3. søndag efter påske – 1. tekstrække

Generel indledning til 3. – 6. søndag efter påske.
Jeg sætter meget pris på Johannes-evangeliet, men har altid fundet søndagene efter påske lidt tunge med alle de Johannestekster – især 3.-6. søndag med uddrag af afskedstalen. Der er ingen handling, billeder eller historie. Og oven i købet er der som regel konfirmation på nogle af søndagene. Det er selvfølgelig en udfordring for den tekstrække-tro prædikant, men for de fleste konfirmationsgæster er det som at læse noget fra en fremmed verden.

Sammenhængen i søndagene er ellers tydelig nok. 1.s.e. påske hører vi fra Johs. 20 om Helligåndens komme og missionsbefalingen, og de følgende søndage uddybes det, hvordan vi er sendt (sendt ligesom ham), og hvordan Jesus er med os (ved Ånden, i bønnen og når han kommer igen).
Set i Johannes-evangeliets sammenhæng giver det også god mening. Joh 1,1ff svarer til Gen 1 og angiver hermed, at Guds nyskabelse nu begynder. I Joh 20,19 er “ny-skabelses-ugen” slut, og det nye livs første uge er begyndt. Logikken halter dog lidt, for skabelsen af det nye menneske sker først denne dag – Jesus blæser ånde i disciplene (= skabelsen af Adam), så de modtager Helligånden. Derfor er det også naturligt i tiden efter påske at lytte til, hvilke gaver, Gud giver os til at leve det nye liv med.

Logikken halter – men er ellers god nok! Sådan er det hele vejen gennem Joh. Og det er med til at gøre det til et fascinerende evangelium. Der er mange bud på, hvilket redaktionsmønster, Johannes har brugt. For en klar idé har han haft. Evangeliet hænger jo sammen på kryds og tværs (“og kan næppe overfortolkes” (citat Søren Ruager i en gæsteforelæsning for mange år siden)).
Uanset om man tænker på tegnene, festerne, ny-skabelses-uge eller andre linier, så er de der, men er ikke strengt logisk gennemført. Gennemtænkt usystematisk – for hvordan kan man ellers finde på at anbringe en massiv enhed som kap. 14-17 midt i et handlingsforløb?
Men alt det kan man jo ikke sige noget om 6 søndage i træk, så vi må altså kæmpe med de stillestående, billedløse (næsten) tekster. Evt. kan man så vælge lektielæsningerne fra Acta i stedet for epistellæsningerne. Det vil da live lidt op på festen!

Til teksterne.
Esajas understreger, at Gud ikke bruger hovsa-løsninger. Hans løfter holder og forældes ikke. Hebr. er muligvis taget med pga. temaet med at være uden for en tid til gavn for andre.
Ap.G. 4 vil jeg nok vælge – og så huske næste år ikke at bruge den igen. Den siger noget om et af aspekterne ved den “korte tid” (taget til fange, død og opstået).
Johs. ville nok få røde streger af læreren med alle gentagelserne, og jeg synes ikke, den er rar at læse op. Men han får da temaet slået fast!

Til prædikenen.
Ved et møde i et missionshus for en del år siden talte jeg med en ældre dame. Hun havde været alvorligt syg, og i den periode havde hun været i en åndelig krise, men var nået til en afklaring. “Og nu,” sagde hun, “glæder jeg mig til at se Jesus! Men når jeg siger det her, så siger de, at det er da vist ikke normalt at have det sådan!” Eksemplet er formentlig ikke enestående.
Det er jo forstemmende, at det, vi hver søndag bekender i trosbekendelsen om Jesu genkomst, tilsyneladende forbliver noget, vi faktisk ikke tror på. Men det er jo herligt, at han kommer. Og det er væsentligt at få sagt, at der kun er kort tid til. Det kan standse den optimistiske – også den jubelkristne – der glemmer eller fortrænger, at livet er skrøbeligt. Og det kan opmuntre den sørgmodige, for døren er åben til Guds herligheder. Der er kun godt i vente. Verdensflugt? Nej, realitetssans, for uanset om vi er her 8 eller 80 år, så er det kun en kort tid.

Kort tid: Konkret for disciplene var det fra fredag til søndag. Dernæst henviser det til, at Talsmanden skal komme, og at Jesus dermed er til stede, hvor hans ord lyder (jfr. 16,13f). Og endelig siger det, at han snart kommer igen.
Et af de få billeder disse søndage er det med den fødende kvinde. Det samler på en fin måde forventning til og nervøsitet ved det, der skal ske. Det nye er begyndt, og det kommer helt sikkert. Men det fødes gennem smerte. Forandringerne i ventetiden forbereder forældrene på, at der skal komme noget nyt – og at tiden, indtil det sker, netop er en ventetid. Det diskvalificerer ikke den tid, men giver den en ekstra dimension.
Dét er væsentlig at få frem – en forventningsglæde og et realistisk syn på, at den nuværende verden er på vej mod sin afslutning. Men også et realistisk syn på, at vi ikke skal vente forståelse for det synspunkt. “I skal græde og klage, men verden skal glæde sig”, siger Jesus, og fortæller dermed, at vi ikke skal regne med at gøre os forståelige og acceptable. Det, troen ser og håber, vinder ikke genklang uden videre.
Men overgangstiden får en ende. En dag skal vi se Jesus. Det varer kun en kort tid, og det må vi glæde os til. Men hvilken dag er der tale om (16,23 siger, at det er på “den dag”, vi skal se Jesus)? Som sædvanlig i Johannes-evangeliet er der en rigdom i dobbelttydigheden. Vi kan se ham nu, for Talsmanden er her og vejleder os til hele sandheden – og en dag ser vi ham fuldt ud i den nye verden.

Ideer til salmer:
384, 501, 515 (det er nok ikke så mange steder, Rosenius vil blive forstået!), 229.