3. søndag i advent – 1. tekstrække

Indledning: Sat ud på et sidespor.
Jeg tror, at der er mange, som har oplevet, at livet i en periode nærmest glider forbi en. At man føler sig sat ud på et sidespor, som ikke synes at føre nogen steder hen, mens andre blot kan leve derudaf. Det kan være helt konkrete ting, der gør det. Man kan være blevet arbejdsløs, og det er altid de andre, der får de stillinger, man søger. Eller man søger andet arbejde, måske et drømmejob, men får det ikke. Eller man kan rammes af sygdom, så man ikke længere er i stand til at gøre det, man før gjorde. Eller det kan blot være følelsen af, at livet slet ikke kom til at forme sig, som ens ungdoms drømme og forhåbninger lagde op til. Så kan man føle, at livet kører forbi en på hovedsporet, mens man selv er gået i stå ude på sidesporet.

Det lyser ud af Johannes Døberens spørgsmål til Jesus, at han følte det netop sådan. Hans mål var jo at berede vej for Messias. Alle hans afsavn ud i ørkenen og hans stærke forkyndelse af dom havde det ene formål: at forberede vejen for ham, som skulle komme efter ham. Og store mængder af folk, havde strømmet ud til ham og var blevet ramt af hans forkyndelse. De havde bekendt deres synder, og de havde fulgt med ham ud i Jordanfloden for at lade sig døbe af ham. Ja, nogle havde endda anset ham for at være den Messias, som skulle komme, og de havde direkte spurgt ham om det. Men han havde svaret klart tilbage: ‘Nej, jeg er ikke Messias, men efter mig kommer han, som er det Guds lam, som bærer verdens synd.’
Jesus kom også til Johannes for at lade sig døbe. Johannes havde sagt til ham, at han trængte meget mere til at blive døbt af Jesus. Men Jesus ville døbes af Johannes, og han blev det. Og pludseligt havde himlen åbnet sig over Jesus, Helligånden havde vist sig som en due, og en røst havde lydt fra himlen: “Denne er min søn, i ham har jeg velbehag – hør ham”.
Dengang var Johannes Døberen ikke i tvivl. Da var han fuldt overbevist om, at Jesus var den ventede Messias.

I: Tvivlen kan lamme.
Men nu havde tvivlen lammet ham. Han sad i fængsel, fordi han havde kritiseret Kong Herodes for at have giftet sig med sig brors kone. Det var ægteskabsbrud i Guds øjne.
Her i fængslet var han bogstaveligt sat ud på et sidespor. Han kunne kan ikke længere gøre sin gerning. Og her kom kun nogle få af hans disciple og besøgte ham, når de kunne få lov af kongen. Der var ikke længere brug for Johannes Døberen.
Nu ramte tvivlen ham – som et piskeslag, der lammede ham. Den før så sikre og højtråbende profet i ørkenen, vidste nu hverken ud eller ind.
Vi kender godt lidt den fornemmelse. Hvis ens ægtefælles eller en af børnene er kørt af sted og ikke vender tilbage nogenlunde til den tid man forventer dem, så kan tvivlen – om der nu er sket noget – knuge en om hjertet, så det gør ondt. Eller måske har man været hos lægen, fordi man fejler et eller andet, man ikke kan finde ud af, og så må man gå og vente på svaret. Er det en alvorlig, måske livstruende, sygdom eller noget harmløst, der snart går over eller let kan behandles. Tvivlen kan lamme en, så man slet ikke kan tænke klart, og vi har så let ved at frygte det værste.
Også i vort åndelige liv kan vi rammes af tvivl. Når livets ondskab bliver til helt personlige erfaringer, så nager den. Når vi selv mister en af vore kære, når økonomien bliver for stram, når livet forekommer meningsløst og uden håb, så kan vi tvivle på om den gode Gud i det hele taget er der. Eller når man en gang imellem gennemskuer sig selv, og ser sin egen fejhed og manglende evner til at gøre det gode. Så tvivler eller anfægtes man over, om Gud nu også vil have med én at gøre. Om han vil tilgive en synder som mig.
For Johannes Døberen blev det til en tvivl om det mål, han havde haft for livet, om det var helt forfejlet, eller om det virkelig skulle være opfyldt: ‘Var Jesus virkelig den, som skulle komme – var han den Messias de havde ventet på så længe? Eller skulle de vente en anden?’

Vi ved ikke præcist, hvad Johannes havde forventet om Messias. Men mange på den tid forventede ham som en stærk, jordiske konge, der ville gøre Israel til et selvstændigt land igen og jage romermagten ud. Og hvis Johannes Døberen havde forventet det samme, så måtte han føle sig skuffet. For Jesus samlede ikke nogen stærk hær omkring sig eller spillede med musklerne over for romerne. Han vandrede blot rundt fra by til by og forkyndte Gudsrigets nærvær og helbredte syge og dæmonbesatte.

II: Sandheden kan sætte fri.
Det var netop det, Jesus henviste til, da han fik Johannes Døberens spørgsmål. Han gav ikke lange teologiske forklaringer om, hvem han var, eller udlagde skrifterne i lange baner, for at fortælle Johannes, hvordan det hang sammen. Johannes Døberen var godt kendt med sin bibel, så han vidste, hvad Jesus mente med sit svar: “Fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, døve hører og døde står op. Og evangeliet, de gode nyheder fra Gud bliver forkyndt for fattige.” Johannes Døberen viste, at alle disse ting var en del af opfyldelsen af Guds løfter om Messias. Det var de løfter, som bl.a. blev læst op fra alteret før fra Esajas kap. 35, og som Grundtvig har gendigtet i sin salme: ‘Blomstre som en rosengård’.
Johannes gjorde det rigtige. Han gik til Jesus med sin tvivl og anfægtelse. Den ægte tvivl vil kende det rette svar og søger hen til ham, som har svaret. Vantroen derimod ville være løbet skrigende bort og udbredt sig til højre og venstre om, at Jesus da umuligt kunne være den sande Messias, for han svarer jo ikke til vore forventninger.
Men det kunne jo være, at det var forventningerne, som ikke var rigtige – også det vil den ægte tvivl turde vedgå. Vi ved ikke, hvordan Johannes Døberen reagerede på Jesu svar, det hører vi ikke noget om. Men vi ved, at sandheden kan gøre fri – den kan fjerne den lammende tvivl og den kan tænde nyt håb i hjertet.
Mon ikke også Jesu svar fik lov til at give Johannes Døberen modet tilbage. I hvert fald kunne det give ham et nyt syn på, hvorfor Messias skulle komme til jord – ikke for at være en magtfuld konge, men for at frelse verden fra dens egen ondskab.

Afslutning: Vore forventninger.
Adventstiden er også for os en forventningens tid. Vi glæder os til jul, til samvær med familien, til gaver og god mad. Det er ikke altid vore forventninger bliver indfriet til fulde. Somme tider kan forventningerne være så store, at det i sig selv er med til at ødelægge juleglæden, fordi der ikke er mulighed for at indfri dem. Så må vi nøjes med forventningens glæde, der, som vores store filosof Søren Kierkegaard sagde det, jo ofte kan være den største.
Også vore forventninger til Gud kan blive skuffet. Ikke fordi Gud ikke holder hvad han lover, men fordi Gud ganske enkelt ikke altid er, som vi forventer ham. Hvem havde for 2000 år siden forventet, at himlens kongesøn skulle fødes som en dreng i en fattig familie, og det ude i en stald, fordi der ikke var plads til dem nogen steder. Hvem ville have forventet, at Guds søn skulle være en tømrersvend fra Nazareth og skulle lide en forsmædelig død på et kors som 30-årig, henrettet som en forbryder.
Nej, Gud er ofte helt anderledes, end vi forventer. Han skjuler sig i det uforudsigelige, men Han giver sig gerne til kende for den, som søger Ham. Derfor er det så vigtigt, at vi lytter til Gud for at forstå Hans tanker, som er langt højere end vores, og for at følge Hans veje, som ser så helt anderledes ud end vore.
Gør vi det, vil vi også kunne forstå, hvorfor der er så vigtigt, at det blev jul på jord. At Gud her gav os sin egen Søn, for at opfylde de løfter Han havde givet os.
Amen.

Salmer.
60: ‘Blomstre som en rosengård’ – passer til den gammeltestamentlige læsning.
577: ‘Det koster mer’ end man fra først betænker’ – at være en tro tjener.
509: ‘Aftensukket, nattegråden’ – om fortvivlelse i v. 3.
444: ‘Bryd frem, mit hjertes trang, at lindre’ – trøst i fortvivlelse og nød.
62: ‘Tak og ære’ – glæde over løfternes opfyldelse.