4. søndag i advent – 1. tekstrække

Advent betyder forventning. Vi nærmer os noget stort, ikke noget stort, som skal komme, men noget stort, som vi skal fejre.

Johannes var en skikkelse, som netop stod i en sådan forventning. Lige før det store skulle ske, virkede. Derfor er han en rigtig adventsskikkelse og dukker op flere gange i prædiketeksterne her før jul.

Hvilken betydning har Johannes Døber for os, der lever 2000 år efter hans virke? Johannes er jo død. Jesus har betydning, for han lever og er vores frelser, men hvilken betydning har Johannes?

Jeg vil trække to ting frem:

Som alle andre, der tjener Gud, er han et eksempel

– til efterfølgelse eller det modsatte. Selv om det ikke direkte står her, så gælder det jo i almindelighed i Bibelen.

Hvad kendetegner ham så?

1) Ydmyghed.

I Jesu øjne var Johannes stor. Det var det, vi hørte om sidste søndag. Derfor er han et eksempel til efterfølgelse. Men i egne øjne var Johannes lille.

Det kommer tydeligt frem ved denne samtale. I det forhold ser vi noget grundlæggende i vores forhold til Jesus, altså i hele vores kristendom. Vi skal ikke ophøje os selv. Det klarer Jesus langt bedre og på et helt andet kvalificeret grundlag. Den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes, siger han et sted. Men det modsatte gælder også: den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges.

Johannes markerer klar forskel på sig selv og sin Herre. Johannes er ikke noget, der bare ligner Herren. Han er ikke noget af alt det store og dyre, som jøderne gik og ventede på. Jeg skal lige understrege, at jøderne havde noget at have deres forventninger i. Gammel Testamente forudsiger både, at Kristus, Elias og Profeten skal komme. Elias havde været der én gang, så man forventede, at han skulle komme igen. Men Kristus og Profeten havde ikke været der før, så dér var ikke tale om nogen genkomst. Johannes vil ikke på nogen måde stjæle ære fra Jesus. Det eneste, Johannes vil vedkende sig at være, er en stemme. En stemme for Herren. Vi kender udtrykket “en stridsmand for Herren”, og vi kan blive stolte, hvis nogen bruger det om os med lidt respekt i stemmen, men Johannes er så stor, at han afviser al form for ophøjelse eller smiger eller noget, der bare kan misbruges i den retning. Han er kun optaget af én ting, og det er at ophøje Jesus. Han gør sig selv så lille, at han kun er det mindst mulige for at tjene Herren. Det eneste, han behøver at være, er en stemme, for en stemme taler og taler om noget bestemt. Johannes er bare et råb fra ørkenen.

På samme måde skal vi bare være en stemme, et råb. Menneskeheden skal høre om Jesus. Og der er ikke andre til at lægge røst til budskabet end os, som tror på ham. Så lad os være stemmer og lægge røst til budskabet om Herren Jesus.

Det gælder også, selv om Jesus faktisk senere siger, at Johannes Døber er Elias, der skulle komme. Han er ikke den genopstandne Elias, for et andet sted præciseres det, at han virkede i Elias’ ånd og kraft, men profetien om Elias’ genkomst går altså i opfyldelse med ham. Når man er så stor, at man direkte er forudsagt i Bibelen, så skal man altså end ikke bruge det offentligt til at gøre lidt opmærksom på sig selv. For Johannes, den største blandt kvindefødte, var det nok at være en stemme, der råber om Jesus. Så må det også bære nok for os.

Der står en bøn i GT: Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld (Sl 115,1).

Den ydmyghed bør gælde hele den kristne kirke. Kirkens væsen er ikke at være en magtorganisation i menneskelig forstand. Ikke våben eller penge eller politik er kirkens sag, men bestandig at råbe et budskab ud, så kendskabet til dette budskab holdes levende.

I den kristne kirke ved vi, at ordets magt er stærkere end sværdets. Det koster ganske vist noget, nemlig slid og lidelse. Det koster arbejde at råbe et budskab ud. Det koster lidelse, når budskabet bliver modsagt.

Men verdens ondskab kan ikke i længden tåle at blive konfronteret med sandheden. Tænk på sovjetkommunismen, som faldt sammen, fordi folk demonstrerede uden vold! Tænk på Martin Luther King, som fik indført reformer uden vold, men i kraft af ordets magt og civil ulydighed!

Tænk på kristendommens udbredelse, ikke mindst de sidste 25 år, hvor den er gået frem i den Tredje Verden udelukkende ved ordets magt.

Den kristne kirke lider blot skade, hvis den vil være andet end en stemme i sammenligning med magten. Det eneste, vi skal samle os om, er at råbe højt, så folk kan høre os. Måske skal vi råbe lidt mere i kor?

Johannes var ydmyg.

2) Johannes havde svar på rede hånd.

Vi kan lære af ham er, at vi bør have svar på rede hånd, når folk stiller spørgsmål. Hos Johannes var der ikke tale om, at han først skulle hjem og slå efter, nej han vidste, hvem han var og kunne gøre rede for det.

Han var fortrolig med Det gamle Testamente og kunne svare for sig, ja mere end det. Han kunne prædike og vejlede andre.

Så kan vi spørge, hvorfor der er brug for det, og derfor tager vi lige en smagsprøve fra det moderne liv:

En muslim stillede et spørgsmål til tre kristne:

“Når nu Jesus i Bibelen siger, at efter ham skal der komme en profet, Ahmed, han er islam, ham skal I følge! – Hvorfor er I så ikke muslimer?”

Eller den her: “Når der i Bibelen står, at Jesus bar vore sygdomme, hvorfor tror I så, at Gud tillader sygdom blandt de troende?”

Her kan man ikke nøjes med et overfladisk kendskab til Bibelen. Her skal der et grundigt kendskab til.

Jesus har ikke talt om en profet, der skal komme efter ham. Det står ikke i Bibelen, men i nogle af de gamle islamiske skrifter.

Og Gud har ikke lovet, at alle kristne skal være raske i denne verden.

Bibelkundskaben er ringe i dag. Derfor skrives der så få salmer med gedigent indhold. Derfor efterspørges sådanne salmer heller ikke særlig meget. Og i det hele taget er menigheden langt lettere at forføre eller bare lulle i søvn. Frikirkerne med deres stærke engagement er sårbare for forførelse, folkekirken med sit ringe engagement fristes til at falde i åndelig søvn i ligegyldighed og selvtilfredshed.

Johannes kendte Bibelen, så han kendte vejen og hverken gav folk uklare eller forkerte svar om vejen.

Johannes er et eksempel for os. Han er ydmyg og solidt plantet i Bibelen.

3) Men der er også noget mere. Jeg tror også, at han var klog. Det er nemlig meget muligt, at præsterne og levitterne ikke bare var sagligt interesserede i at kende hans synspunkter, men også havde en skjult dagsorden. Hvis de kunne få Johannes til at bekræfte en af deres formodninger, kunne de muligvis fængsle ham og indlede en sag mod ham. Han var jo en farlig mand med mange tusind tilhørere. Ligesom de senere prøvede at stille fælde for Jesus, sådan kunne det også tænkes her. Og Johannes kunne ikke være ukendt med, at englen Gabriel faktisk satte ham i forbindelse med Elias-profetien, da den sagde, at Johannes skulle gå foran Herren i Elias’ ånd og kraft. Alligevel vælger han en langt mindre fordringsfuld og langt mindre farlig betegnelse for sig selv. Vi har her en parallel til Jesus, der også valgte at bruge betegnelsen “Menneskesønnen” i stedet for betegnelsen “Kristus”. Han brugte den ovenikøbet i tredje person. Jeg tror, at han gjorde det for at vinde tid. Og jeg tror, det lykkedes. Det er meget sandsynligt, at Johannes også gjorde det på denne måde.

Begge to blev jo arresteret, men nåede, hvad de ville forinden.

Johannes var altså ikke blot ydmyg og bibelkyndig, men også klog. Han forstod at manøvrere uden at slå af på sandheden.

Johannes forberedte folk på Jesu første offentlige fremtræden. Vi forbereder folk på Jesu anden offentlige fremtræden, nemlig ved hans genkomst. Der har vi brug for de samme kvaliteter som Johannes. Han lærer os tjenestens vilkår.

Kun ved at søge ydmyghed, bibelkundskab og klogskab kan man modtage Jesus og hjælpe andre til at modtage ham.

Til sidst peger udspørgerne på en ting, som alligevel gør ham anderledes end en almindelig stemme: han døber.

Her er Johannes ikke direkte et eksempel. Vi døber jo ikke, fordi Johannes gjorde det, men fordi Jesus har befalet det.

Hvorfor døbte Johannes? Jesus var jo endnu ikke trådt frem med befaling om dåb og Moseloven befaler ikke dåb.

Da nævner Johannes kort begrænsningen for sin dåbsvirksomhed:

Jeg døber kun med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.

Næste dag føjer han to ting til:

Johannes døber med vand, for at Jesus skulle blive offentligt kendt, og Jesus døber med Helligånden, hvad Johannes ikke kan.

Johannes døber kun med vand. Senere skal der ske større ting.

Det kendte jøderne godt fra Det gamle Testamente, hvor Gud siger:

Jeg vil stænke rent vand på jer… jeg giver jer min ånd i jeres indre.

Det er altså ikke en befaling, men en profeti, han opfylder. Han citerer ikke Bibelen direkte og gør sig slet ikke til af det, men behændigt leder han netop modstandernes opmærksomhed bort fra sig selv. Dels vinder han lidt tid – han er klog endnu en gang – dels vender han deres opmærksomhed mod Jesus, og det var faktisk meningen med hans gerning. Det havde modstanderne nok ikke regnet med. Mod deres vilje fik de nu en anledning, et incitament til at lede efter Jesus uden at kende ham, men deres nysgerrighed var vakt.

Vores forhold til den kristne dåb og hele vores kirkelige virksomhed bør være den samme. Vi kan gøre alle de ydre ting, vi kan døbe og forkynde, men vi kan ikke skænke Ånden. Det kan kun Jesus.

I den tekst, jeg læste før fra alteret, hører vi om, at vi skal glæde os over Jesus. Det er ikke en befaling, men en indbydelse. Den glæde er netop udtryk for, at Helligånden kommer ind i et menneske og fylder en. Og Paulus forklarer videre, hvad det indebærer: at man får lov at overgive alle sine bekymringer og problemer til Gud, og så vil han tage sig af en. Så må det gå med de ydre ting, som det kan. Gud vil bevare vores hjerte og vore tanker hos Jesus.

Johannes er vort forbillede. Han er ydmyg, bibelkyndig og klog.

Han begrunder sin identitet og gerning ud fra Bibelen og Jesus, der skal komme.

Den vej skal vi også gå.

Glædelig advent!

Salmeforslag numrene er fra 1953-salmebogen)
O kom, o kom, Immanuel – 463 – 74 – 122 – 431 – 75