4. søndag efter påske – 2. tekstrække

Prædikentanker:

Kristendom er frihed – virkelig og sand frihed. Med det emne er vi ikke i periferien, men i centrum af det, Jesus bragte. Fra hans første prædiken var det et tema (Jf. Luk. 4, 18f). Og det er det altså også her i denne prædiken af Jesus

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”.

Men som første gang, Jesus holdt denne prædiken, sådan også denne gang. Mennesker blev vrede. De kunne ikke forstå, at de havde brug for befrielse. De indså slet ikke, at de var fangne.

Men Jesus forblev tro mod sit kald og sin opgave. Han blev befrieren. Langfredag og påskemorgen er befrielsesaktionen i forhold til syndens magt og syndens skyld.

Og siden da har han været undervejs med befrielsens budskab. Siden da har han uopholdeligt været i færd med at nå frem til mennesker med befrielsen. Det er en frihed, der kan ejes uanset ydre livsvilkår – friheden kan være en realitet både blandt veletablerede og privilegerede, blandt sultende og underprivilligerede. I mondæne kvarterer og i storbyens slumområder. Mennesker kan midt i livet være løst af slægtens dødssammenhæng og ført over i livssammenhæng med ham.

Vi kan forstå, at hans frihed er anderledes – det er ikke nødvendigvis også frihed fra sult, krig, overbefolkning eller problemer på det personlige, politiske eller nationale plan. Den slags befrielse higer mennesker altid efter.

Den frihed, Kristus kommer med, er anderledes. Han er ikke bare medhjælper i alle mulige befrielsesbevægelser. Han lader sig ikke indrullere i vores befrielsesprogrammer. Nej, han er anderledes. Det er noget helt andet, han kommer med. Det er frihed fra den virkelige tvang. Det virkelige og altomfattende fangenskab, som alle mennesker sidder fast i. Det er ikke en række onder, men det er dét onde, han vil befri os fra. Syndens trældom. Syndens fangenskab – enhver der gør synden er syndens træl. Der er ingen forskel. Alle har syndet, siger Paulus. Han går til roden af alle lidelser – oprøret mod Gud

Hvor alle andre bekæmper og behandler symptomer, kom Jesus for at befri os fra selve den dødelige sygdom som ingen kan stille noget op imod.

I dag er budskabet det samme. Og det er fuldstændig lige så eksklusivt knyttet til ham. Og det er også i dag forbundet med samme reaktioner. Når Jesus forkyndes som sandheden, der alene frigør mennesker, så kommer vreden.

Jesus møder os i dag som han mødte dem, uden bebrejdelser, men med en klar tale, der knytter friheden eksklusivt sammen med det at lytte til ham og holde sig til hans ord

Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple. Når der spørges efter frihed, så retter Jesus vores opmærksomhed mod ordet. Vores forhold til ham falder sammen med vores forhold til ordet. Man kan ikke have et forhold til ham og et andet forhold til ordet. Det er ikke to forskellige ting, men to sider af samme sag

Jeg er klar over, at det er hans ord. Jeg er indstillet på at bøje mig for det, underordne mig det. Jeg må gøre brug af det, fylde mit liv med det.

Guds folk er et lyttende folk. De mødes af et løfte om, at de skal forstå sandheden

Meget kan man sige sig selv. Men her er der noget, hvor vi er helt afhængige af, at han fører ordet og siger noget til os