25. søndag efter trinitatis
25. søndag efter trinitatis
Eksegetisk stof
• Esajas-teksten handler om Jerusalems genrejsning efter eksilet. I sammenhæng med de andre tekster kan beskrivelsen fungere som “prototype” på Jesu genkomst og opstandelsen – men hvis nogen skal have en chance for at forstå dét, skal den have nogle ord med på vejen. Ellers står den (fuldt berrettiget) som en lidt “tidløs” forkyndelse af Guds magt og omsorg for sit folk, også i mødet med døden.
• Epistelteksten er (i sammenhæng med prædiketeksten) en understregning af, at Jesu genkomst betyder frelse for dem, der tror, både døde og levende.
• Evangelieteksten er en del af den såkaldte “synoptiske apokalypse” (eller “Oliebjergstalen”), som er Jesu svar på disciplenes dobbelte spørgsmål i Mt 24,3: Sig os, hvornår dette [Jerusalems ødelæggelse] skal ske, og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?
Jesu svar falder i tre dele, nemlig v4-14, som handler om evangeliets og disciplenes vilkår i hele tidsrummet frem til parusien, v15-28 (prædiketeksten), som handler om trængselen i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse, og v29-31, som handler om tiden efter denne trængsel, hvor de apokalyptiske tegn, som bl.a. Esajas og Joel har profeteret, skal indtræffe, forud for genkomsten.
• Ødelæggelsens Vederstyggelighed (jf. Dan 8,13; 9,27; 11,31; 12,11) refererer givet til Titus’ angreb på Jerualem (jf. Lk 21,20), uden at det er muligt at identificere den mere nøjagtigt.
• Et problem. Lige efter prædiketeksten følger et vers (eller rettere: et ord), man dårligt kan undgå at have lidt problemer med. Det er det lille ord “straks” i v29. Problemet er, at Jesus jo ikke kom igen straks efter katastrofen i år 70. Det har fået nogle til at tolke v15-21 sådan, at de også handler om en stor trængsel (under Antikrist) lige inden genkomsten. Men det er efter min bedste overbevisning en skinløsning, som bl.a. ikke tager højde for, hvor historisk og geografisk specifikt v15-21 er (det gælder også Mk 13,14-17 og i udpræget grad Lk 21,20-24)
Det kan være, at den trængsel, der er nævnt i v29, ikke er v15-21, men v4-14, selvom det, indrømmet, ikke er den naturligste forståelse, rent sprogligt. Men det kan – efter min mening – også være sådan, at Jesus, som jo ikke kender tidspunktet for sin genkomst (Mk 13,32), her i v29 med sit “straks efter” henviser til det, der oprindeligt var Guds plan – men at Gud så at sige har udskudt genkomsten ift. sine egne planer, for at nå flere med evangeliet (2 Pt 3,9).
Prædikentemaer
• Jesus kommer igen! Selvom teksten altså er skåret sådan, at v29-31 ikke er med, så er der en skildring af Jesu genkomst, og jeg tror, det kan være vigtigt simpelthen at sige det. Ikke bare forudsætte det, men forkynde direkte, at Jesus har lovet at komme igen, og at han agter at holde sit løfte. Og det uanset, at vi kan komme i tvivl eller miste fokus på det, fordi der er gået så lang tid. Min egen erfaring, når jeg har den slags tvivl, er, at det er en hjælp med en prædiken, hvor der faktisk bruges tid på at gentage, hvad han har lovet.
• Det er tydeligt, både her i teksten og flere andre steder, at Jerusalems/templets ødelæggelse er et tegn på dom. Man kan overveje, om Mt 24,1-2, hvor Jesus forlader templet og derefter på afstand betragter det allerede dømte tempel, ligefrem spiller på Ez 10-11, hvor Herren forlader templet, men uanset hvad man mener om dét, er domsmotivet fremtrædende i teksterne om Jerusalems og templets ødelæggelse. Men samtidig er det tegn på, at vores forløsning nærmer sig (Lk 21,28). Jf. det mere generelle udsagn i Mt 24,8 om, at åndelig forførelse, krig, hungersnød og jordskælv er veernes begyndelse. Det giver håb og trøst og et nyt perspektiv, også til os, når vi oplever smerte, og når vi forfærdes over åndelig vildfarelse og menneskelig sult og nød. Det har vi brug for at høre, også nok så konkret. Og måske inddrage Paulus ord om, at den lidelse, der kendetegner hele skabningen pga. syndefaldet, samtidig er fødselsveer, der indvarsler den herlighed, Guds børn snart skal få (Rom 8,22 – hvor ‘92-oversættelsen desværre ikke er så prægnant).
• I den forbindelse kan v22 give hjælp til bange kristne, også til kristne, der er bange for de trængsler, som skal spidse til før verdens undergang. I år 70 afkortede Gud trængslen for sine udvalgtes skyld, og han er stadig den samme. Hertil f.eks. Åb 3,10.
En skæv vinkel
En skæv vinkel på teksten, som er rimeligt folkelig, og som faktisk har sagt mig en del, er at sammenligne med Robin Hood. Han levede som fredløs i Sherwood i troskab mod en konge, Richard Løvehjerte, som havde lovet at vende tilbage til England, selvom det så ud, som om det var prins John, der regerede. Det er et godt billede på vores situation i en verden, hvor det ser ud til, at Djævelen er ved magten, men hvor vores rigtige konge har lovet at vende tilbage. Robin Hood (og Ivanhoo og de andre) vidste ikke, hvornår Richard ville vende tilbage, og der skal nok have været dem, der hånligt sagde: Hvad bliver der af løftet om hans komme? (2 Pt 3,4). Det karakteristiske er, at Robin Hood og co. bevarede humøret og livsglæden i tillid til, at Richard ikke ville svigte dem, når han kom; det er det, der gør det så pragtfuldt at læse Robin Hood. Der er noget “da rejser hoved du kækt og frit, mens stjerner dø og dåne” over det. Ikke, at det skal forklejne eller fornægte den lidelse og smerte, vi også kender som kristne på syndernes jord, eller stille det som et troskrav at være i godt humør. Men der er alligevel en tone af fortrøstning og frimodighed, som godt må klinge med, når man skal prædike over denne tekst, jf. epistlen og Lk 21,28.
Salmer
De store genkomstsalmer Zions vægter (268) og Rejs op dit hoved (274) hører begge med denne søndag, synes jeg. Og jeg kan faktisk også godt lide den nye Herre, når din time kommer (277), som tolker flere væsentlige NT-perspektiver på genkomsten, bla. Rom 8,18f. Jeg har hørt den kritiseret for at lægge op til en apokatastasislære, men det synes jeg ikke er helt fair. Jeg er overbevist om, at den vil fungere godt i sammenhæng med en prædiken som den, jeg lægger op til. Uforsagt, vær på vagt (275) er i øvrigt også et bud, hvis man kan lide den.
Med tre så lange salmer skal der nogle korte til for resten, f.eks. 279 eller 634.