3. søndag i advent – 2. tekstrække

Til søndagen

Til forskel fra 2. søndag i advent fylder trøst, glæde og håb meget mere i dagens tekster: Herrens herlighed skal åbenbares (læsningen fra Det gamle Testamente), evangeliets lys er blevet et skinnende lys i vores hjerter (epistellæsningen), og solopgangen fra det høje vil besøge os (prædiketeksten). Men Esajas forkynder sit håbsbudskab til et folk, som står foran en forfærdelig trængselstid. Paulus taler til en skrøbelig, forfulgt og tvivlende menighed, som har evangeliets skat i et lerkar, og præsten Zakarias forkynder også til den tvivl i hans eget indre, som gjorde, at han i første omgang afviste englens budskab om Messiastiden. Disse elementer fæster bodens fortegn i adventstidens tekster.

Til teksterne

Læsningen fra Det gamle Testamente (Es 40,1-8) indleder den del af Esajas’ bog, som med meget klare ord forkynder det, som endnu var en ukendt fremtid, at efter trængselstiden og dommen skulle følge en ny begyndelse. Løftet knyttes til Herrens tjener og til Guds direkte indgreb. Denne del af Esajas’ bog kaldes trøstebogen. Når der i Lukasevangeliet omtales en gruppe jøder i Jerusalem, der ventede Israels trøst, så betyder det, at de ventede på, at denne del af Esajasbogen skulle gå i opfyldelse.

Mens Esajas skriver, er opfyldelsen fremtid. Der er ikke noget ved folkets ydre politiske situation, som varsler nye og bedre tider. Tværtimod. Men fordi Esajas formidler det ord, som ”forbliver til evig tid”, kan folket allerede nu tørre blodet, sveden eller tårerne væk og trøste hinanden med, at Messiastiden vil komme. De har kun Guds ord gennem profeterne at sætte deres lid til. Men de behøver heller ikke andet og mere, for Herren selv har talt, selv om den menneskelige formidler er en skrøbelig profet.

Epistlen (2 Kor 4,5-10) bruger to meget sigende billeder. Det ene er evangeliet som et lys i mørket. Som det hed om en gammel reklame for tændstikker: En tændstik kan bryde hele universets mørke. Sådan kan evangeliets lys bryde det indre mørke i en kristen, at han eller hun er præget af tvivl, synd, forfølgelse, sygdom og trængsel. Det andet billede er billedet med skatten i lerkar. En kristens overflade er og forbliver skrøbelig og tilsyneladende værdiløs, for vi er præget af vores syndige jeg, af livets vilkår uden for Paradiset og af den modstand, verden giver. Men i og med relationen til Kristus rummer den kristne en evig og umistelig skat.
Prædiketeksten (Luk 1,67-80) er en salme og en profeti, og den får ikke mindre tyngde af, at det er den forhenværende skeptiker og vantro Zakarias, der er den menneskelige formidler. Ligesom Marias lovsang er Zakarias’ lovsang gennemsyret af gammeltestamentlig teologi og ordvalg. Zakarias forkynder, at nu kommer Messiastiden, og hans egen søn skal have en central birolle i den anledning. Zakarias forkynder ligesom de gammeltestamentlige profeter Messiastiden som én fase, hvor alle løfter til fædrene skal gå i opfyldelse. At Jesus skal opfylde løfterne gennem flere faser, sit korte jordeliv, sit usynlige virke i menighedens tidsalder og ved sin genkomst, er stadig ikke kendt for Zakarias og hans tilhørere. De glæder sig blot over, at efter menneskehedens lange nat har det første tegn på morgen vist sig, nemlig at han, der skal bane vej for Messias, er født til verden.

Til teksten

Teksten kan inddeles på denne måde:
Indledning (v67).
lovprisning (v68-70).
forkyndelsen af, hvad Gud vil gøre (v71-75).
beskrivelsen af Johannes’ kommende gerning (v76-77).
Messias’ komme som frelsens endelige gennembrud (v78-79).

Afsluttende rammebemærkning (v80).
På Jesu tid havde de fleste jøder den overbevisning, at profeternes tidsalder var forbi. Næste fase ville være Messiastiden. Men det trak ud i generation efter generation, og selv når en engel står for næsen af Zakarias og siger, at nu vil Gud høre folkets bøn om at lade Messias komme, kan han ikke tro det. I uhyggelig grad minder han om os andre, der også lever i ventetiden og også let bliver så opslugt af andre ting, at vi ikke kan tyde tidens tegn.
Men sammen med Maria, Eliasabeth og senere Simeon og Anna i templet får Zakarias selv et profetisk ord fra Gud og bliver selv en del af det profetiske vidnesbyrd. Zakarias forkynder opfyldelsens tidsalder og bruger en række gammeltestamentlige ord og begreber, som også får en central betydning i Jesus og apostlenes forkyndelse og bliver dermed én af dem, der binder den gamle og den nye pagt sammen.

Teksten er så indholdsmættet, at den er svær at opsummere. Jeg har forsøgt i min Lukas-kommentar og klipper følgende ind:
Zakarias har lært noget i den lange periode, han har været stum. Han afslører sin tillid til Gud ved at fastholde over for mængden, at hans søn skal hedde Johannes, sådan som Gud har befalet. Da han i samme øjeblik får talens brug, får det forsamlingen til at spørge, hvad barnet skal blive til. Svaret gives i Zakarias’ storslåede lovsang.
Frelsens tidsalder involverer nemlig en profet, som skal forberede Guds indgreb gennem Messias. Denne profet skal forkynde om Guds frelse, knyttet til syndernes forladelse.
Lovsangen hylder Gud for at virkeliggøre den frelse, som var lovet Abraham og folket. Frelsens centrale indhold er Davidssønnens komme, og det beskrives med billedet af solopgangen, som vil skinne som et himmelsk lys over det folk, som lever et liv præget af mørke og død. Messias vil lede folket ind på fredens veje, hvor forholdet til Gud er helet.
Frelsen er ikke blot syndstilgivelse, men også befrielse fra fjender. Forholdet mellem den åndelige og fysiske frelse bestemmes ikke nærmere, men det er et af de temaer, der bliver kastet lys over i resten af Lukasevangeliet. Frelsen er ikke blot befrielse fra noget, men også frihed til at tjene Gud gennem et liv i lydighed mod hans liv.
Zakarias fremstår som et menneske, der langsomt lærer at have tillid til Guds løfter. Zakarias skal, ligesom Theofilus og enhver anden, der læser Lukasevangeliet, få større lys over de begivenheder, der har fundet sted og derved få større tillid til Guds løfter.

Ansatser til prædikenen

Jeg kunne godt finde på tage udgangspunkt i Zakarias selv, fordi han på så mange måder ligner den moderne kirkegænger. Zakarias har oplevet det, som i den jødiske tradition ikke blot var en skuffelse, men nærmest en forbandelse, at han var barnløs. Han var from og retsindig, men virker alligevel desillusioneret i sin tro: mon Messiastiden kommer? Han har ligesom mange kristne i vores tid bedt bønnen om gudsrigets komme og gennembrud. Men forventningen er ikke levende, som den var hos den unge Maria. End ikke en åbenbaring i templet var nok til at bryde Zakarias’ skepsis.
Men opfyldelsen af englens ord i det, at han bliver stum, at hans kone bliver gravid i bedstemoralderen og at han får en søn – det vækker troen og glæden hos Zakarias. Løfterne til Abraham, David og profeterne bliver levende og angår pludselig ham og hans familie og hans generation. Hans søn er et tegn på, at Gud hører bøn, også selv om bønhørelsen har ladet vente på sig og at den, der har bedt, har mistet troen på, at det gør nogen forskel. Hans søn er i lyset af profetierne og Guds ord gennem englen et tegn på solopgangen fra det høje. Frelsens tidsalder er brudt frem. Gud har grebet ind, besøgt og forløst sit folk. Men frelsen er endnu ikke brudt igennem. Gud vil besøge sit folk. Denne spænding mellem allerede og endnu ikke stod Zakarias i og står vi i.
Der kan være andre temaer, som teksten kunne give anledning til at udfolde. For eksempel ordet frelse. Frelsens centrum er syndernes forladelse. Frelsen er en frelse fra noget: synd, død, mørke og fjender (politiske såvel som åndelige) og frelse til noget: vished, fromhed, retfærdighed, fredens veje. Frelsen er både nutid og fremtid.
Zakarias kan meget vel være repræsenteret på kirkebænken i både en gammel og en ny udgave. Det kan også tænkes, at han står på prædikestolen, så at prædikenen bliver Guds ord, anvendt og udfoldet på én selv.

Salmer: 80 – 57 – 83 –   458 –  81 – 87