3. søndag efter påske – 2. tekstrække

Også denne søndag er det værd at huske, at vi befinder os efter påske og ikke før! Netop et afsnit fra Jesu afskedstaler skærtorsdag kunne friste til at holde en prædiken om Jesus, der skilles fra sine disciple. Men det er ikke det, der er meningen denne dag. Evangeliet fra 1. tekstrække rummer den samme fælde, når vi hører Jesus tale om den korte tid, hvor de ikke skal se ham, men så skal de atter være sammen med ham og ingen skal tage glæden fra dem. Det må være adskillelsen Langfredag til Påskedag, tænker vi uvilkårligt, men placeringen af disse tekster 3.søndag efter Påske peger altså i en anden retning.
For lang tid siden opdagede jeg, at dagens kollekt ofte er en fortræffelig prædikenvejledning, og det gælder også denne søndag. Her hører vi om Gud, der opdrager sine børn under prøvelser her på jorden, for at vi skal dele kår med hans enbårne søn både i lidelse og siden i herlighed, og vi beder om, at han vil trøste os “under anfægtelse og kors, så vi ikke giver op, men holder fast ved den trøst, at vor lidelse efter din Søns tilsagn kun skal vare en kort tid, og derefter skal evig glæde følge.”

Det er vigtigt at holde denne tanke fast, når vi skal prædike denne søndag. Vist handler Jesu afskedstale rent historisk om den afsked, som nu forestår, men for os, der hører ordene i dag – 3. søndag efter påske – må de lyde som en trøst i vort kristenliv, hvor der også kan komme mørke tider, prøvelser, dødsskyggens dal, som vi hørte om det sidste søndag. Da lyder det til os fra Jesus: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!”
Det græske ord, som bruges her, betegner noget i retning af sammenbrud. “Nok frygte, men ikke forfærdes”, siger Kaj Munk, da han står på prædikestolen i Vedersø den første søndag efter besættelsen. Han nævner den sorg og smerte, som ramte Peter, da han fornægtede Jesus, og sammenligner den med det, der skete med Judas, der forrådte Jesus. “Den nytteløse sorg”, som Kaj Munk siger, for “det ringeste, man kan bruge sine hænder til, det er at vride dem”.
Frygte – det kan vi alle komme til. Det gjorde Jesus i Getsemane, og det gjorde Martin Luther i Worms. Men forfærdes må vi ikke, når vi ved, hvem han er, og hvad der er meningen med hans vej. Han går bort, men det er ikke tomt og meningsløst, sådan som det kunne se ud. Nej, “jeg går bort for at gøre en plads rede for jer”, siger han.
Den, som kender Jesus, forstår den dybere mening. Derfor er der ingen vej uden om Jesus. Det får Thomas at vide, når Jesus siger “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Det samme slår apostlen Peter fast, når han siger til det jødiske råd: “Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”
Men med denne frelser – takket være navnet Jesus! – da kan vi se ham, som kalder sig Jeg Er! (dagens GT-læsning.)
Thomas er tvivleren, der stiller spørgsmål, og det skal han have så mange tak for! Takket være Thomas får vi de stærke ord om Jesus som vejen, sandheden og livet, og takket være Thomas får vi nu også at vide, at “den, der har set mig, har set Faderen”. Gud har med andre ord vist sit ansigt for os nu (det ansigt, som Moses ikke turde se!). Ordene, som Jesus taler, kommer fra Faderen. De gerninger, han gør, gør han ikke af sig selv, men det er Faderen, der handler.
En levende hyrde – det var, hvad vi hørte om sidste søndag. Det er på en måde det tema, som fortsætter i dag. Han, som giver sig til kende for Moses i den brændende tornebusk, er den samme, som giver sig til kende for os i Jesus Kristus. Og ligesom hensigten dengang var at føre de trælbundne israelitter ud af Egypten, sådan er hensigten i dag at befri dem, der er bastet og bundet i Djævelens lænker. Og når sorgen og smerten og mørket undertiden sænker sig over os, så vi ikke kan finde vej, da er det godt at høre, at vi ikke skal forfærdes, men tro! Tro på Gud, som i sin tid hjalp Moses. Tro på Jesus, som hjalp sine disciple dengang, og som vil hjælpe os i dag.

Ofte har jeg læst disse ord fra Joh. 14, når jeg blev kaldt til hjemmealtergang hos et troende menneske, der lå på det sidste. Det kan være forfærdeligt at dø, og alligevel siger han til os: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” Fordi han har beredt plads for os, som han selv siger det. Vi kender den vej, han har givet os. Vejen, som fører ud af mørket. Både mørket, som det undertiden møder os i tilværelsen på denne jord, og det sidste mørke. “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” siger han.
Det er sandt, for ellers ville han ikke have sagt det!

Salmer:
372 – 412 – 48 / 622 – 388 – 543.