3. søndag i advent – 1. tekstrække
3. søndag i advent – 1. tekstrække
Alle Kristus-troende kan komme i tvivl. Selv Johannes Døber kunne komme i tvivl.
Nu er det ikke helt sikkert, at det er ham, der er i tvivl. Måske var det bare hans disciple. Måske var det dem, han ville overbevise om, at nu var tiden kommet til at følge Jesus. Men under alle omstændigheder rummer spørgsmålet en tvivl.
I første omgang er spørgsmålet klassisk jødisk. “Er du den, som kommer, Jesus? eller skal vi vente på en anden?” Er du Messias, Jesus? Er du Kristus, Jesus? Er du frelseren? Er du ham, der opfylder alle profetierne?”
Jesu svar derimod ikke det almindelige jødiske svar. Jesus svarer ja, jødernes store flertal har indtil denne dag svaret nej. Og begrundelsen er den helt enkle, at Jesus ikke har bragt fred på jorden.
Måske er det lige netop denne vinkel, denne problemstilling, som har naget Johannes’ disciple. Hvordan kan Jesus være verdens frelser, når han ikke har frelst verdens fra dens mest påtrængende problem, nemlig krig og ufred mellem menneskene?
Og når der røres ved det, så kan millioner af andre mennesker også føle, at der er deres problem. Hvorfor skal vi tro på ham, der blev født i Bethlehem, når der endnu ikke – 2000 år efter – er kommet fred i Bethlehem? Eller i resten af verden?
Jesus giver svar, kort og klart. Og svaret går i en helt anden retning, så at sige på tværs af spørgsmålet: Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.
Jesu henviser ikke til en mængde teoretiske overvejelser og evt. beviser for Guds eksistens. Han henviser til det, han gør, det, som folk kan høre og se.
Kristendommen bygger ikke på teoretiske overvejelser. Den kan nok rumme dem og have gavn af dem, men den bygger først og fremmest på Jesu åbenbare gerninger.
Selv om Jesus henviser til sine gerninger, bruger han stort set udtryk fra Det Gamle Testamente til at beskrive dem, blandt andet den bibeltekst, jeg læste først fra alteret, Esajas 35. Det er den, som “Blomstre som en rosengård” er skrevet over.
Hvis man ser på de bibeltekster, som Jesus her gengiver eller genfortæller, så handler de ikke kun om fysiske helbredelser. De handler også om åndelig helbredelse, altså omvendelse, tro, oplysning, efterfølgelse af Jesus, dvs. det, at et menneske føres fra Djævelens mørke til lyset fra Gud. Man var før blind for sandheden, men kan nu se den.
Den samme dobbelthed ser vi i Jesu egen forkyndelse og gerning: Han gjorde fysisk blinde til fysisk seende, men han gjorde også åndeligt blinde åndeligt seende. Han opvakte ikke bare fysisk døde og gjorde dem fysisk levende, men gjorde også åndeligt døde til åndeligt levende mennesker.
Det er altså denne helbredende gerning, som Jesu henviser til. Altså ikke bare det ydre, som kan se af en læge, men også det indre, som kun kan ses af et åbent og ærligt sind.
Her er beviset for hans sandhed. Han forandrer mennesker. Han giver dem et nyt liv. De mennesker, han har forandret, er beviset for hans sandhed.
Og så sætter han tingene på spidsen, når han slutter med at sige: Og salig den, der ikke forarges på mig.
Her siger Jesus, at saligheden opnås ved ikke at tage afstand fra ham. Hermed sætter Jesus sig på linje med Gud. Dette kan nemlig kun siges om Israels Gud. Saligheden opnås ved ikke at tage afstand fra ham, men ved at holde sig til ham.
Jesus henviser altså til de mennesker, han forandrer, og til den salighed, der opnås hos ham.
Når jøder og andre spørger efter alt det ydre, de store overordnede kosmiske linjer, fred i verden, alle kriges ophør, paradis på jorden, når mennesker spørger efter det, så peger Jesus på noget helt andet, som han gør midt i en verden, hvor meget ondt og grimt sker. Han peger på, hvad han gør for den enkelte. Jesus forandrer altså menneskers liv midt i en uforandret verden. Midt i en verden af krig og sult skænker Jesus åndelig fred og åndelig føde til den enkelte. Men tag ikke fejl! Den åndelige fred og den åndelige føde kan være noget meget konkret. Der er ikke tale om luftige størrelser, der er tale om grundlæggende størrelser. Der er tale om værdier så stærke, at de får mennesker til at handle radikalt anderledes, end de ellers ville have gjort. Jesus har fået mennesker til at ændre nationer. Jesus har fået mennesker til at ændre sig selv.
Mennesker forlanger, at Gud skal forandre den ydre verden, alt det, som er udenom dem. Jesus ser dybere. Han ved, at ydre forandringer ikke flytter noget særligt. Om verden så blev fyldt med engle, der med tvang holdt menneskene tilbage fra at kriges, så vil det ikke forhindre dem i at hade. Om så al pornografi blev brændt, så hindrer det ikke menneskene i at tænke på hor.
Derfor begynder Jesus den store verdensforandring med at forandre menneskenes sind og gudsforhold. Han forsoner dem med Gud, og han skænker dem tillid til ham. Han bygger ikke paradis i denne verden, men han skaber borgere til den kommende verden. I stedet for raseri over verdens ydre miljømæssige og moralske forfald, så skaber han ansvarlighed og bedrøvelse hos sine disciple over deres eget indre forfald. Og i stedet for fordømmende selvretfærdighed hos menneskene vil han selv være vores retfærdighed.
Hele denne forandring i menneskenes liv er beviset for, at han er Guds Messias, der vil bringe den kommende verden. Den, der skaber borgerne til denne verden, kan også bringe denne verden selv.
Intet beviser kristendommens kraft så godt som forandrede mennesker. Sådan var det dengang. Sådan er det i dag.
Så langt som menneskelige beviser er mulige, tror jeg, at kristendommen er bevist både naturvidenskabeligt og historisk, men det har kun svag overbevisnings kraft blandt mennesker, for det folk spørger efter, når de ikke kan få paradis på jord, det er mening og glæde og kraft i hverdagen midt i en meningsløs verden. Og det er netop det, Jesus bringer.
Han bringer noget, som kun kan fås i fællesskabet med ham, og som kun kan sanses i nærheden af ham. Derfor siger han til sidst: Og salig den, der ikke forarges på mig.
Man kan altså ikke få den fulde forklaring på tingene udenom Jesus og så sidde stille, roligt, uengageret og neutralt og finde ud af, om han er sandheden, hvorefter man så kan beslutte sig for, om man har lyst til det. Tvivl er i Bibelen hverken idyl eller en proces, hvor man er undervejs, og som man kan tage roligt og afslappet på, nej det er kamp mellem sandhed og løgn, kamp på liv og død.
Man finder først ud af sandheden ved at nærme sig ham. For vi kan ikke kaste lys over Jesus, men han kaster lys over os. Og når vi fødes i mørket, kan vi ikke få lys over ham, så længe vi befinder os i mørket med ryggen til ham. Vi må først vende os mod ham, for han er lyset, og da ser vi sandheden.
Jeg ved godt, hvad nogle vil indvende. Nogle vil sige, at det billede kan man bruge om hvem som helst. Og jeg vil straks svare med et modspørgsmål: Hvem andre end Jesus optræder med en sådan myndighed og en sådan forandrende kraft?
Mennesker kritiserer kristendommen for, at de kristne, dvs. alle døbte ikke i tilstrækkelig grad lever efter kristendommens idealer. Og det er jo sandt. Men læg mærke til, at det ikke er nogen selvfølge, at vi overhovedet har disse idealer at kritisere med. Når disse idealer om den barmhjertige samaritaner er så alment anerkendte, skyldes det ikke menneskene selv, men kun Jesus. For overladt til os selv får vi magt og undertrykkelse som ideal, ikke næstekærligheden. Oldtidens historie og verdens historie udenfor kristendommen viser det ganske tydeligt. Kristenheden har ikke levet op til sine idealer, men det skyldes påvirkning fra Jesus, at vi overhovedet har dem og anerkender dem som idealer.
Ganske vist bliver man ikke frelst ved at have næstekærlighed som ideal, men for et søgende og spørgende menneske kan denne vinkel måske være med til at svare på enkelte tyngende spørgsmål.
Johannes eller hans disciple var i tvivl. Det viser os, at det ikke kun er folk uden for troen, der tvivler og stiller spørgsmål. Det kan troende mennesker også gøre. Der kan opstå en vældig kamp i vores indre. Tillid og mistillid til Jesus kan kæmpe om en menneskesjæl. Og ofte blander urene motiver sig i den kamp, for Jesus lærer os fornægte os selv. Kampen står mellem at fornægte sig selv eller at fornægte ham. Det kan derfor være en fristelse at fornægte ham, selv om man godt ved, at han er sandheden, for det forekommer så ubehageligt at fornægte sig selv. Også her vil Jesus lære os, at det er døden at fornægte ham. Saligheden findes kun i at følge Jesus og fornægte sig selv. Den indstilling kan vi ikke skabe selv. Den fås kun i fællesskabet med ham.
Selv om det så også virkelig var Johannes og ikke blot hans disciple, der tvivlede, så påpeger Jesus alligevel hans storhed. Johannes er hverken vendekåbe eller magthaver. Han er mere end en profet. Han er en af de få, som udtrykkelig er forudsagt i Det Gamle Testamente. Gud siger gennem en af profeterne:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej for dig.
Johannes er stor, og Jesus kalder ham den største blandt kvindefødte. Og det gør han vel at mærke på trods af hans kampe eller tvivl. Det er altså ikke vore egne kampe, der bestemmer, hvordan Jesus ser på os, men derimod den placering, Gud giver os. Jesus ser på os med Guds øjne, ikke med menneskers, heller ikke vore egne. Man kan altså godt være stor i Guds øjne, selv om man er fortvivlende lille i egne og andres øjne.
Johannes var Guds engel sendt for at bane vejen for Jesus. Det er en stor position i Guds riges historie. Men også i dette bibelcitat om Johannes er det Jesus, der den største.
Dette bibelcitat er en blanding af to steder i Det Gamle Testamente. Det ene sted står i 2 Mos 23,20 og er henvendt til Israels folk under ørkenvandringen:
Se, jeg sender en engel foran dig.
Han skal bevare dig på vejen og føre dig til det sted, jeg har beredt.
Her er der ikke tale om Johannes Døber, men om en virkelig engel fra Guds verden. Og der står, at Guds navn er i denne engel (2 Mos 23,21). Det siges aldrig om nogen anden engel. Derfor er denne engel måske Guds Søn selv, sendt af Gud. Engel betyder jo sendebud.
Hos profeten Malakias siger Gud:
Se, jeg sender min engel,
han skal bane vejen for mig.
Her vil Gud sende en engel til at bane vejen for sig selv.
I Mattæus-evangeliet siger Jesus:
Se, jeg sender min engel foran dig,
han skal bane din vej foran dig.
Her sendes engelen hverken foran Israel eller Gud, men foran Jesus
På denne måde tager Jesus den plads, som tidligere henholdsvis Israel og Gud selv havde haft.
På denne måde bliver Jesus både Israel og Israels Gud.
Når Gud ser ham, ser han Israel, Guds konge på jorden, den eneste retfærdige, der nogensinde har levet.
Når mennesker ser ham, møder de Israels Gud, universets konge, der kommer. Og når en konge kommer, så kommer en herold i forvejen og udråber, at nu kommer han.
Så stor en herold var Johannes, men Jesus er kongen.
Han er frelseren, der frelser os fra synd og vantro. Han er kongen, hvis herolder vi får lov at være for hele menneskeheden, som Johannes var det for jøderne.
Jesus både frelser os fra synden og hjælper os i vore indre kampe og giver os værdighed for Gud.
Er han den, der kommer? Ja, han er. Se hans vidunderlige gerninger!
Vi skal ikke vente en anden ved tidernes ende. Vi skal vente ham.
Amen.
Salmeforslag
1953-salmebogen: 73 – 60 – 233 – 61 – 431 – 72