgående og kærligt betragtet af den Gud, som er kærligheden selv.

Så er der lignelsen om det fortabte får tilbage. Det ene får, som hyrden fulgte og fandt, efter at have efterladt de 99 i indhegningen. Vel må vi da tro, at Jesus er hyrden, og vel ved vi, at Jesus er den, som opsøger det fortabte. Men nu er denne lignelse også en del af formaningen til disciple, den tids og nutidens. Disciplene må ikke forarge, hørte vi, men mere end det. Hyrdeopgaven er givet til menigheden, det er ikke nok, at man ser mennesker forlade kirken, menigheden, døbte, som er faret vild, som er blevet væk. De skal opsøges. Forpligtelsen til ikke at forarge er ikke kun en forpligtelse til at undlade at krænke, forarge de små og svage, men det er også en handlingsforpligtelse, hyrden, disciplen må ud at lede efter det ene fortabte får. For ethvert menneske, som Guds øjne hviler på, altså for ethvert menneske må der iværksættes en eftersøgning. Den eftersøgning hedder mission. Enhver, som Jesus Kristus led døden for, har krav på at blive eftersøgt. Det var, hvad fårenes hyrde, Jesus Kristus, gjorde, og det er den opgave, som menigheden er pålagt.

Den største i Himmeriget, det er den med barnets forudsætning, nemlig at være afhængig af Guds nåde. Den omvendte verden, det er der, hvor det ikke mere er de 99 velbjergede, som får al opmærksomheden, men hvor det ene svage får, der er faret vild, bliver opsøgt.

Herren huskede sit udvalgte folk, Herren har husket os, som var fortabte, men fundne igen. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Amen.

Salmeforslag
13: O Gud! Hvor er du mer’ end skøn
398: Guds-husets dør er i vor dåb
11: Nu takker alle Gud