23. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Jeg véd ikke hvordan I har det med at få ros og med at få store gaver, som I selv synes er u­den grund osv. Jeg har det egentlig lidt “akavet” med det, hedder det vist. Selvfølgelig er det rart at få ga­ver, og jo større gaver, desto bedre! På den anden side kan man godt føle sig så un­der­lig til mode, når man står dér og får en stor gave eller de står og roser én helt op i skyerne. Og hvordan er det med dét at skulle modtage hjælp? F.eks. ved syg­dom? Når man ikke kan klare f.eks. at vaske sig og må have nogen til at hjælpe sig! Så kan man godt føle sig lidt “flov” eller genert, eller hvad det nu hed­der. Så vi kan nok hurtigt bli­ve enige med Paulus og Jesus om, at det er saligere at give end at modtage. Det er nem­lig svært at få noget af andre, også selv om hans ord nok mest gik i rette med de, der ville på nas i den kristne menighed.

På sin vis er det også svært at give. Der er ganske vist mange måder at give på. Vi bli­ver præsenteret for to af dem i dagens tekst. Den ene er dén, alle drøm­mer om at mø­de: én giver en gave af den slags, der gavner noget, en or­dentlig ga­­­ve, en stor ga­ve, en meget stor gave. Den anden er ikke specielt stor. Og for lige at gø­­re dette færdigt, så læg mær­ke til, at Jesus dybest set ikke taler om gavens størrelse. Han siger intet om, at de rige gav for lidt eller for meget. Læg også mær­­ke til, at gaverne lægges i den sam­me tempelblok: de går altså til samme for­­mål. Vi kan altså ikke sige, at Jesus taler om størrelsen af vore gaver, hvad vi gi­ver til eller sådan noget. Nej, Jesus taler nok slet ikke om gaven, men nok langt snarere om giveren.

Når Jesus taler godt om enkens gave, er det jo ikke fordi hun giver den til noget an­det end de rige; det er heller ikke forkert at de rige giver meget. Så Jesus må tale om noget an­det end selve gaven, når han taler vel om kvindens gave. Det frem­går da også af, at han sætter hendes gave i forbindelse med, hvor meget hun hav­­de at give af. De andre gav af deres overflod; hun gav af sin fattigdom. Og hun hav­de ikke meget at give, men hun gav, så det kunne mærkes. Ja, hun gav, så hun ikke havde mere tilbage; hun gav “alt hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af”.

Her ser vi, hvad der er bag hendes gave, nemlig tro på Gud Fader, den al­mæg­ti­ge, ham, som er Himmelens og jordens skaber, som tæller vore hovedhår og som har check på, hvor­­når hver enkelt lille spurv dør. Vel gav hun alt hvad hun e­je­de; men hendes himmelske Fa­­der er langt rigere, han har nok at give af, og han vil sørge for hende.

Med små­møn­ter­­ne i pungen kunne hun købe mad til i ­mor­gen. Når hun ikke havde dem, kunne hun in­­tet kø­be. Derfor blev hun gennem sin ga­ve helt afhængig af sin himmelske Fader. Og det er ikke så dårligt at være af­hæn­­­gig af ham. Kong David siger et sted: “Ung har jeg væ­­­ret, og nu er jeg gam­­mel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tig­ge sit brød”. Og Je­sus siger i bjergprædiken om denne Gud, at vi ikke behøver bekymre os, for vo­r­es himmelske Fader véd hvad vi trænger til, og når han giver himlens fug­le føde, skul­­le han så ikke også brødføde os? Vi er jo meget mere værd end fuglene; og når han klæder græs­set, skulle han så ikke også klæde os? Jo, sandelig! Altså er der in­gen grund til be­kym­ring; men så er der heller ingen grund til ikke at give ham alt.

Men denne tro afslører også, at den fattige enke véd, hvor meget hun er værd i Guds øj­ne og at hun tror at Gud Herren frelser. Det er oversat til hebraisk: “Josua” eller på Det nye Testamentes tid: “Jesus”. Om hun har kendt Jesus som person og har vendt sin tro til Guds frel­se mod ham, er ikke klart. Men sagen er klart og ty­de­ligt til stede: “Herren er Frelse”! Og ne­top gennem Jesu inkarnation, gennem hans lidelse forud for hans korsfæstelse og gen­nem hans død, ses hans kærlighed til os. Netop gennem dette bliver det klart, hvad det kostede Gud at frelse os, for dette var prisen. Så meget var vi værd for ham. Han of­re­de for hende.

Pludselig ser vi kvindens handling i et andet perspektiv. Hendes handling hviler helt og al­deles i hendes sande og levende tillid til den levende Gud som hendes frel­­ser og be­fri­er. Og gennem denne tro er han også blevet herre over hendes pen­ge­pung. Og det er el­lers det sidste, der bliver omvendt, plejer man at sige. Så helt og fuldt hviler hun i troen på Gud Herren som hendes helt personlige frelser, at hun giver alt, hvad hun har at leve af, i tempelblokken. Hun ofrede til ham, som havde ofret for hende.

Vi skal ikke glemme rækkefølgen for den er vigtig og siger alt om, hvad dette drejer sig om. Det drejer sig nemlig ikke om at skærpe kravet til hvad vi giver til åndeligt og so­ci­alt arbejde. Det drejer sig ikke om, at vi skal give alt. Det drejer sig heller ikke om at vi skal droppe al fornuft og slippe alt og i tro lade Gud forsørge os uden at vi selv ar­bej­der. Dét afvises blankt i Det nye Testamente: “Saligere er det at give, end at modtage”. Hvad er det så, der er sagen her? Sagen er, at vi skal leve vort liv i tillid til Gud og hvi­le i troen på ham i forhold til alt – også i forhold til føde og klæder.
Det må ikke glemmes, at alt kristenliv netop er et liv i troen på Kri­stus! Det be­gyn­der alt­så med ham og med hans gave til os. Han gav alt for os, derfor giver vi alt til ham. “Vi el­sker, fordi han elskede os først”, hedder det i 1. Johannes’ brev. Det er derfor vi kan og vil give alt til ham.

Hermed er vi tilbage ved begyndelsen, men nu fra en anden synsvinkel. Den fat­tige enke levede i troen på dén Gud, der kalder sig enkers forsørger og fa­der­lø­ses fader. Hun kun­ne give det sidste, hun havde, i tillid til at han bar ansvaret for hendes liv og til sy­v­en­de og sidst var dén, der bestemte. Han er almægtig og kærlig, og derfor behøvede hun ikke frygte for noget – heller ikke morgendagen. Hun lod hver dag have nok i sin pla­ge. På den måde afslører hendes handling at hun har en stor og enfoldig tillid til sin him­­mel­ske fader; men også at hun tror om ham, at han er rig, nådig, gavmild osv. Hen­des tros indhold viser sig i hen­des handling. Hun forvalter Guds milde og gode ga­ver til hende som om de vir­kelig er hans. Men hvorfor skulle hun ikke også det? Hen­des him­melske fader er rig nok for både det, hun giver væk til andre og til det, hun selv be­hø­ver!

På dette sted er det på sin plads igen at minde om, at hendes handling også byg­gede på troen på Gud Herren som frelseren. Altså den Jesus, der gav alt for hen­de. Hun op­træ­der altså overfor andre, som Gud har handlet med hende. Han ofrede sig for hende; hun ofrer for ham. Det fik mig til at tænke på noget, som den norske dr.theol. Olav Valen-Sendstad skri­ver et sted om forholdet mellem Jesus og det troende Guds barn. Han skriver: “Alt vort er hans og alt hans er vort”. Det er hemmeligheden bag enkens hand­­ling. Hun er i troen rig på Guds herlighed, en rigdom og en herlighed, som de and­re ikke er i besiddelse af, og det er af dén, hun deler ud.

Om det nævner Olav Valen-Sendstad, at Jesus først blev os lige i kød og blod, da han blev menneske. Si­­den levede han et liv som os. Han blev træt, tørstig og sulten og kunne græde, og til ­sidst blev vor synd tilregnet ham af Gud og han døde vor død. Alt vort, både vort væsen, vort liv, vor gerning og også vor synd og død, har Jesus fået. Alt vort blev og er hans bå­de i natur, i kår og ved tilregning.
Derefter siger Olav Valen-Sendstad at på samme måde skal alt hans blive vort. Først skal hans ret­fær­dig­hed tilregnes os med syndernes forladelse ved hans blod. Siden skal vi opleve at få del i nogle af hans kår her i verden. Men til sidst skal vi få del i hans guddommelige na­tur og blive ham lige, for vi skal se ham, som han er.

Den fattige enke havde i troen grebet dette, og derfor kunne hun dele ud af sin fat­tig­dom, alt, hvad hun ejede. Hun ejede nemlig meget mere end de få små­møn­ter; men den skat hun havde i et lerkar. Den var gemt til hende i himmelen; derfor kunne den ikke så godt syn­ligt lægges i tempelblokken. Heller ikke selvom hun ønskede at udtrykke sin glæde og tak over at Gud, hendes himmelske Fader, havde omsorg for hende og kærlighed til hen­de, så hun turde betro sig i hans hånd og for livet i morgen, ja, for evigheden. Hun var rig, for alt hendes var hans, som havde skabt hende og frelst hende; og alt hans var hen­des. Så i al sin fattigdom var hun rig, ikke bare i himmelen, men også på jorden i tro­en på den Gud, der var hendes Skaber, Fader, frelser og Herre.

Gud er ikke anderledes overfor os. Han har skabt os. Han har givet os livet, det daglige brød, hver evne og kraft vi har. Og han har frelst os. Jesus har givet alt for os. Han har be­talt en høj pris for vores frelses skyld. Derfor vil vi give ham tilbage af det, han har betroet os. Og vi vil hvile i troen på, at han er vor Gud, Fader, Søn og Helligånd.

I den tro vil vi slutte med at sige: “Lov …”

Salmeforslag:
416 – 691 – 367 – 365 – 373