3. søndag efter påske – 1. tekstrække

Til teksten

Denne og de to næste søndage er teksten taget fra Joh 16. Joh 16 er en del af afskedstalen, som Jesus holder den sidste nat sammen med disciplene. Vi befinder os natten mellem skærtorsdag og langfredag. Jesus er på vej mod Getsemane. I det foregående har Jesus talt om, at Talsmanden skal komme til dem. I vores vers forklarer Jesus, at det ikke kun er Talsmanden, der kommer, men Jesus vil også komme til dem. “En kort tid” er i denne sammenhæng de få timer til Jesu død. Døden er en adskillelse. Når stenen rulles for graven, skal de ikke se ham mere. “Atter en kort tid” må ligeledes referere til et kort tidsrum, da det står parallelt med det første. På den baggrund er tanken om et gensyn ved parusien umulig. Disciplene skal meget snart se Jesus igen. Det opfyldes efter opstandelsen, da Jesus åbenbarer sig for disciplene igen. “Se” er altså se ham legemligt og synligt.

Disciplenes vildrede beskrives. De har svært ved at forstå Jesu ord om, at de skal se ham igen, fordi han tidligere har sagt, at han går til Faderen. Hvordan kan de se ham igen, når han forlader dem? Talen om den korte tid er uforståelig for dem. Jesus kommer dem i forkøbet (v.19ff). Han giver ingen forklaring, men beskriver de følelsesmæssige konsekvenser, det får for disciplene, at han skal forlade dem, og at de skal se ham igen. Disciplene skal græde og klage, når Jesus forlader dem. Verden derimod skal glæde sig over, at den er sluppet af med Jesus. Denne glæde er en forlængelse af dens had til Jesus. Jesus forsikrer også, at deres sorg skal forvandles til glæde, når han ser dem igen. Dette illustrerer Jesus med lignelsen om den fødende kvinde. Ligesom kvinden har smerten pga. fødslen, således har disciplene sorg pga. adskillelsen. Men situationen ændres, når de ser ham igen. Sorgen forvandles til glæde, og dette er en varig glæde. I og med at denne glæde er umistelig og ubrydelig, da refererer løftet om, at “jeg skal se jer igen” ikke kun til Jesu komme til dem i perioden mellem opstandelse og himmelfart, men også til hans komme i evangeliet efter himmelfarten og til hans endelige komme ved parusien. Alt dette smelter sammen. Jesu komme som den opstandne lige efter opstandelsen er kun en forsmag på hans komme, hans tilstedeværelse og nærværelse hos os gennem sit ord/nådemidlerne.

Til prædikenen

Nogle refleksioner til teksten. Vi har ikke i vores situation en direkte parallel til denne adskillelse, hvor Jesus rives bort med vold af modstanderne (og lader sig rive bort, fordi det erGuds vilje). Vi har ikke en parallel til at se ham, og så fjernes ham, for så at se ham synligt igen. Vi kan opleve i vort liv en tavs Jesus, som skjuler sit ansigt for os, og som forholder sig passivt. Vi kan opleve en fjern og uinteresseret Jesus. Vi ser ham ikke mere. Men da er det vor oplevelse og ikke virkeligheden, så sandt vi ikke lever i frafald og med uopgjort synd. For Jesus er hos os også i vort mørke og også som en skjult Jesus.

Teksten er illustrativ og viser Jesu betydning for os. Glæden og lyset er bundet til hans nærvær. Sorgen, smerten og mørket er bundet til hans fravær. Jesus er vor glæde. Det illustrerer teksten. Vi kan spørge os selv og menigheden: Er han det? Er han det virkelig? Denne glæde/sorg har med vort eksistensgrundlag at gøre: hvad vi eksisterer på, lever af og ånder af. Er Jesus denne glæde, er han vort eksistensgrundlag over for Gud og mennesker. Da er han min frelser, min løskøber, min forsoner. Han giver mit liv liv og eksistens. Deraf opstår glæden.

Teksten illustrerer vort forskruede tidsperspektiv. Dette har med tro at gøre. Disciplene troede ikke rigtig for alvor, at Jesus skulle dø, og de troede heller ikke på en opstandelse. En ting er at fortvivle over at miste nogen definitivt. En anden ting er at miste og berøves vel vidende (troende), at de skal se ham igen. Havde de troet på Jesu ord om opstandelsen, kunne de se på adskillelsens smerte som den fødende kvinde. For hende er smerten ikke noget absolut og selvstændig, men det er en smerte, der fører til fødsel. Uden denne tro blev adskillelsen den hele virkelighed. Der var ikke troen på en opstandelse til at tage skarpheden af smerten. I et evighedsperpektiv er vort liv kun en kort tid. Det er næsten ingenting. Det er et øjeblik i forhold til evigheden. Det er derfor et forskruet tidsperspektiv at lade denne tilværelse være vores alt, vores glæde og vores tilværelse.