3. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Lektien: Es 65,1-2

I lyset af evangelieteksten handler lektien om Guds betingelsesløse kærlighed, som ikke forudsætter et første initiativ fra synderens side. Konteksten er dog dom, hvor vægten snarere ligger på Guds ulykkelige kærlighed, som ikke bliver gengældt.

Epistlen: Ef 2,17-22

De to parter i Ef 2 er jøder og hedninger, men koblet sammen med evangelieteksten går tankerne snarere i retning af dem, der har været kristne længe, og så de “dybest faldne” syndere. Evangeliet er, at begge parter har adgang til Faderen i én og samme ånd og er ligeværdige medlemmer af Guds husstand. Det, der knytter dem sammen, er forholdet til Kristus Jesus.

Evangeliet: Luk 15,11-32

Lignelsen om en far og hans to sønner kan opdeles i to dele, som dog er uløseligt forbundne.

Den første overraskelse for Jesu tilhørere må have været den yngste søns fornærmende bøn om at få sin del af formuen og ikke mindre, at faderen imødekommer bønnen.

Jesus gør meget ud af at vise, hvor dybt den yngste søn falder. Han er desperat. Svinepasning er det lavest tænkelige og mest uværdige hverv for en jøde, han var endda nødt til at spise sammen med svinene.

Så meget desto stærkere virker faderens kærlighed, som Jesus også uddyber. Han venter spejdende på sin søn, løber ham i møde (usømmeligt for ham) og falder ham om halsen og kysser ham.

Sønnens plan er at bede om at få lov til at være daglejer for sin far, så han kan betale sin skyld tilbage, men i mødet med faderens åbne arme bekender han kun sin uværdighed. Det er nemlig ikke en erstatningssag, men en forsoningssag. Omvendelse er først og fremmest genoprettelse af brudte relationer.

Den yngste søn bliver fra første minut fuldt ud genantaget som søn i huset. Det understreges også af gaverne, som faderen med det samme giver sønnen. Evangeliet er ikke blot negativt, at menneskets synd og skyld fjernes, men også positivt, at det får Kristi fremmede retfærdighed tilregnet. Dermed udskiller det kristne evangelium sig i sin radikalitet fra alle andre kærlighedsbudskaber.

Men den søn, der altid har været hjemme, kan ikke forstå Faderens betingelsesløse kærlighed og nåde. Luk 15 starter med den oplysning, at alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus, hvilket farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig over. Muligvis har de genkendt sig selv i den ældste søn ligesom i Matt 21,45.

Faderen behandler dog stadig den ældste søn som sin søn: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit”. Faderens forsonlige holdning viser, at han gerne vil foréne begge parter. Men den ældste søn har ikke opdaget dybden i faderens kærlighed. Selv om han har adgang og ret til det, har han aldrig slagtet et kid, så han kunne feste sammen med vennerne. Ja, i virkeligheden var hans forhold til faderen også et brudt forhold. Hans fokus i relationen til faderen er hans egen trofaste tjeneste mod faderen og den dertil hørende belønning.

Prædikenen

Der er to oplagte vinkler til en prædiken.

1) Evangeliet om Guds betingelseløse kærlighed, som længes efter synderens hjemkomst og aldrig mister håbet om at gense sit elskede barn. Målgruppen er både kirkevante og kirkefremmede. Vi mister aldrig behovet for at høre det rene evangelium.

Forkyndelsen må dog ikke gå udenom Jesu kors. For Gud viser sin ufattelige kærlighed til os uværdige syndere, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere (Rom 5,8). Det er kun via korset, at Gud kan give os sin tilgivende nåde.

Nåden er gratis for modtageren, men dyr for giveren. Det viser Jesu kors. Faderen i lignelsen går også fra den éne ydmygelse (sønnens afsked) til den anden (genantagelsen af sønnen).

Man ser tit bitre familieopgør på film, hvor f.eks. en søn siger til sin far: Fra nu af har jeg ingen far! Det er lige, hvad sønnen gjorde ved sin afsked. Men overraskelsen/højdepunktet i lignelsen er, at faderen ved sønnens genkomst betingelsesløst erklærer: Han var død, men er blevet levende igen (nu er du igen min søn)!

Vi forældre vil gerne mene om os selv, at kærligheden til vores børn er betingelsesløs. Men faderens grænseoverskridende kærlighed overgår også de bedste forældre i denne verden.

2) Den anden vinkel er evangeliet som anstødsten, idet der kun er én adgang til Faderen, som gælder “begge parter” – nemlig Jesus Kristus. Porten til Guds rige kan virke særlig trang for “dem, der er nær”. Der er ingen VIP-adgang for dem, der altid har været kristne. Derfor kan budskabet om Guds åbne faderarme vække anstød.

De (inkluderende: vi) har hele tiden brug for at se i øjnene, at i forhold til Guds hellighed, er vi lige så fortabte som den yngste søn. At tage imod evangeliet indebærer, at vi sætter os selv i bås sammen med toldere og syndere. Vi må spørge os selv, om vi tænker (og tror og opfører os) ligesom den ældste søn. I så fald har vi ikke set til bunds i vores eget fald. Af samme grund kan vi ligesom den ældste søn heller ikke fuldt ud glædes over, at “alt mit er dit”.

Giv evt. tænkte eksempler fra dagligdagen på situationer, hvor positiv særbehandling af “uværdige” kan virke provokerende på os – og henvis så til Guds rundhåndede og kræsende nåde mod os syndere.

Lignelsen slutter “åbent”. Vi får ikke at vide, om den ældste søn besinder sig og går ind til festen, eller han holder fast ved sin vrede. Prædikenen kan på samme måde slutte åbent med spørgsmålet til os tilhørere, om vi tager anstød af evangeliet eller vi fester sammen med de andre uværdige syndere.

Salmevalg

31                  Til himlene rækker din miskundhed, Gud

681                Dig vil jeg elske, du min styrke

597                Så vide om land, som sol monne gå

511                Jesus han er syndres ven

599                Lov og tak og evig ære