3. søndag efter helligtrekonger – 2. tekstrække

Det er en kendt tone: Giv os -! Vi har alle et ønske om noget mere, noget større, noget bedre. Når ønsket opfyldes, er der ét, der er helt sikkert, vore behov er langt fra blevet tilfredsstillet. Apostlenes ønske om en større tro er dog et godt udgangspunkt. Tro er jo nøglen til Guds bedste gave: Frelsen.

Jesus går dog ikke ind på deres ønske om at få lagt mere tro til den, de har i forvejen. Deres ønske beror på en misforståelse af, hvad tro er, derfor er Jesu svar anderledes end det forventede: Bed mere flittigt eller gør sådan og sådan, så skal jeres tro vokse sig stor. Nej, Jesus bruger et billede til at forkynde, hvad tro er.

Samtidig frakender Jesus dem troen, idet han siger: “Havde I en tro som et sennepsfrø …. Der ligger i ordet havde en dom over deres tro eller mangel på tro. Samtidig hjælpes apostlene og os til gennem denne lille lignelse med et sennepsfrø at indse, at tro er ikke en præstation, som jeg kan gøre. Troen afhænger altså ikke af dig!

Hvad er tro så? Ja, evner jeg at tro? Mange sukker i hvert fald efter hjælp til mere tro eller til at tro i det hele taget. Hvis bare jeg kunne tro, siger mange. Men nu kan jeg ikke tro. Sådanne mennesker sidder fast i en vrangforestilling om, hvad det vil sige at tro.

Vor tro er ikke en ydelse, jeg skal udvirke, eller beror på en særlig kraftanstrengelse, som Gud så honorere, betaler med frelsen. Tro er at kommet til Gud og modtage alt af hans hånd:

Derfor kan barnet bedst tro, da tro er at modtage. Troen afhænger ikke af mig, vi kan ikke tilvejebringe troen i egen kraft. Den gives, hvilket barnedåb på en god måde illustrerer. Her kommer et lille menneskebarn med sine tomme hænder og får dem fyldt. Det kan ikke andet.

Troens sande væsen: Den rette, frelsende tro øver Gud gennem os, når vi ser os afmægtige overfor ham. Det er netop barnets hele væsen et fint billede på. Hermed er vi mennesker sammen med apostlene sat på plads. Det er ikke min større eller mindre tro, der udvirker noget, sætter noget i gang. Men det er Gud, der virker i og gennem mig.

Jesu billede med frøet forklarer yderligere troens væsen, at det er noget man er, ikke kan lade være med at være. Det gælder, når betingelserne er tilstede, som det er tilfældet med sennepsfrøet, der ikke kan lade være med at spire, når lys, varme og væde kommer til.

Samtidig skal vi ikke glemme, at det er ikke troen i sig selv, der frelser os. Spørgsmålet er ikke, om vi tror. Nej, spørgsmålet er: Hvem tror jeg på, og hvad tror jeg på! Hvad er det, jeg sætter min lid og al min tillid til. Hvem er det, jeg tager min tilflugt til.

Troens væsen beror altså ikke på dens størrelse, idet en tro som et lille bitte frø er tilstrækkelig. Hvad er så det særlige ved et sennepsfrø eller alle andre frø? Naturen kan med sol, jord og væde virke store ting i dette frø, fordi det har spirekraften. Tilsvarende er troen tilstede der, hvor Guds kraft, Ånd og almagt får lov at virke i et menneske.

Og når Gud virker i et menneske, kan der ske store ting helt svarende til det lille frø, der kan blive til et meget stort træ. Det skyldes ikke dig og mig. Vi er alene Guds tjener, der ikke kan forvente noget særligt, når man har opfyldt ens pligt. Vi har ikke noget krav på Gud.

Når Jesus lader tjenernes slutreplik lyde: “Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” viser det hen til, at de kun har gjort, hvad der er deres bestemmelse, samtidig siges der hermed, at vi er helt afhængig af Guds nåde. Vi skal som en tjener gøre vor pligt, så vi ikke har noget at skamme os over, men vi har heller ikke noget at rose os over.

Alt, hvad der gror ved et frø, er ikke dets fortjeneste, men det skyldes sol og væde. Tilsvarende gælder det for troen, at det er Guds Ånd og almagts kræfter, der virker gennem troen og skaber frelsens under i et menneske, der giver sig Gud i vold. Derfor ender vi op med at forklare tro med at søge sin tilflugt til Jesus – tro på ham, der så virker i dig, ligesom sol og væde virker i frøet.

Samtidig virker naturens underfulde kræfter først i frøet, når det falder til jorden og dør. Vi må også opgive vort eget, i troen overgive os helt og uforbeholdent til Guds nåde, så selvets/egoismens hårde skal, som frøets skal, brister, hvorved kærligheden får råderum og mulighed for at udvikle sig til noget, der er større, end vi fatter.

Det er Guds ønske med dig: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”  (Joh 3,16)    Enten vi siger, at vi tror på Jesus, eller at vi tager vor tilflugt til Jesus, så siger vi én og samme ting. Troen er, at hjertet er rettet mod Jesus. Troen er altså ikke tankens sag alene. Frelsende tro består ikke i at have en bestemt mening, hylde en bestemt opfattelse, give udtryk for bestemte meninger, selvom de er nok så rigtige efter Guds ord. Frelsende tro er en helt personligt forhold mellem Gud og den, der tror på ham.

Denne tro skabes i hjertet gennem forkyndelsen! Gennem ordet om Jesus. Læs, hør, tal og syng om ham!  Når du omgås ordet om Jesus, omgås du ham selv. Da vækker han en tillid i dit hjerte. Det er nemlig kun Guds ord, der skaber tro. Det kan nok så mange undere ikke gøre.

Vi skal altså ikke være optaget af vor tro, som det var tilfældet for apostlene, men du skal derimod være optaget af den, som du tror på – Jesus Kristus. Det er, hvad Jesus peger på med sit svar, da han afviser indirekte med billedet med det lille bitte frø, at de behøvede mere tro. De behøvede derimod den rette tro, den levende, virksomme tro, der nok kan være lille, men som har spiren til liv i sig, hvis den lever den nær, der kan virke liv, sætte livet i funktion.

Det er et liv, hvor Jesu ord kalder dig ind i den tjeneste, hvor du lever i kærlighed til dit medmenneske i tilgivelse og omsorg, i ærlig stræben efter at få ryddet splid og ufordragelighed af vejen. Ja, i det hele tiden et liv, hvor dit liv vidner om den Herre, du tjener, så du ikke er en hindring for evangeliet, der kalder troen frem i mennesker. “Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” (Rom 10,17)

AMEN

Salmer: 5, 300, 576 // 1953 salmebogen 570, 373