3. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Salmeforslag: 736-521-597-492-25

Stikord til teksten og søndagen:
Søndagen er blevet kaldt for ”den fortabte søns søndag”, ”den bortkomne og vildfarne søns søndag” og ”den hjemkomne søns søndag”. Måske burde den også kaldes for ”den kærlige fars søndag”! Lignelsen er i hvert fald blevet kaldt for ”the greatest short story in the world”!
Tekstens hovedsag er i hvert fald ikke den løftede pegefinger, men de åbne arme. Der er et tydeligt dobbeltsigte: Kaldet og invitationen til at komme hjem – og opfordringen til at have faderens rundhåndede og tilgivende sindelag. I stedet for den hjemmeværende brors kolde og vurderende og forurettede holdning.

Teksten opfordrer til at vække hjemlængsel til dåbens hjem, hvor de fleste af os hører til, og den vækker os til omvendelse (”at gå i sig selv”) til dåbens nåde. ”Rigtige venner” er en mangelvare, når vi vil købe dem for ”gods eller guld” (Jodle-Birger). Der er behov for en syndserkendelse, som får os til at spørge: Hvad skal jeg gøre? Og samtidig en forkyndelse, som både viser os stedet at gå hen med vores syndserkendelse og giver os mod til at gå vejen!
”Min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet!”, siger faderen. Det er vigtigt, at vi ikke udglatter omvendelsens udfordring. Gud er ikke bare en ligeglad bedstefar, som altid er venlig. Sønnen måtte altså vende hjem igen, for at tilgivelsen kunne finde sted. Uden omvendelse – ingen frelsesfest! Så den åndelige opblomstring, den åndelige længsel i vores tid skal vi altså ikke feste for, med mindre den fører mennesker hjemad til deres rette hjem, hvad vi så i vores forkyndelse og vidnesbyrd skal hjælpe dem til! Jfr. Augustins ord: ”Min sjæl er urolig, indtil den finder hvile i dig, Gud!” Vil vi målet, må vi også ville midlet!

Det siges, at præsident Abraham Lincoln efter den amerikanske borgerkrig blev spurgt om, hvad han nu ville gøre ved udbryderstaterne. ”Jeg vil behandle dem, som om de aldrig havde brudt med unionen!” Pointen er ikke, hvordan vi har levet, men at Gud vil hjælpe os til en ny fremtid med fuldgyldige barnekår. Genantaget og geninstalleret derhjemme.

Nedenfor følger min prædiken til søndagen fra 2004 (måske har jeg lånt ideer fra andre, ja, måske endda fra nogle af jer læsere! Det må I så bære over med, da jeg ikke har styr på den rigdom, jeg henter ideer fra):

Indledende bøn på prædikestolen: Kære himmelske Far, vi takker dig, fordi der er en vej hjem til dig, selv når vi har misbrugt livet og tvinges til at gå i os selv. Herre, giv os da at søge dig med alt i vort liv. Tag imod os i nåde, Herre – og lær os også at se på hinanden med noget af dit nådige blik. Amen.

”Der bliver glæde i Himlen over én synder, som omvender sig!” Sådan står der faktisk som overskrift over hele Lukas det 15. kapitel; om det tabte får, den tabte mønt, og så ”den fortabte søn”, som er vores tekst i dag. Der bliver stor glæde hos Gud og englene over hver og en, der lader sig finde og vender hjem til ”Guds husstand”, Guds familie. – Men bliver der også glæde hos den hjemkomnes ”bror”, og ”søster” over at se ham eller hende igen, som har skidnet sig selv, og måske andre til?
Se, anledningen til, at Jesus fortæller denne lignelse, er, at ”alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre Ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ’Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”.” Egentlig er det altså ikke den ”fortabte” søn, Jesus taler til i dag. Snarere taler han til dem, den ældste søn er billede på. Og derfor nævner vi den ældste søn først i dag.
At ”miste”, ”finde”, ”glædes” er hovedord i dette ”de fortabtes kapitel”. Men lige netop teksten i dag har den mærkelige, åbne slutning, at vi ikke får at vide, om den ældste søn vil ”findes” og tage del i ”glæden”. – Går den ældste søn mon med faderen indenfor til glædesfesten? Eller indkapsler han sig selv i en for ham selv at se berettiget harme over en himmelråbende uretfærdighed?
Jesus lader svaret stå åbent. Han lader det være op til tilhørerne, lige fra farisæerne dengang til os tilhørere i dag, hvordan denne lignelse slutter! Kan vi glæde os over, at andre får helt ufortjent? Er vi tilfredse med at blive frelst på samme måde, som ”syndere og toldere” frelses? Jesus taler til både syndere og farisæere med den samme kærlighed! Han afslører, at begge parter i bund og grund står på linie i fortabthed. Men også at begge parter er elsket af Gud med den samme kærlighed!
Når de mange ord af Jesus om og mod farisæerne har så fremtrædende en plads i Ny Testamente, er det uden tvivl, fordi allerede de første kristne kendte til farisæismen som en fare inden for egne rækker. Farisæisme er nemlig enhver levende fromheds fare! Vi tror efterhånden, at vi er bedre og sandere end alle andre! Det betyder ikke, at vi så skal opgive god fromhed. For uden bibelsk fromhed og gode kirkevaner kan vi ikke overleve som kristne! – Men vi skal til stadighed huske, at vi livet igennem forbliver syndere, der kun lever og frelses af Guds nåde, som alle andre.

Det er altså os ”hjemmeværende” Guds børn, os, der færdes hjemmevante i menigheden, lignelsen først og fremmest er fortalt til. Men, jo! Det er selvfølgelig også et stærkt og overraskende budskab til enhver af os, når vi eller vore er kommet på afveje og ikke ved, hvor vi skal gøre af os selv. Det er også ”lignelsen om den fortabte søn”! En lignelse om, at der er en vej hjem, endda når vi skulle tro, at alle chancer var forspildte! – Og det er ikke blot som en sød historie om en, det er så synd for. Nej, det er et drama om en, der har syndet på det groveste! Det mest nærliggende er fortabelse af liv og evighed! Hvis ikke – ja, hvis ikke der stod en far i den anden ende, som tænker anderledes end den ødelagte søn, og også anderledes end den hjemmeværende søn. Det er også en uhørt lignelse om et menneske, som virkelig var på vej mod afgrunden, men bliver samlet op og samlet hjem.

Og så er det en lignelse, som fortæller os, at synd ikke først og fremmest er brud på nogle lovregler, sådan at vi selv kan ”tælle” på, hvor meget eller hvor lidt, vi har brudt, og dermed hvor store eller små syndere vi er. Nej, synd er at bryde vort forhold til Gud og til vor næste og at tage livet i vores egen hånd! For det er så ødelæggende for os selv og for dem omkring os.

Den yngste søns ubetænksomme fremfærd gør, at han ender nede i sølet. Han fylder sig med alt mulig andet end sund kost, så da han rigtigt tror at leve livet, da er han allerede begyndt at ødelægge sig selv, og også begyndt at ødelægge sin fars ejendom og gode ry. Fordi han tror at vide bedre og tager livet i sin egen hånd. Da det forfærdelige resultat til sidst går op for ham derude i svinestien, tvinges han til at indrømme: Hvor har jeg dog taget fejl! Han ser klart, at han slet ingen sejre har at komme hjem med. Kun tab og usselhed.

Den fortabte søn må tage en bestemmelse nu. For gør han ikke dét, vil fortabelsen opsluge ham helt! Men han har endnu erindringen om sin far, og om, hvor godt det er derhjemme. Så han bryder op og begynder at gå vejen hjem. Med bøn i sinde om blot en daglejerplads – og ikke krav som tidligere: ”Far, giv mig …”
Han bryder altså op og begynder at gå hjem. Det er denne bevægelse ”hjemad”, åndelig eller måske endda også helt fysisk, som kaldes omvendelse. Helt nødvendigt, at du standser op i dit liv og sætter dig i bevægelse hjemad! For vil du nå målet, så må du også ville gå vejen! – De fleste af os vil jo gerne opleve accept, tilgivelse, en god Gud, samhørighed, en varm velkomst – men vil vi tage opgøret med os selv og begynde at gå Guds folks vej og ikke blot slentre af sted på den, vi selv har mest lyst til?
Den bibelske omvendelse med at standse op, besinde os og gå hjem igen, ind i det, som hører Guds rige til, og som vi jo fik hjemme igennem vores dåb, kan vi aldrig komme udenom, heller ikke selv om mange i tidens løb har forsøgt at afskaffe den. Nej, for den yngste søns omvendelse – og vores med – er jo vejen ind i noget større og bedre end det, vi selv sanser med! Omvendelse betyder nemlig ikke, at vi trækker os selv op ved håret, men at vi kan høre, at vores Himmelske Far står med åbne arme og siger: Velkommen hjem! Sådan som faderen i lignelsen, der løber sin forkvaklede søn i møde og også tigger den selvtilfredse storebror om at komme med ind i glæden. Omvendelse er at tage imod Guds frelsende kærlighed, at vende os til Jesus og at tro på ham i stedet for at tro på os selv.

Dermed er vi ved den tredje og vigtigste person i fortællingen, nemlig drengenes far. For han er jo helt anderledes end begge sine sønner. Hans kærlighed og åbne arme uden løftet pegefinger er stærkere end nogen af os nok kan præstere som forældre. Han bliver ikke vred på sin yngste søn, og heller ikke på sin ældste. Faderen går ud til begge sine sønner for at hente dem ind i den kærlighed, de ikke kan være foruden.
Guds sindelag er der ingen tvivl om. Ikke at han blot er en tossegod bedstefar, som samler os op overalt, hvor vi mener at have ret til at være. Han siger jo om sin yngste søn: ”Han var død, han var fortabt!” Faderens godhed oplever sønnen kun ved, at han vender hjem igen. Uden at vi går i os selv og vender hjem – og går med ind, er der ingen frelsesfest! Og dét hvad enten vi mest ligner den yngre eller den ældre bror.

Den ældste søn, den yngste søn, og deres kloge og gode far! Så har vi været omkring denne søndags vigtige aktører. Nej, ikke helt! Faktisk er der én person mere! Vi må nemlig ikke glemme, at lignelsen er fortalt af den tredje søn! Af ham, der havde Faderens sindelag, som sagde ja og gik – lige til døden. Til døden gik han for såvel farisæere som syndere. Han tog ”hjemmefra” for vores skyld. I dag kaldes vi så til at gå ind til Himlens glæde sammen med ham, og altså med hinanden som søskende. Som hørende til ”Guds husstand”, som apostlen så stærkt beskriver det kristne fællesskab i læsningen, vi hørte fra altret. Når vores Himmelske Far kan genkende sit barn, der vender hjem, bør vi også kunne genkende vores brødre og søstre og glædes sammen med dem. I Guds husstand. I vi døbtes fællesskab. At miste gør ondt. At finde er spændende, for vil det lykkes? At glædes sammen over at være Guds børn er himmelsk!
Herre, giv os del i himmelglæden – og hjælp os til at give endnu flere delagtighed i den! Det må være kirkens bøn ud over Danmark denne søndag.