3. søndag i fasten – 1. tekstrække

3. søndag i fasten er “exorcismens søndag”, hvis vi ellers stadig tør bruge det navn. (I skrivende stund ruller DR2’s kritiske serie om de folkekirkelige “Exorcist-præster” som f.eks. Arne Kappegaard og Niels Underbjerg over skærmen). Man kan også benytte det mere danske navn “befrielsens søndag”.
Efter fristelsens søndag og den kæmpende tros søndag vender vi os denne dag til kampen mod ondskabens åndehær, og ser, at Jesus er stærkere end alle ondskabens åndsmagter. Han fører dem i sejrstog med Kristus (Kol.2,15).

Om teksterne.
5. Mos.18,9-15 er en del af Moses’ advarsel om de falske profeter, som vil melde sig, når folket er kommet ind i det forjættede land. Her skal der være ydre fred og ingen fare, men så meget desto større fare er der for, at folket lader sig lokke til at glemme den Gud, som førte dem ud. Her lyder skarpe advarsler mod trolddom, spådom og åndemaneri – alt sammen fænomener, som også vi kender til i vores tid. Her lyder formaningen: udadlelig skal du være overfor Herren din Gud.

Ef. 5,(1)6-9 Her er det valgfrit, om hele afsnittet læses eller blot de sidste vers. Det er uklart, hvad denne valgmulighed bunder i, og jeg synes bestemt man skal læse hele afsnittet. Her lyder både formaning (I skal ligne Gud …) og advarsel om at være som ulydighedens børn, for de har ikke lod og del i Kristi og Guds Rige. Kernen og kraften i denne formaning hentes i Kristi offer for vores skyld (v.2).

Luk.11,14-28: En tekst, som består af en indledning og 3 afsnit og en afslutning.
Indledningen (v.14) er en summarisk gengivet uddrivelsesberetning, som kommer til at styre hele resten af teksten.

V. 15-20 Rummer en stridssamtale med folkeskaren. (Mattæus gengiver, at anklagerne kommer fra farisæerne). Her anklages Jesus for at stå i ledtog med Beelzebul, og Jesus afviser anklagen med lignelsen om et rige, der er kommet i splid med sig selv, og han vender anklagen mod deres egne eksorcister. Dernæst følger en belæring om hvem, der har magten
V.21-23 Understreger Guds helt suveræne magt over djævelen, som, uanset hvilke våben han tager i brug, må se sig besejret af Gud. Derfor drejer det sig om at være med Gud, og ikke imod ham.
V.24-26 Fortæller om den urene ånd, som vil forsøge at komme tilbage, hvis ikke personen i stedet har ladet sig fylde af Ånden.
V.27-28 udgør afslutningen og kommer dermed til at understrege, at fylden af Ånden hænger nøje sammen med at høre Guds Ord og bevare det.
Om konteksten er det værd at bemærke, at Jesus i v.13 har lovet at give Guds Ånd til dem, der beder til ham. Dermed bliver kontrasten til dette afsnit så meget desto større. Fra talen om Helligånden går Jesus over til at tale om de onde åndsmagter.
Jesu uddrivelse mødes af forskellige reaktioner. Nogle undrer sig, andre anklager ham, og atter andre udfordrer ham til at gøre yderligere tegnhandlinger.
Billedet med den stærke og den stærkere illustrerer Jesu kamp mod Satan. Satan er slet ikke nogen let modstander – heller ikke for Jesus. Det understreges flere gange i evangelierne. Han holder mennesker fanget som sit bytte, som han vil have i fred. Men Jesus afvæbner ham og sætter mennesker fri fra Satans tyranni. Denne sejr sker på Golgata og i den tomme grav.
Afslutningen rummer en vigtig pointe. Lovprisningen gælder Jesu mor, men Jesus understreger, at uanset hvordan Guds gerning manifesterer sig i vores liv, så er det altafgørende, at vi hører Guds Ord og bevarer det.

Prædikenen
Jeg anser v.21-23 som helt centrale og vil benytte dem som en slags indgangsdør til teksten. Herudfra kan de øvrige dele inddrages på forskellig vis.
Der vil næsten altid være et eller andet storpolitisk tema, som kan udgøre en indfaldsvinkel til denne tekst og som kan illustrere kampen mellem den stærke Djævel og den stærkere Kristus.
Det er vigtigt at understrege, at stedet for denne kamp ikke er et eller andet neutralt område, men den foregår i ethvert menneskes hjerte, og ingen af os kan nogensinde forholde os neutrale i denne strid. Derfor ville denne søndag ikke være for sarte sjæle, hvis ikke vi vidste hvem, der var den stærkeste.

1. Djævelen er den stærke.
a. Mennesker tilhører ham, hvis ikke de bliver befriet.
b. Vi erfarer Djævelens gerninger i vort eget liv – i sindets mørke afkroge og livets tomhed.
c. Vi erfarer Djævelens gerninger i ondskabens åndemagter, som frister og lokker (5.Mos.18,9ff.)
d. Vi erfarer Djævelens gerninger i samfundets etiske forfald – men vi opfordres til at ligne Gud.

2. Den stærkere er Kristus.
a. Han skal tilintetgøre Djævelens gerninger (1.Johs.3,8)
b. Ved korset skal du sejre – Jesu død i vores sted sætter os fri.
c. Kristus er stærkere end djævelen. Vi skal ikke frygte ham, men vi skal forsage ham (herunder evt. noget om excorcisme i dag).

3. Vi må afgøre os for Kristus og lade os fylde af ham.
a. Det er nødvendigt, for neutralitet er umulig.
b. Det har betydning for andre (enten spreder du eller samler)
c. Hvis ikke vi fyldes af Kristus, tager djævelen magten over os igen.
Afslutning: Salige er de, som hører Guds Ord og bevarer det.

Salmeforslag
736 Den mørke nat forgangen er
41 Lille Guds barn, hvad skader dig
339 Vort liv blev reddet
60 Jesus min drot
166 Så skal dog Satans rige
266 Mægtigste Kriste
634 Du ved det nok mit hjerte