3. søndag i advent – 2. tekstrække

Teksterne og søndagen

3. søndag i advent rummer – ligesom 4. søndag i advent – tekster om Johannes Døberen. Vi skal have disse tekster inden jul, fordi Johannes var den, der beredte vejen for Jesus.

Sådan må også de to sidste søndage inden jul være ”vejberedere”. Nu er vi folkeligt set i fuld gang med forberedelserne. Er vi også blevet forberedt til at fejre Jesu fødsel?

Teksterne efter 2. tekstrække rummer alle en spænding mellem vanskeligheder og lovsang. Imellem vanskelighederne og lovsangen er: At Gud greb ind. Således i Esajasteksten, der taler om trøst til Jerusalem i fangenskabet, men at nu skal Herrens herlighed åbenbares. Teksten fra 2. Kor rummer den samme spænding, når den siger: Af mørke skal lys skinne frem, jf. også talen om menneskelivet som et lerkar. Evangelieteksten er Zakarias’ lovsang. Også her ligger der vanskeligheder bag: Zakarias’ barnløshed, at han blev stum, men nu – nu har Gud grebet ind og givet ham en søn. Derfor må han nu lovsynge Gud.

Teksterne ligger således op til temaet: vanskeligheder, Guds indgriben og lovsangen, der følger heraf!

Prædiken:

”Ind under jul, hvor er det trist…” Sådan synger vi i en af december-sangene.

Trist? Det er da ikke trist i december! – hører jeg en stemme sige. Ganske vist har vi ”snefog og kulde og korte dage”, som december-sangen synger om. Men derfor behøver man da ikke at sige med sangen: ”Ind inder jul, hvor er det trist… Og sangen passer da slet ikke i dag – 3. søndag i advent – hvor der bare er to uger til julefest og glæde. Og hvor vi netop har hørt Zakarias’ lovsynge Gud.

Hvad gør det menneske, der rammes af juletristhed? Hvad gør det menneske, sangen passer alt for godt på:

”Ind under jul, hvor er det trist…

sindet bøjer sig ned til sidst

ved ikke, hvor det skal modet tage…”

Hende f.eks., der får kvalme af al nisseriet og hygge-nyggen. Det vender sig i maven. Det er som for megen fed mad eller for mange tomme kalorier. Man bliver utilpas. Eller det menneske, der ikke magter at se frem til juledagene, fordi han blev alene. Der er alt for megen plads i sengen. Så koldt at ligge der alene. Eller det menneske, der på TV hører, at i år sparer danskerne ikke på gaverne. Heller ikke i år. Men netop i år er hans tegnebog af den ene eller anden grund tom. Hvordan skal der blive til en julegave til datteren på seks år, der glæder sig til gaven fra far? Eller det menneske, der lider, fordi der ikke er lys nok på denne tid af året? Der kæmper med vinterdepressionens træthed. For hver tyvende dansker er det alt for kendt. Eller det menneske, der ikke kan med julen pga. oplevelser i barndommen? Mange af os ser tilbage på barndommens jul som et lille paradis. For hende var det et lille helvede. For da hun var barn, skulle man være glad i julen. Man skulle have familieidyl. Men bag facaden var der to voksne, der ikke kunne leve op til det hele. Nu kæmper hun med julen, fordi det er svært at få bakset følelserne på plads. Barndommen har vaccineret hende mod juleglæde.

Hvad gør det menneske, for hvem julen er smerternes fest? Der er et stykke af et svar i gudstjenestens tekster i dag.

Alle teksterne i dag rummer nemlig elementer af livets skyggeside. Samtidig lader de os ane, at skyggen ikke er det hele. At Gud er i skyggen. Med lys.

I teksten fra Det gamle Testamente fra alteret læste vi om menneskelivet, der skal dø.

”Alle mennesker er som græs,

al deres herlighed som markens blomster…

Græsset tørrer ind, blomsterne visner.”

Sådan er menneskelivet. Vi ved det i denne tid, hvor græsset ikke gror mere. Blomsterne er visne af kulden. Vi ved det alt for godt: Døden er som en skygge ind over menneskelivet. Men… siger teksten. Der er noget, der forbliver på trods af alt dette. Døren til lyset fra Gud åbnes på klem:

”Vor Guds ord forbliver til evig tid.”

Teksten fra Ny Testemente fortsatte med at beskrive menneskelivets kår. Paulus beskriver sig selv som et lerkar. Et skrøbeligt kar, der når som helst kan gå i stykker. Sådan er vi! Jeg er – fortsætter Paulus – trængt, tvivlrådig, forfulgt. Ordene rører ved noget, som det tunge decembersind kan genkende. Trængt – af juleriet og forventningerne. Tvivlrådig – for hvordan skal jeg komme igennem juledagene? Forfulgt – af min egen frygt. Men også her åbnes døren til hjælpen fra Gud. Gud er i skyggen med sit lys. For selv om Paulus er trængt, er han ikke stængt inde, siger han. Selv om han er tvivlrådig, er han ikke fortvivlet. Selv om han forfølges, lades han ikke i stikken. Det hele handler om – siger han – at Jesu liv kan komme til syne i hans liv. At han skal finde glæden – fra Gud.

Og så til prædiketeksten. Den er én stor brusende, dejlig lovsang til Gud. Men den er ikke blevet til, fordi Zakarias’ liv var dejlige dage fra ende til anden. Der er ikke meget hurra-stemning over hans liv. Han siger ikke: Nej, hvor det går, Gud! – og tak for det! Hele baggrunden for Zakarias’ lovsang er derimod tunge dage. Og så erfaringen af, at Gud var i skyggen og ledte frem til sit lys.

I mere en én forstand kendte Zakarias til det svære. Gennem hele sit lange ægteskab med Elisabeth havde Zakarias brændende ønsket sig et barn. De fik bare ikke noget. Zakarias var præst.  Måske har han – når han har læst fra Skiften i templet – også stødt på nogle ord fra Jeremias’ bog:

De lyder sådan:

Dette siger Herren:
Skriv denne mand op som barnløs,
en mand hvis liv mislykkes

Ordene har såret ham værre end et sværd. En mand, hvis liv mislykkes. Spørg de ægtepar i dag, der går gennem det ene forsøg efter det andet på fertilitetsklinikkerne. Så mange gange har de håbet, at de næsten ikke tør håbe mere.

Zakarias turde ikke håbe mere. Men så en dag, da han stod for alteret var han ikke alene. Gud greb ind – men det havde han for længst opgivet håbet om. Nu skete det. Men Zakarias turde ikke håbe mere. Det næste trekvarte år blev der føjet endnu en lidelse til. Han blev stum. Først da drengen var født og han skulle have navn, kunne han tale igen. Det var den dag, han sang den takkesang, der er tekst i dag.

Det er ikke tilfældigt, at han den dag taler om Guds lys. Om solopgangen fra det høje, der lyser for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. For dér havde han selv siddet. I mørket og dødens skygge. Og dér erfaret, at Gud dog var i skyggen med sit lys.

Måske skulle vi spørge lidt mere til, hvad det var, der fik Zakarias til at lovsynge Gud. Vi har jo brug for et svar på, hvad det menneske, der i denne december sidder i skyggen af livet med lidelsen eller tungsindet eller problemerne eller depressionen… Hvad skal det menneske? Hvordan vendes det tunge til lovsang til Gud – som for Zakarias?

Det svar, vi kan give, er at henvise til, hvad der fik Zakarias til at lovsynge Gud. Det var to ting:

1)      At Gud greb ind i hans liv

2)      At Helligånden viste Zakarias, hvad Guds indgriben betød.

Det er de to ting, som al lovsang til Gud fødes af.

Gud greb ind – det første. Gud greb konkret ind i Zakarias’ liv. Han gav ham en søn. Men se så, hvordan Zakarias ser, hvad det betyder. Gud Helligånd spærrer hans øjne op, så han ser fra Abrahams dage til den dag, Guds rige bliver virkelighed, og døden ikke er. Han ser, at hans søn, Johannes, indvarsler en ny tid.

Barmhjertighed er det centrale ord i Zakarias’ lovsang. Ikke sært. Barmhjertighed betyder: at vise sit hjerte mod den arme. Mod den fattige, den hjælpeløse. Det var, hvad Zakarias havde erfaret.

Gud greb ind. Og Helligånden viste Zakarias, hvad det betød.

Sådan har Gud siden grebet ind. Gud greb ind, da han sendte sin Søn, Jesus Kristus til jord.

Han viste sin barmhjertighed. Sit hjerte over for den arme. Og Gud greb ind, da du blev døbt til at høre ham til. Han viste sin barmhjertighed. Sit hjerte over for den arme. Gud griber ind, hver gang du vender dig til ham, søger ham i nadveren eller Bibelen eller bønnen. Han viser sit hjerte over for den arme. Ja – den arme, dig og mig. Han kommer med lys i skyggers land.

Men der skal mere til, end at man får det at vide. Det hjælper ikke et hak, at en præst står på en prædikestol og påstår, at Gud er lys i skyggerne, tænker du måske. Nej. Gud Helligånd skal vise det for hver enkelt af os. Som han viste det for Zakarias. Derfor må vi ende denne prædiken med en bøn. Vi må bede med sangen fra før:

Kom, Gud Helligånd, kom brat,

Gennembryd den mørke nat

Med Guds morgenrøde!

Kom og vis, at Gud har grebet ind – og Gud griber ind. Men sin barmhjertighed. Også i dag.