4. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

Ordene i dagens evangelium er talt til disciplene, som har himlens Gud til far. Jesus taler til dem, der har lært Guds barmhjertighed at kende og lever af den.

Hvad er Guds barmhjertighed? Jo, det er det, som Jesus i sit ord forpligter alle mennesker på, vi skal ikke have så travlt med at dømme og fordømme andre mennesker, vi skal tilgive ligesom vi selv er blevet tilgivet.

Vi har alle gjort os fortjent til Guds straf, men Gud fordømte os ikke, selvom ingen af os har nogen undskyldninger overfor ham. Og dermed gælder det om, at vi lader barmhjertigheden og tilgivelsen gå videre til andre, sådan som vi selv har mødt den hos Gud.

Vi skal være Gud lig, vi skal gøre som han. Den måde, som vi lever på, afspejler udgangspunktet for vort liv. Som vi tænker om andre, fortæller, hvordan vi tænker om os selv.

Prædikenansats

Jeg ville tage fat i det første vers og sige: ”Jamen, det er jo ikke muligt”. For ingen er som Gud, og trods det siger Jesus her ikke alene, at vi skal være barmhjertige som Gud, men det siges råt for usødet, at vi skal være fuldkomne, ligesom vores himmelske Fader er fuldkommen. Det lader sig da ikke gøre?!

Nej, men det er det, vi skal nå frem til at indse og erkende! Erkende det som en synd, som noget alvorligt. Vi er skabt af og til Gud, men vi er blevet sådan, at det er udelukket, at vi skulle kunne være det, vi er skabt til, nemlig, afbilleder af Gud.

Så længe mennesker går ud fra, at Gud ikke kan kræve noget, som vi ikke kan gøre, har mennesker ikke forstået noget af det, som er vort virkelige problem i forhold til Gud. Med Gud forholder det sig sådan, at han kræver det rette. En grænseløs barmhjertighed, kærlighed og renhed. Enhver, som begynder at forstå, hvem Gud er, ved også, at han ikke bestå overfor Gud. Det var derfor Gud sendte Jesus til os som frelser og forsoner.

Jeg vil også i en prædiken til denne søndag komme ind på, hvor let det er at lægge kors på andre. Det er så let at se andres fejl og bekende deres synder. Og intet i verden er så let som at fælde dom over andre mennesker.

Det er ikke Gud, der har lært os at dømme, for Gud siger: ”Døm ikke”. Nej, det er Guds modstander, som bestandig anklager Guds børn og ønsker at dømme os til fortabelse og evig pine. Det er hans natur og hans lyst at dømme andre. Der er mennesker, der bruger Guds ord som målestok for andre uden, at det har fået lov at dømme og afsløre dem selv. Det gør mennesker onde og hårdhjertede.

Derfor må opfordringen denne søndag være: Hav ikke så travlt med, hvad andre gør og siger og tænker, men fej for egen dør først og fremmest! Henvis til Rom 2,1: ”Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer, for idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv, du dømmer nok, men handler selv på samme måde”. Det gælder om at se bjælken i eget øje. Det er et drastisk billede, men det er helt bevidst, for det handler om vores synd, og det er en meget alvorlig sag! Bjælken er den håbløse kløft mellem Gud og mig.

En mand havde et motto: ”Der kommer ingenting i en lukket hånd.” Han gav meget, og han høstede rig velsignelse. På samme måde viser Jesus vejen, når han siger i dag: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal man give jer i favnen”. Det er vejen til rig velsignelse. Og vi skal ikke blot give, men også tilgive, vi har selv så utrolig hårdt brug for tilgivelsen.

Salmevalg

nr. 10 – Alt, hvad som fuglevinger fik – (en dejlig lovsang).

nr. 305 – Kom, Gud, Helligånd, kom brat

nr. 365 – Guds kærlighed ej grænse ved (passer godt til teksten).

——–

nr. 209 – Et kors, det var det hårde trange leje (på grund af vers 5)

nr. 424 – I Herrens hus er godt at bo

nr. 613 – Herre, du vandrer forsoningens vej