3. søndag i fasten – 2. tekstrække

Tekstovervejelser

2 Mos 32,7-10.30-32

Israels folk, som havde set Herrens underfulde gerninger, og som kender Guds vilje, vender sig fra den levende Gud til at tilbede en afgud. Guds omsorg for folket har dog ikke været nytteløs. Moses, som holder fast ved Guds åbenbaring, elsker det, Gud elsker – fortabte mennesker! ”Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.” Denne bøn er den højeste form for ofrende kærlighed noget menneske kan udvise. Den samme bøn beder Paulus i Rom 9,3 for det samme folk, Moses bad for.

Åb 2,1-7

Fra Israels afgudsdyrkelse får vi indblik i en af de ældste og  mest betydningsfulde kristne menigheder – menigheden i Efesos og dens åndelige prioriteringer. Ligesom det i ørkenen på Moses’ tid var fristende for folket at forlade den levende Gud og overgive sig til noget andet, var det fristende for Efesos-menigheden at blive optaget af andet end det ene nødvendige!

Joh 8,42-51

Indholdet fra sidste søndag fortsætter og udfoldes – nu ikke om dæmoner, men om dæmonernes fyrste. Djævelen er ikke til at komme udenom. Det er Gud heller ikke. Begge er herrer, og begge vil de være herrer i vore liv! Men vi kan ikke tjene og elske dem begge. Enten den ene, eller den anden. Vi må vælge! Enten er man barn af Djævelen eller af Gud. Prædiketeksten er en af Jesu stærkeste udtaleler om livets og evighedens enten eller.

Prædikenansats

Om fasten

Se vejledning til 2. søndag i faste om fasten…

Tema: Kærlighedens enten eller.

Jeg vil knytte til alle tekster, men udfolde den midterste som eksempel (det er undtagelsen at det er epistelteksten). Brevet til menigheden i Efesos er en meget aktuel tekst for aktivistiske mennesker og menigheder, som også vil være levende.

Indledning

Jesus skelner i evangelieteksten vor tilværelse. Det gør han i en direkte konfrontation med sine modstandere. Fra sammenstødet kan vi udlede, at vi mennesker er en slagmark. To stærke magter slås om os: Gud og Djævelen. Deres våben er meget forskellige: Den ene bruger sandheden, den anden løgnen! Deres motiv er også forskelligt: Den ene vil liv, den anden død! Selv som vi mennesker også har noget at skulle have sagt, så siger Jesus, at dybest set er vi enten styret og hengivet den ene eller den anden af disse magter. Jesus knytter i starten af prædiketeksten til et ord, som er alment kendt og brugt for at udtrykke gode relationer mellem mennesker: at elske. Ordet bliver i Bibelen brugt om to, der elsker hinanden i ægteskabet, om broderkærlighed i menigheden, om at elske alle mennesker også vore fjender!, og flere ganger om vort forhold til Gud, han som er al kærligheds ophav. Gud  elsker, fordi han er kærlighed (1 Joh 4,8.16), og han vil elskes. Derfor vil han ikke, at vi deler vor kærlighed med noget eller nogen anden! Han vil være den eneste ene i vore liv, som vi tror på og elsker. Gør vi ikke det, er talen om utroskab og løgn. Kierkegaard siger: Det er bedre at tilbede en afgud i sandhed end den sande Gud i falskhed.

Teksttema til prædiken:

a) Jesu enten eller

I mødet med Jesus bliver vi altid sat overfor et enten eller. Hvor vi står, står vi med hele vor eksistens i tid og i evighed. Enten er vi med ham, eller er vi imod ham: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” (Matt 12,30) Enten tjener vi ham, eller tjener vi fjenden: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.” (Matt 6,24) Og så konstaterer Jesus i prædiketeksten: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”.

b) At glemme Gud

I ørkenen glemte Israels folk den almægtige og levende Gud og begyndte at tilbede en håndlavet afgud. Tilbedelse af guldkalven var hengiven: Deres opfordring til Aron var tydelig, de gav rigeligt af deres ejendele til kalven, og deres tilbedelse var både med sang og dans. De overgav sig ”helt” i deres afgudsdyrkelse. Menigheden i Efesos glemte også Gud. Men ikke sådan, at de bevidst ville tilbede en afgud. De bare blev mere optaget af deres kristelige pligter og gøremål end af ham, de var forpligtet på, og som havde kaldet dem – Jesus Kristus. De var ganske vist ikke kommet så langt væk, men har man ikke forbindelse med selve hovedpersonen, så er skaden allerede sket. Den vulgære form gør en gradsforskel ikke en væsensforskel...

c) Ingen let sag at elske

Menigheden i Efesos er misundelsesværdig, hvad gode kendetegn angår: De er aktive i åndelig tjeneste, de er bevidste om læren og bedømmer forkyndelse såvel som gerninger, og så er de uholdende, selv om de har døjet meget. Men på trods af det siger Jesus: ”Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.” Kaldet at tjene, holde fast og lide var på plads, men selve grundkaldet manglede. Det er det samme som først gang: Følg mig! Elsk mig! ”Den første kærlighed” er ikke først og fremmest kærlighed til de kristne og mennesker generelt, men til Kristus. For kærligheden til Kristus afføder kærlighed til vore trossøskende og andre mennesker.

d) Omvendelse

Jesu vej til ”den første kærlighed” lyder sammen med en advarsel: ”Husk derfor på, hvorfra du er faldet og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig.” Har vi svigtet den første kærlighed, er vejen frem at huske tilbage. Tilbage til den tid, da vi var afhængige af Jesus og ikke kunne andet. Skriften siger til alle vantro og til alle, som er kommet væk fra Jesus: Vend om og tro på Jesus!

e) Sejersprisen

Og videre til menigheden i Efesos: ”Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” Der er evig undergang for den, som ikke har Jesus, men for den som tror, er der evigt liv. Og den der elsker Jesus, elsker hans ord (Joh 14,24)! Jesus slutter Johannes-teksten: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.”

f) Til sidst

Brevet til Efesos er en at Bibelens mest aktuelle tekster til dem, som vil sandhed og liv, men som glemmer selve sandheden og livet.

Dagens spørgsmål: Hvem og hvad elsker vi?

Salmevalg

495                            Midt i livet er vi stedt                 

347                             Ak, Fader! Lad dit ord og Ånd

604                             Det koster mer, end man fra først betænker

  Prædiken

576                             O Jesus, troens dyre skat

  Nadver

431                             Dit minde skal, o Jesus, stå                        

628               O Jesus, som er kommet at