3. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Dette evangelium fremhæver endnu en gang det fundamentale faktum i Guds rige: at toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre Ham.

Og det fremhæver tillige det for disse mennesker helt fundamentale faktum: at over dem glæder himlen sig. For netop de er fundet, netop de er vundet, netop de bæres af den gode hyrde hjem til den evige glæde og fred. De holder sig nær til Jesus for at høre Ham – høre ham, som giver dem alt, hvad de trænger til – giver dem den store salighed at blive båret gennem livet i syndens og dødens verden af det salige budskab fra Herren, at de har alt fuldbragt.

Der var imidlertid to grupper, som denne glæde var endog meget fjern. Det var de skriftkloge, og det var farisæerne. De skriftkloge, fordi de forbandt helt andre ting med det, som Skriften, Guds Ord, talte om Guds riges komme. Gennem mange, mange generationer havde der ligget et dække over Skriften og skjult for dem, hvad Gud talte deri. Vel regnede de Skriften for Guds Ord, og vel mente de, at den var givet til evigt liv. Men, som Paulus siger: de så ikke det lys, so stråler fra evangeliet om Jesus. Og farisæerne savnede, at disse toldere og syndere fik foreskrevet at leve et liv, som de levede. De savnede gerninger, ofre, tjenester, alvor, forbedringer o.l.

Sådan er verden stadig fuld af mennesker, som finder denne fundamentale sandhed om Guds rige dræbende kedsommelig. ”Nu igen,” siger de. ”Det er trættende at høre det gentaget gang efter gang. Vi ved det jo. Vi har hørt det så tit. Vi trænger til noget, som viser sig i kraft og aktiv tjeneste.”

Imod al den modsigelse af Guds riges fundamentale sandhed skal dette evangelium påminde enhver prædikant om, at dette er hans tjeneste for Herren: at samle syndere om Jesus og lade dem høre Hans røst. Så kedsommeligt det end lyder i alle selvretfærdiges og selvtilfredses øreen, så forkert det end kan lyse i mange skriftkloges øren, så er der alle dage syndere, som er vakt af Helligånden selv, og som derfor behøver ordet om Jesus som dagligt brød imod deres døde, ufromme og ugudelige indre. Aldrig vil de vokse fra at spise og tilegne sig den mad, som Herren vil skal følge os, indtil han kommer igen: at hans legeme er givet for os, og at hans blod er udgydt for os til syndernes forladelse. Det er ikke bare ord, som skal siges ved Nadveren. Det er et evangelium, som skal prædikes og udmales for syndere trods alle skriftkloge og selvretfærdige.

Alle prædikanter, som vil stå i Herrens tjeneste, skal huske, at én synder, som på hele sin vandring i troen bæres af Jesus, han er langt mere dyrebar for himlen end 99 retfærdige, som kan overkomme og bære alle synagogers og kirkers mange byrder på deres vej bort til fortabelse.

Nej, evangeliet om toldere og syndere, som holder sig nær til Jesus for at høre Ham, er ikke så kedsommeligt, som de retfærdige mener. Det er den mad, som syndere behøver for at få kraft til at tro på Jesus. I GT udtrykkes denne virkelighed med disse store ord fra lektien:

Dette siger Den højt Ophøjede, hvis navn er HELLIG:
                      Jeg bor i det høje og hellige
                      og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet,
                      for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte.

På søndag vil Herren, at hans prædikanter ikke udbreder sig om verdens og kirkens ondskab, men samler syndere og lægger dem på Jesu skuldre.

Salmeforslag
348 – 300 – 508 / 515 – 674 v. 7