4. søndag efter påske – 2. tekstrække

Teksterne

Salme 124 er Israels lovprisning af Herren fordi han har reddet dem. Luther har digtet DDS 338 over denne gammeltestamentlige salme.
Til den nytestamentlige læsning er der valgfrihed mellem ApG 9,1-18, som handler om Saulus’ kaldelse og omvendelse, og 2 Kor 5,14-21, som handler om forligelsens tjeneste.
Teksten fra ApG er uden tvivl den mest dramatiske, og den tekst, som er lettest for menigheden at forstå, når den læses op. Den har en god pointe i beretningen om farisæeren, der bliver omvendt og sat fri af sin lovtrældom.
Den anden tekst, 2 Kor 5,14-21 er langt sværere at forstå, når den læses op, med de mange indskudte og efterhængte sætninger, som kendetegner Paulus, men den har en tydeligere pointe i det nye, som er blevet til med Kristus. ”Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”
Tekstvalget må komme an på, hvor vægten lægges i prædiketeksten.
Evangelieteksten Joh 8,28-36 handler om Jesus, der er i samtale med jøderne. Jøderne forstår ikke, hvem han er. Mange kommer dog til tro på ham, og Jesus fortsætter med at tale til disse, om at hvis de bliver i hans ord, skal de lære sandheden at kende og sandheden skal gøre dem frie.

Hvad skal der prædikes?

Denne søndag skal der prædikes frihed – den betingelsesløse frihed – den kristne frihed. Alt for ofte bliver friheden forkyndt med et efterhængt ”men”. Det kan være godt og nødvendigt med formaning og det kan også være på sin plads at forkynde lovens krav, men der, hvor den kristne frihed ikke kan forkyndes uden at der skal hæftes et ”men” på, bliver det til en sammenblanding af loven og evangeliet. Det kristne evangelium forkynder fuld frihed for den, som er i Kristus. Lad det evangelium lyde for fuld udblæsning denne søndag. Man kunne tage udgangspunkt i den sidste sætning: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I  være virkelig frie.”

Jøderne, som var kommet til tro på Jesus, protesterede, da Jesus sagde, at de kunne blive frie. ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen,” siger de, og afslører dermed, at deres jødiske rødder og tænkning sidder dybere i dem end troen på Jesus. De mente at være frie, men var alligevel bundet.
Mange danskere oplever det på samme måde. Nogle faste kirkegængere kan sikkert være bundet af en form for lovtrældom, men det vil ikke være det typiske for den almindelige dansker. Derfor kan man alligevel være bundet af mange andre ting. Bundet af misbrug på forskellig måde. Bundet af en bestemt livsstil. Bundet af omgivelsernes forventninger og meninger. Djævelen binder stadig mennesker på forskellig måde for at holde dem borte fra Kristus og den frihed, han giver.
”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie,” siger Jesus. Hvordan? Gennem ordet! Jesus siger det selv: ”Hvis I bliver i mit ord…”
Gennem Ordet skal vi lære sandheden at kende. Sandheden om Djævelen: At han vil binde os til synden. (”Enhver, som gør synden, er syndens træl”(v34). Sandheden om Gud: At han fordømmer synden. Sandheden om os selv: At vi er syndere, der i os selv er fortabte. Sandheden om Kristus: At han sætter mennesker fri, jfr. epistelteksten fra 2 Kor.: ”Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”, 2 Kor 5,17.

Illustrationer: Dragen, guitarstrengen, bundet i sin egen lænke, et frit menneske.

Illustrationer er vigtige som trinbræt i prædikener. Den kirkegænger, som ikke formår at hænge på en hel prædiken (og hvem gør egentlig det?), får med illustrationer et trinbræt til at stå på igen, og mon ikke de fleste prædikanter kender fornemmelsen af igen at have alle med, når der bruges en illustration. Så illustrationer er vigtige i prædikener – ofte meget vigtigere end vi prædikanter forestiller os. Vi skal ikke bruge illustrationer for illustrationernes skyld, og vi skal ikke gøre prædikenen plat og til underholdning ved at bruge alle mulige illustrationer, men vi skal bruge illustrationer med omtanke for at understrege måske bare en enkelt pointe.

Nogle illustrationer, der kan bruges til denne tekst: Dragen. Den gamle historie om drengen der går ud med sin drage en dag hvor det blæser godt. Han sætter dragen op og giver dragen al den line han har. Da han ikke har mere line at give af, får han den ide, at han ved at skære linen over, kan få dragen til at flyve endnu højere og endnu mere frit. Som sagt så gjort, med det resultat at dragen straks falder til jorden, for en drage kan kun flyve frit ved at være bundet.
En anden version med den samme pointe: En guitarstreng skal være bundet fast for at kunne lyde pænt og give en ren tone. Man kan godt løse strengen, men så kan den ikke længere give lyd og bruges til noget.
Bundet i sin egen lænke. Det fortælles om en berømt smed i middelalderen, at han, efter han var grebet og kastet i en fangecelle, fik den tanke, at han ville søge at flygte. Han begyndte nøje at undersøge den lænke, hvormed han var bundet, om han om muligt kunne opdage noget brud, som kunne gøre det lettere for ham at bryde den. Men hans forhåbning i den retning brast; for af et mærke på lænken fandt han, at den var af hans egen produktion. Og det var netop hans stolthed, at ingen nogen sinde havde kunnet bryde en lænke, som han havde smedet. Nu var han bundet med sin egen lænke! Det er på samme måde med synderen. Hans egne hænder har smedet den lænke, som binder ham – en lænke, som ingen menneskelig hånd kan bryde. Der er blot en vej til befrielse. Jesus kan bryde lænkerne – Jesus alene! ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal i være virkelig frie.”

Frihed i Statsfængslet. Carl Lomholt (Månedens præst i DR-kirken i marts) der i mange år var fængselspræst i Horsens statsfængsel, fortæller et sted om en gudstjeneste i fængslet, hvor det er sådan, at det altid er en af fangerne, der fungerer som kordegn. Nu var der sket det, at den gamle kordegn var blevet løsladt, og præsten skulle så sætte en ny ind i opgaven.
Den nye kordegn var blevet overført fra Nyborg og skulle fortsætte sin afsoning i Horsens.
De to mødtes, og noget af det første, den nye kordegn spurgte om, var om han ikke nok måtte bruge de enormt gode bønner, som han var vant til, som han udtrykte det.
Det viste sig at være de ind- og udgangsbønner som er skrevet af Anna Sofie Seidelin.
Pastor Lomholt var ikke for stolt af det, for udgangsbønnen begynder sådan her: ”Herre, jeg takker dig, fordi jeg kan gå ud herfra som et frit menneske.”  Det kan man da ikke sige til folk, der måske sidder her med domme på 8, 12, l6 år eller måske livstid, mente han.
Da så kordegnen forundret på mig, og sagde: der må være noget, du har misforstået, præst; for der står da mere end det! Der står, så vidt jeg husker: ”Jeg takker dig fordi jeg går ud herfra som et frit menneske med mine synders forladelse.” Og så pegede han over skulderen hen på alteret bag sig og sagde på sit syngende fynske: ”Og jeg skal sige dig, at når jeg har været henne ved det der nadverbord og fået det der brød og vin, som er Jesus legeme og blod, så har jeg mine synders forladelse, og så kan jeg netop gå tilbage til min celle som et frit menneske