4. søndag i advent – 2. tekstrække

1. Tekstens centrale budskab og sigte.
“Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Det er Johannes døbers vidnesbyrd. Johannes glædede sig inderligt over det, der var ved at ske. Han var en voksen mand, og Jesus Kristus var i fuld aktivitet. Det kunne for udenforstående ligne en rivalisering mellem Johannes og Jesus. Man kunne forestille sig, at der ville dannes Johannes-partier og Jesus-partier. Det kom ikke på tale, for forholdet mellem Jesus og Johannes var som forholdet mellem brudgommen og brudgommens ven. Når brudgommens ven hører brudgommen komme, fyldes han af glæde. Sådan er Johannes’ glæde fuldkommen. Samtidig så Johannes med sorg, at folk generelt ikke tog imod Jesus som den, han var. Hans egne tog ikke imod ham, selvom han kom til dem. At tage imod Kristus, er at sige, at det er sandt, at han er den, han er – nemlig Guds Søn. Det evige liv er knyttet til Guds søn. Lydighed er at tro Ham. Ulydighed er ikke at holde det, Gud siger om ham, for sandt. Guds vrede kommer over den, der er ulydig. Med Johannes døbers omvendelsesforkyndelse blev mennesker overbevist om, at de var syndere og havde brug for at blive frelst af Gud. Med Jesus Kristus kom selve frelsen, som Guds nådestilbud til alle mennesker. I Kristus kan mennesker undslippe vreden.

2. Mellem tekst og prædiken.
Hos os skal vi for fjerde år i træk holde “lillejuleaften”-gudstjeneste før juleaften, som vi har indført for at tage noget af presset af juleaften. I år falder lillejuleaften og 4. søndag i advent sammen. Derfor fejrer vi højmesse som 4. søndag i advent kl. 10.30 i den ene kirke og “lillejuleaften”, som er den første juleaftens gudstjeneste, kl. 19.30 i den anden kirke.

For børn: Det 4. lys er tændt på adventskransen. Nu kan børnene næsten ikke vente – men de skal vente til den 24. om eftermiddagen.

For børn, unge (og voksne): Edith Rode fortæller i “De små poser” fra Livsmønstre, K-materialet s. 168-169 om børns visdom: Alle børnene havde mæslinger og var, for at de ikke skulde kede sig for meget, anbragt i én stor stue. Derfra hørte forældrene en aften, da lyset inde hos dem var slukket, følgende samtale: En af de store drenge, han var ni år, sagde spekulativt til den næste lillebror på syv år: Jeg ville gerne tro på religionen, lillebror, men jeg kan ikke forstå den!
(Forældrene spidsede øren, de havde aldrig talt om religion med børnene, og vidste ikke, at den var genstand for deres indbyrdes diskussion.)
Der var en lille pause, så lød Lillebrors på engang spinkle og klare stemme:
– Jamen, tror du da, jeg kan forstå den – sagde han – det kan jeg virkelig ikke! Men det er ligesom, at kunne du tænke dig, at der var en meget, meget stor ting og en lille bitte pose. Og du skulle have den store ting ned i den lille pose, og den ikke kunne være der. Og du så ville sige: Den store ting eksisterer ikke. (Forældrene har fortalt mig, at de holdt vejret). Lillebror fortsatte: Din forstand er den lille bitte pose, og Gud er den meget, meget store ting. Fordi han ikke kan være i din lille pose, betyder det ikke, at han ikke eksisterer.
—- mere blev der ikke sagt i barneværelset. Lidt efter sov lillebror og hans mættede søskende, som han havde givet Livets Brød.

Her i adventstiden og nu, hvor julen nærmer sig, står vi alle over for noget, som er langt større, end vi kan fatte. Vi overraskes af Guds godhed og Guds storhed, Guds magt, Guds kærlighed og Guds hellighed. Det kan ikke rigtigt være i vore “små poser”. Det er jo så derfor, Gud bliver menneske i Jesus Kristus og kommer til os, så vore poser kan fyldes af hans fylde, for posebilledet halter nok derved, at det ikke understreger, at selvom vor forstand ikke kan rumme Gud, så kommer Gud dog til os og tager bolig iblandt os. Så fyldes vi med livets vand og øser vand med glæde af frelsens kilder (Es. 12). Så at posen (vi) fyldes op, er et under, der sker ved Helligånden, givet som pant i vore hjerter (2. Kor. 1). At gribe om sønnen sker i tro, og troen er et under, som Gud gør gennem sit ord ved Helligånden.

3: Prædikenskitse – prædikenansats.
1. Evt. indlede med “indfald” for de tilstedeværende børn eller unge.
2. Det fjerde lys er tændt. Med adventsidens og julens budskab står vi overfor det vigtigste, der nogensinde er sket. Gud griber ind i vores verden, hvad enten vi kan begribe det eller ej.
3. Jesus er den største af Alle, men fornedrede sig selv ved at blive menneske og til sidst gå i døden for vores skyld.
4. Lad os tage ham på ordet på denne dag op til jul! At tage ham på ordet er også at tro ham. I ham er der evigt liv. Ikke at ville tro ham er at sætte sig selv under dommen og Guds vrede.
5. Derfor sendte Gud sin egen søn til os – lad os fejre det i juletiden. Lad ham blive større!

4: Forslag til salmevalg.
8, 361, 74 – 73, 98.