Søg efter:

3. søndag efter helligtrekonger – 2. tekstrække

Til lektien: 1 Mos 15,1-6
Om løftet til Abraham: ”Se på himlens, og tæl stjernerne, hvis du kan….Så mange skal dine efterkommere blive.” Og om Abrahams tro: ”Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

 

Til epistlen: Hebr 11,1-6.
Om troen: ”tro er fast tillid til det, der håbes på”. Og om Abel og Enok som gammeltestamentlige vidner om troen på Guds løfte.

 

 

Til evangeliet: Luk 17,5-10
Prædiketeksten falder i to dele: først om troens kraft, hvor Jesus svarer på disciplenes bøn: ”Giv os en større tro!” med sammenligningen med den kraft, som en tro som et sennepskorn har. Herefter følger Jesu undervisning om de vilkår, som tjenerne har i forhold til deres herre. Og Jesus sammenfatter: ”Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

 

 

Temaer i teksterne
På denne søndag lægges der i teksterne op til at tale om troen og troens kraft og om tjenestens vilkår. Det er ligeledes oplagt at tale om bøn og om bønslivets hemmeligheder.

 

 

Placering i kirkeåret.

Denne søndag ligger ca. midt i Hellig Tre-Konger-tiden, der har åbenbaringen af Kristi herlighed som et samlende tema.

 

 

Prædikenskitse
Når disciplene beder ”Giv os en større tro!”, er det ikke et udtryk for ambitioner om at blive super-kristne. Det sker, fordi de lige har set deres tro og hellighed smuldre. Det er nemlig én ting i teorien at vide, at man har en lille tro – og en helt anden (og langt smerteligere) ting at erfare sin lille tro! Umiddelbart forud for evangelieteksten har de nemlig hørt Jesus tale om tilgivelse! ”Selv om din broder forsynder sig mod dig syv gange om dagen….” Og det er svært at tilgive! Så når disciplene beder Jesus ”Giv os en større tro!”, siger de til ham: ”Gør det sådan hos mig, at troen må få en større kraft og magt i mit liv, så jeg bliver i stand til at tilgive og møde min næste med tilgivelse og kærlighed!” Det er en god bøn at bede – og Jesus er den rette at komme til også med mit kristenlivs nederlag!

Men Jesu svar kan virke som et hammerslag, hvor det ser ud som om han tager de sidste smuler af tro fra dem, så de nu står ribbet for alt: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige….” For at kunne give os den sande tro, må Jesus først rive den falske tro i stykker – troen på vore egne gerningers fortjeneste. Jesu ord er som kirurgens kniv, der skærer dybt, men gør det for at læge. Selvretfærdighedens kræftknude skal fjernes, så den ikke dræber troen. I mødet med Jesu ord afsløres den falske fortrøstning til min egen vellykkede kristendom. Herigennem vil Guds ord bane vej for den ægte tro, der klynger sig til Jesus som sit eneste håb.

Den sande tro er, skønt den kan føle sig lille og ubetydelig i sig selv, stærk og mægtig, fordi den holder sig til Ham, som er den faste og urokkelige klippe for troen. Vejen til en større tro er ikke at fokusere på min tro, men at komme til Jesus Kristus, lytte til hans ord og lade dét ord bære mig.

 

 

Salmevalg

Blandt mulige salmer til denne søndag kan nævnes:
3                           Lovsynger Herren.
656                       Ængstede hjerte.
576                       O Jesus, troens dyre skat.
672                       Jeg ved, på hvem jeg bygger.
373                       Herre, jeg vil gerne tjene