4. søndag efter påske – 1. tekstrække

Til teksterne.
Ezekiel profeterer om den tid, som Jesus siger, er nu. Den dynamiske og provokerende kendsgerning (!), at Guds børn har Helligånden, som vejleder til hele sandheden (præsens).
Jakob taler også om det, Gud har givet – men lægger nok i denne sammenhæng lidt for meget vægt på vores indsats. Det er nok ikke lige det, de “sørgende disciple” har brug for at høre.
Ap.G. 9 er Paulus’ omvendelse, som vil være en god beretning til at anskueliggøre evangeliet.
Evanglieteksten fortæller, at Guds suveræne indgriben i julen og påsken også gælder i hver enkelt discipels liv. Vi er i mørket, og han tænder lys ved at “tage bolig” i os ved sin Ånd.

Til prædikenen.
At Jesus går til Faderen står centralt i denne tekst, og det forbindes med “retfærdighed”. I Johannes-evangeliets sammenhæng er det derfor naturligt at tænke på “Guds lam” og dermed forsoningen. At Jesus skal gå bort, for at Talsmanden kan komme, er derfor ikke bare en kronologisk nødvendighed. Det er først og fremmest nødvendigt, for at Guds nærvær og herlighed kan være i hans folk, uden at vi fortæres. Lammet skal først sone vores synd.

(Lige en lille “johannæisk krølle”: I Joh dømmes Jesus allerede i 11,49ff til døden af ypperstepræsten. Senere i kap. 18 føres han til Kajfas’ svigerfar, og kun i forbifarten nævnes, at han også kom til Kajfas (18,24). Heller ikke Pilatus dømmer ham. Han resignerer blot og udleverer ham (19,6ff). Jesus er altså reelt ofret af ypperstepræsten som Guds Lam og ikke dømt.)

Den sammenhæng forstod og forstår disciple ikke. Den skal vi overbevises om. De 12 var mest optaget af deres umiddelbare sorg over, at en ven skulle forlade dem (“Det er ikke til at holde ud, at vi skal miste så meget!”). De så ikke, hvad Jesus måtte igennem for dem. Det kunne godt bruges som indledning (eller i en tale i en anden sammenhæng): Oplever vi ikke selv eller med andre, at det, andre fortæller, hurtigt bliver anledning til at sætte en selv i centrum?
Men ellers er det Åndens virke, der er i centrum. Han skal “overbevise verden” og “vejlede jer”. En befriende dobbelthed! Guds herlighed er til stede i hans folk (synden er sonet, så han kan være her) i form af Ånden. Han virker i verden, når og hvor han vil – og vi har en funktion, men på hvilken måde, og hvor afgørende er den egentlig? Ja, se engang ud over vores lokale andedam (selvom det jo ligger til disciple at være navlebeskuende): Hvordan ser det ud, de steder, hvor kirkerne vokser. Jo med en stor armbevægelse kan vi sige, at dér, hvor indsigten menneskeligt set er mindst (i de unge kirker, i de spontane, “uautoriserede” grupper), vokser menigheden ofte mest – og teologi på højt niveau er ikke garanti for noget (og er måske sjældent en fordel???).
Hvordan kan det hænge sammen? Jo, “hele sandheden” er ikke en intellektuel kategori, men den realitet, at Guds børn har Guds ånd – og så kan ulærde afrikanske evangelister i analfabetiske menigheder forkynde et mangelfuldt evangelium, så kirker må rives ned og større bygges – for Gud virker, når og hvor han vil. Ja, “Guds menighed er jordens største under!”
Men det er ikke en begrundelse for at tale mod bedre vidende! Ånden overbeviser verden, men Han vejleder (v. 13) os i hele sandheden. Nogle steder trænger man måske til, at der bliver spurgt, om man har flyttet sig, opdaget nye sider af livet i Guds rige – eller om man stadigvæk spørger om det samme, som for 10 og 30 år siden (standardklichéen i mange bibelkredse er: “Ja, det med Helligånden, det er nu svær at forstå, og det skal vi jo heller ikke” – videre til næste punkt).
Jeg skriver med vilje ikke noget om det oplagte i at bruge de tre nøgleord: synd, retfærdighed og dom. Men det er jo da oplagt at skære igennem de mere almene/folkelige forståelser af de tre begreber.
“Verden” er også et centralt begreb, som kan bruges til at trække nogle linier: I fortiden: Lyset kom til verden; således elskede Gud verden, at … Og i nutiden: Ånden vil overbevise verden om livet i det, der skete. Og når vi bliver overbevist om det, så bliver vi nye skabninger, jævnfør 20,22 fra 1.s.e. påske.

Salmeforslag (i tilfældig orden):
238, 251, 254 (den er lidt patetisk), 265, 541.