4. søndag efter helligtrekonger – 1. tekstrække

Om teksterne:
Job-teksten er et afgørende sted i Jobs bog. Det er der, hvor Gud taler til Job for at sætte tingene på plads og for at vise Job forskellen på Guds værk og menneskeværk, Guds tanker og menneskets tanker. Guds skabermagt og almagt eksemplificeres ved tilblivelsen af jorden, havet og stjernerne. Og pointen er klar: Jobs stædige pointering af at have ret og være uskyldig og at han derfor er blevet behandlet uretfærdigt bliver gennemhullet af Guds tale fordi Job ikke kan kræve sin ret overfor Gud som sin ligemand, fordi Job ikke er Guds ligemand.

Epistelteksten er inde på et noget andet spor end GT og evangelieteksten. Dette med kærligheden som lovens fylde. Det er lidt svært at sige: Gå hen og gør du ligeså i forhold til GT og evangelieteksten, idet disse to tekster jo netop understreger Guds herlighed og magt i forhold til menneskets svaghed og ufuldkommenhed. Men epistelteksten behøver jo heller ikke presses ind og passe med de øvrige. Dog kunne den måske give anledning til en understregning af, at den guddommelige magt og herlighed udtrykkes og bruges som et kærlighedens instrument overfor os – og ikke som magtmiddel for magtens egen skyld.
Evangelieteksten er som bekendt hentet midt i de to underkapitler, som følger efter bjergprædikenen i Mattæus-evangeliet. Mattæus-udgaven af disse undere er ikke så farverige som Markus, men går direkte efter det teologisk vigtige: nemlig magten i Jesu ord og troens svar herpå. Nødråbet er således her ikke bare en bøn om redning her og nu, men en bøn om frelse. Mattæus forærer os næsten en hel prædiken med de seks ord “Herre frels os” (v 26) og “Hvem er han” (v 27), hvis vi bare pakker den komprimerede tekst ud. Det, de skal frelses fra, er også strammet fra “en hvirvelvind” i Markus til “en rystelse” i Mattæus, et ord som ofte bruges i forbindelse med endetiden. Denne rystelse sættes i kontrast til mesterens ro: “Han sov”. Til denne deres sovende mester råber de verdens ældste og bedste bøn: Herre frels os, som jo også kendes liturgisk i formen kyrie eleison.

Mellem tekst og prædiken.
Teksten er sat ind i en efterfølgelsessammenhæng med trængsler, som kan se truende ud. Men også med et vidnesbyrd om, at mesteren har omsorg for sine. Opgaven og løftet er lige stor, parallelt til missionsbefalingen: Gå… og …jeg er med jer.
Kirken som skibet er jo bl.a. inspireret af denne beretning. Kirkens skib som er på vej mod evigheden, gennem storm og trængsel, men med mesteren ombord.
Kobberud kalder dagen for Kristi åbenbaringsdag. Jesus viser sin herlighed i mødet med naturens kræfter. Kristi herlighed i mødet med vor uro og rædsel. Kristi herlighed i menneskers svaghed, eller på baggrund af menneskers svaghed. Kraft, Guds kraft som styrker et menneske til tro og liv. Hvem er han? Denne undren må gerne fylde noget – også i helligtrekongerstiden, denne efterjulstid hvor vi ser mere og mere af hvem Jesus er: undergøreren, helbrederen og i dag Herre over naturens kræfter.

Prædikenansats.
Jobteksten kunne jo give anledning til at sætte mennesket position op over for Gud. I stor og i lille skala, naturkatastroferne og kræftknuderne. Hvad kommer der ud af det? Fortvivlelse og en masse hvorfor’er. Men også en mulighed for at vidne om svaret: Guds magtfulde svar på ondskaben i os og omkring os. Et svar, der er pakket ind i svaghed, kors og død. Men et svar, der løser de virkelige problemer. Men den anden side hører med. Den med Gud, der bliver fraværende og tilsyneladende magtesløs, når problemerne tårner sig op. Svaret på dette kan formuleres på flere måder. En måde er at tage udgangspunkt i ordet lidettroende, hvor troens og håbets øje er blevet svækket hos os, og dermed vise hen til de kilder, der kan styrke dem igen. En anden måde er at tage udgangspunkt i de mange vidnesbyrd, f.eks. GT-salmer, om Guds underfulde indgriben, og derigennem vidne om Guds almagt.
Desuden er det naturligt at komme ind på bøn i denne sammenhæng. Dels bønnen som disciplene lærer os i dag, Bønnen om frelse, men også bøn om hjælp og indgriben i det daglige. Hvis vi bruger denne søndag til at give fornyet bønsfrimodighed, er søndagen brugt godt. En bønsfrimodighed, som grunder sig i at vi har fået åbenbaret svaret på “Hvem er han?”, en åbenbaring der skaber bøn i Jesu navn, til frelse og liv, trods stormen.