24. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

I dag præsenterer vor Herre Jesus sig selv som den, der gør levende!

Forud var sket den kendte begivenhed, hvor Jesus helbredte en mand, der havde været lam i 38 år, ved Bethesda dammen. Og han havde gjort det på selve sabbatsdagen – hviledagen. Jøderne var forargede: Hvad skal det til at arbejde på hviledagen! Jesus svarede: “Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.” Jesus er ét med sin far. Gud Fader og Gud Søn er en enhed. Men jo mere han gjorde sig selv lige med Gud, jo mere arrige blev jøderne. De, for hvem det allervigtigste var at fastholde den store og afgørende forskel mellem Gud og mennesker. Her kommer denne tømrer og vil blande tingene sammen! Men Jesus stod der. Og grunden til, at han i det hele taget stod der, er, at Gud arbejder. Gud holder ikke afskedsprædiken. Han arbejder, han har noget for. Gud er ikke den store hvile og balance, som altid er i ro, som i meget nyreligiøsitet. Vor Gud, som Jesus er et med, er aktiv. Hans arbejde er at bringe verden liv. Og liv er jo netop aktivitet. Liv er aldrig i ro. Vi trænger til, at Gud giver os liv og holder os i live. Vi er kun mennesker, der kommer og går. Det gælder også præster. Ingen af os har liv i os selv, livet må fødes og næres som ilden i kakkelovnen må have nyt brændsel. Gud, derimod, har liv i sig selv. “Ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” Begyndelsen og kilden til alt liv skal vi finde hos Gud, som i begyndelsen skabte verden blot ved sit ord.

Vi siger at Gud er uforandret den samme i al evighed, det betyder ikke, at han er forstenet, men at han altid arbejder på den samme målsætning. Faderen og Sønnen (og Helligånden med) arbejder på dette: “Ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil.” Gud vil give mennesker liv, evigt liv. Derfor har han gjort sig den ulejlighed at sende sin Søn herned. 1. Joh. 5,11: “Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.” Det er kristentro, at bekende sig til Jesus Kristus. Han er livet. Godt nok kan folk trække vejret uden at bekende sig til Kristus, og de kan røre på sig, men uden trosforbindelse med Kristus findes ikke sandt liv. I en af min grønne ungdoms sange stod der: “Liv uden Jesus er bare tidsfordriv” (“Jesus er vejen” af Bente Graugaard og Anette Hedager Nielsen 1971).

Uden Jesus Kristus forkrøbles livet mere og mere og ender i dødens håbløshed. Alt, hvad der ikke udspringer af tro er synd! Og synd fører døden med sig. Man glider længere og længere bort fra Gud, og enden bliver den evige død og dom. Men Kristus er kommet til verden, for at gøre sin fars arbejde. For at vi i ham kan få evigt liv, kan levendegøres af ham, som gik i døden for vor synd og død og dom og bar det hele på sine skuldre op på et kors. Og han stod herligt op af sin grav og lever, for at forvandle vort liv. For at hans liv kan blive vort liv, for at vi ved ham kan have evigt liv. Vi har ikke mere liv. end vi selv skal bruge. Men det har Kristus. “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Det er det vigtigste ord at tage til sig denne søndag. “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv.” Hvis du hører, hvad Jesus siger og tror på det som Guds eget ord til dig, så er alting anderledes med dig, så går du over fra døden til livet. Derfor er det så vigtigt at gå i kirke og hvor vi ellers kan høre Jesu ord. For gennem ordet kommer Jesus selv og flytter ind i os. Det samme sker, når én bliver døbt: Jesus kommer selv til det menneske. Og når vi går til alters, får vi Jesu legeme og blod, altså Jesus selv kommer og flytter ind i os, så vi får liv i os. Ikke liv i os selv, men hans evige liv vil bo i os. I ham har vi evigt liv, derfor er det så forfærdelig vigtigt at holde forbindelsen med ham og holde den tæt og nær og levende.

“Den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. Hvem er de, der har gjort det gode? Jo, det er dem, som lyttede til den gode, den eneste, der har fortjent dette navn. Alle har vi fortjent døden, men nogle lod sig levendegøre, lod Jesu ord komme til. En, der har Jesus i sit liv, bærer rundt på det evige liv allerede. Det betyder, at døden ikke er afslutning og afsked, forbi og fortabt. Tværtimod er den en ny begyndelse. Begyndelse på et vidunderligt liv, som nærmest ikke er til at forestille sig, “i evighedens gyldenår med ret og fred og glæde.” Der er ikke noget vigtigere end at lade Jesus arbejde. Med dig og gennem dig. Høre hans ord og tro ham.

Deraf afhænger dit liv. Dit evige liv.
Amen.

Salmer:
682 – 657 – 286 / 277 – 588.