Søg efter:

24. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Jesus og troens vished: Evangeliet handler om disse to ting, som dog kun er een ting. For hvis man har fået rigtigt fat i, hvem Jesus er, så har man også fat i, hvordan man skal kunne leve i troens glade vished. Har man først lært Jesus at kende som dødens overmand, er der vel ikke noget at indvende imod at han også kan give os del i evigt liv. Og omvendt: Tror man på Jesus, som dødens overmand, så må han også være Guds søn, for intet menneske kan i sig selv overvinde dødens forfærdelige magt.

Mange tror kun lidt om Jesus – derfor tror de også kun lidt om hans sejr over døden, og lidt om muligheden for at leve i glad vished om at være gået over fra døden til livet.

Almenreligiøse sange antyder, at vi ”måske” eller ”nok” ses igen. Den kristne menighed synger anderledes klart om håbet, fordi vi kender Jesus: ”Frihed jeg ved Jesus ejer / åben har jeg himlen fundet / Jesus vandt og jeg har vundet”.

 

Hvad der sker efter døden?

Den norske missionær Asbjørn Aavik fortalte om en gammel kineser, der på dødslejet var plaget af uvished om det hinsides. Han fik fat i afgudspræsten, der mumlede sine bønner. Han fik gudebilledet båret hen til sengen, og han lovede guden røgelse på alteret. Men det hjalp ikke. Han var lige usikker. Er der ikke noget mere?, spurgte han sin søn. Og sønnen sagde nej. Der var ikke mere hjælp at hente i kinesisk religion. Endnu havde denne søn ikke mødt evangeliet, som han siden gjorde det.

Evangeliet lover os derimod vished, fordi der er en enhed mellem Faderen og Sønnen. Jesus er Guds udtrykte billede (Hebr 1). Hvad Gud fader gør, gør også Sønnen. Denne enhed mellem Faderen og Sønnen er afgørende for at forstå evangeliets budskab om vished overfor ens egen evige skæbne.

 

Enheden mellem Faderen og Sønnen:

At skabe liv er en sag for Gud Fader – og Sønnen. Vi mennesker kan utroligt meget, men dog ikke skabe liv. Gud gav liv ved skabelsen, og Sønnen gav liv, da han vandrede her: til Jairi datter og Lazarus og enkens søn. Da folk så Jesu undere, så de Gud selv i virksomhed, for han er Guds udtrykte billede.

Dommen er også en sag alene for Gud fader – og Sønnen. Gud har overladt dommen til sin søn, og derfor er dommen heller ikke det usikre og ukendte, som den var for den døende kineser. Dommen afhænger af vores forhold til Jesus, derfor kan vi få vished om, hvor vi står.

Æren tilhører Gud fader – og Sønnen. Glimtvis ser vi i evangelierne, at mennesker erkendte, hvem Jesus er. En Thomas måtte bekende: Min herre og min Gud. De onde ånder vidste også udmærket, hvem Jesus var. Og en dag skal hvert knæ bekende, at Jesus Kristus er Herre, så de ærer ham.

 

Gud hedder Kristus:

Uden Jesus er det slet ikke Gud, man ærer. Man kan i øvrigt være from og meget religiøs, men det er altså ikke den sande Gud, man ærer. Vers 23b umuliggør enhver tale om, at det er den samme Gud, kristne og muslimer tilbeder. Religionerne kan vise stor alvor, og også have en anelse om den sande Gud, men de farer vild.

Dermed har vi en god rettesnor til at vurdere religiøse bøger og taler: Ærer man Jesus i sin tale om Gud? Er det den inkarnerede, korsfæstede og genopstandne Herre og Frelser, fokus sættes på? Ellers handler den i virkeligheden ikke om Gud – den sande og levende Gud

 

Dom og opstandelse er nutid:

Jesus ikke blot oprejste nogle få døde dengang. Det største er heller ikke, at han engang vil oprejse sine børn af graven. Nej, allerede nu giver han det evige liv til åndeligt døde mennesker. Læg mærke til nutidsformen i vers 24: Den der hører og trorhar evigt liv.

Dette strider mod en almindelig menneskelig tendens til at se søgen som idealet.

Men evangeliet hedder ikke: Salige er de søgende. Den, der tror, har evigt liv allerede nu!

Dommens dag lyder som noget meget fremtidigt, men faktisk skal vi tænke på det som nutid. Jesus taler i en nutidsform, og det er ikke tilfældigt. Ingen grammatik i Bibelen er tilfældig!

 

Frelsesvished eller sikkerhed?

For mange vil ordet frelsesvished måske lyde som selvhævdelse og upassende selvsikkerhed. Men Jesus vil give fred og tryg vished overfor døden, så vi ikke skal leve som den gamle kineser.

Den falske sikkerhed findes også, og den kan man kende på ordet ”jeg”. Jeg har levet et pænt liv, hedder det i den grove udgave. Jeg har ikke levet værre end de andre, lyder en lidt pænere udgave. Jeg har været aktiv i kirken, eller: Jeg har omvendt mig, lyder en kristelig udgave måske. Men ordet ”jeg” afslører, fordi det flytter fokus over på mennesket selv. Og så længe ordet ”jeg” indgår, vil der heller ikke blive nogen virkelig vished, for samvittigheden vil altid kunne minde os om skjulte, mindre pæne tanker og handlinger.

I vers 24 ledes vi til den sande vished, der bygger på at høre og tro. Ikke vores gerninger, tro og følelser skal der bygges på – men på ordet om Jesus og hans gerninger i vores sted.

Man kan vælge at gennemgå nogle af Jesu korsord for menigheden. Man kan fx dvæle ved

Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig

Det er fuldbragt

I dag skal du være med mig i paradis

 

Og mens vi og menigheden lytter til disse ord af Jesus, vokser tro og vished frem i hjerterne: Syndere som os kan blive frelst. Jeg kan vide at jeg er frelst, fordi Jesus for længst har gjort alt i mit sted.

Så handler det ikke om min tro, men om ham. Når anfægtelsen kommer, at man ikke er værdig, så bring det videre som svar: ”Nej, du er ikke værdig, men han har vundet en frelse til netop en synder som dig”.

Når sorg og savn trykker, så er der også brug for at leve i tro – sådan som epistelen taler om det. Og tanken om vores egen død får os til at nikke genkendende til Pauli ord om at vi sukker fordi vi ikke vil afklædes. Alt dette gør det til en kamp at fastholde visheden. Kun i en stadig kamp kan man blive på synderens plads, så man ikke ser på sig selv, men på Jesus – og bevarer trosvisheden.

 

Alt i Kristus

Hvis man læser Efeserbrevet igennem vil man utallige gange støde på udtrykket ”i Kristus”. Det er en stærk understregning af, at vi intet er i os selv, men til gengæld har alt i ham: Nåde, frelse, evigt liv. Vi ejer det i ham, og derfor skal vi øve os i at se bort fra os selv og hen på ham. Et par gamle ordspil siger det klart:

 

Jeg så troen og troen svandt

Jeg så på Jesus og troen vandt

Og

Se på verden og du bliver forvirret

Se på dig selv og du bliver fortvivlet

Se på Jesus og du bliver forvandlet.

 

Dommen er fortid for en kristen:

Dommen kommer for ethvert menneske på et tidspunkt, men den, der hører Jesus til og lever sit liv i troen på ham, er allerede gået over fra døden til livet. Han eller hun kommer ikke for dommen een gang til. Den, der bekender sine synder, er allerede dømt. Man har allerede opgivet sig selv og overgivet alt til Jesus og sat sin lid til ham. Dommen over os er afsagt, og den lød: Frikendt for Jesu skyld. Derfor behøver man ikke en dom til. Den sidste yderste dags dom vil blot stadfæste det der allerede gælder nu for den, der er i Jesus: Vi er gået over fra døden til livet.

Det var det, den gamle kineser søgte, uden at vide det. Vi kan høre os til det i søndagens evangelium.

 

Kurt E Larsen