4. søndag efter påske – 2. tekstrække

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til”. Det er apostlen Paulus, som forkynder dette stærke budskab i dagens epistel fra 2. Kor (som jeg vælger i stedet for Paulus-beretningen fra Apostlenes Gerninger). Påskens budskab handler om ham, som døde, for at vi skal leve. Vi blev ikke fjendernes bytte (Sl. 124). Nej, “fælden blev knust, og vi blev reddet”, og derfor har vi vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber!

Det, som særlig skal understreges denne søndag, er friheden, som Guds børn ejer, takket være Jesu lidelse, død og opstandelse. Der går en linje fra Jesu ord i dagens tekst til den beretning, vi hørte sidste søndag, nemlig beretningen om Moses og den brændende tornebusk. “Når I får ophøjet Menneskesønnen”, siger Jesus, og han mener: ophøjet på korset! Når det sker, da “skal I forstå, at jeg er den, jeg er…” På dansk lyder det ikke af noget særligt, når Jesus siger sådan, men på det sprog, Jesus brugte, må de have kunnet høre, hvordan han igen sætter lighedstegn mellem sig selv og den “Jeg Er”, som Moses mødte ved den brændende tornebusk! Og det er helt igennem en forargelig tanke! En korsfæstet Gud! Jamen, det er umuligt, ville enhver rettroende jøde sige. En forargelse for jøder, en dårskab for grækere, siger Paulus mange år senere.
Men ikke desto mindre er det her, det afgørende sker! Jesus er ikke svigtet af Gud, da han hænger på korset. Tværtimod! Det er så at sige hans kongetrone! Nok blev han forladt af Gud langfredag, men Gud var med i det, der foregik, så det ikke var et nederlag, men en ophøjelse. Det, Jesus gjorde, var det, som var godt i Guds øjne. Det var Guds vilje, som skete, og på den måde blev frelsesværket fuldbragt.
“Da han talte sådan, kom mange til tro på ham”, fortæller Johannes, og det er dejligt, når det sker. Vi sukker efter vækkelse i vort land, og vi glæder os, når vi hører om mennesker, der går over fra døden til livet, sådan som vi hører om det fra andre egne af verden.
Men Jesus er ikke tilfreds med, at de er kommet til tro på ham. Det at tro på Jesus er det samme som at stå i lære, at være hans disciple, og det er det, som nu skal understreges for dem, som lytter. Det er helt nødvendigt for jer, at I nu bliver i mit ord, siger han til dem, og det vil jo sige: Det er helt nødvendigt, at jeg ikke bare får lov til at være jeres frelser, men også jeres herre. Og det at være herre – det betyder altså det samme som at bestemme over andre! Ikke sådan at forstå, at vi så bliver slaver, der kryber for en grum herres vilkårlighed. Sådan er det kun alt, alt for ofte på denne jord. Nej, her drejer det sig om den herre, som har en magt, der er anderledes. (I den forbindelse kan jeg anbefale, at I læser biskop Hans Martensens fortræffelige bog “Dåb og kristenliv”, som udkom på Katolsk Forlag i 1980, og hvor han skabte udtrykket “Den anderledes magt”).

Slaver – det er vi, så længe vi er bundet af synden, siger Jesus, og det ved vi kun alt for godt. Alkoholikeren, som ikke kan lade være med at drikke, ved noget om, hvad det vil sige at være bundet af synden. Rygeren, der ikke kan sidde stille i mere end højst en time eller halvanden, ved det også. Du og jeg ved det forhåbentlig også, når vi virkelig forsøger at kæmpe imod de “bløde punkter”, som vi nu har i vores liv. Den norske præst Karsten Isachsen skildrer det så fortræffeligt i artiklen “Gæster, som ikke vil gå”, som kan læses i hans bog “Ikke en spurv til jorden”. Gæsterne, som han sætter pris på, men som desværre har den kedelige egenskab, at de ikke er til at få til at gå igen – det er de synder, han har, fortæller han, og han provokerer med denne sætning: “Når menneskene elsker synden, har glæde af synden og har syndens skikkelser som sine nærmeste venner, hjælpere og trøstere, så er det selvfølgelig, fordi der er så meget sympatisk og tiltalende ved dem. Synd er så dejligt!”
Men Karsten Isachsen slutter sin artikel med at fortælle om ham, der kommer og vælter deres frokostbord, rammer deres velplejede ansigter med et piskeslag, og får rullegardinerne til at ryge op, så dagslyset vælder ind. “På hovedet havde han en tornekrone”, siger han.
Det er det samme budskab, vi møder i søndagens tekst. Han, som er den levende hyrde, er den eneste, der virkelig kan sætte mennesker i frihed. Ikke nødvendigvis sådan, at de slipper af med fristelserne og undgår syndefaldet, men sådan at de kan se ham, som skænker dem friheden – på trods af alle lænker og bånd!
Det er derfor, det er så vigtigt at høre, hvad han siger. Det er så vigtigt, at mennesker ikke bliver hængende i deres egen indbildning (“Vi er da Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen….”). Nej, friheden i Kristus – det er det, sagen drejer sig om! Friheden ved at leve i den virkelighed, hvor det gamle er forbi, og alt er blevet nyt. Friheden ved at være med blandt dem, der kalder på andre, så de også må høre dette frydefulde budskab om ham, som blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham!

Salmer:
3 – 298 – 455 / 464 – 388 – 202.