5. søndag efter påske – 1. tekstrække

Til teksten

Teksten er som de to foregående søndage taget fra Joh 16. Vi befinder os stadig Skærtorsdag aften/nat mellem nadver og Getsemane, og Jesus fortæller igen om de troendes vilkår i tiden efter påske og himmelfart. Denne tid er også bønnens tid. Og Jesus taler om bønnens adgang til Faderen. Efter påske er adgangen til Faderen sikret. Objektivt er den sikret gennem Jesu død. Synden er sonet; vreden er afvendt; skylden er betalt. Subjektivt sikres den gennem vor kærlighed til Jesus og vor tro på hans guddommelighed (v.27). Jesus taler om en særlig bøn: bønnen i Jesu navn. Det er en ny bøn for disciplene. Hvad er denne bøn i Jesu navn? Det er mere end at påkalde Jesus og bruge Jesu navn. Det er tydeligt i Joh 14,13: “Beder I mig om noget i mit navn”. Her skelnes mellem bønnen til Jesus og bøn i Jesu navn. I bibelsk sprogbrug står “navn” nærmest lig åbenbaring. Jesu navn betyder: Jesus sådan som han har åbenbaret sig. Jesu navn er det åbenbarede Jesus-billede. Bøn i Jesu navn er da med basis i Jesu selvåbenbaring: hans gerning, forkyndelse, hans person. Jesus lover at bønhøre denne bøn og formålet med bønhørelse er, at diciplenes glæde kan være fuldkommen. Denne glæde skal vi i sammenhængen koble sammen med glæden over at se ham igen (v.22). Det er en kristocentrisk glæde: glæden over Jesus, og denne glæde skal blive fuldkommen gennem bønhørelse.

“Jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer” (v.26) skal vi ikke misforstå, som om Jesus siger, at han ikke vil gå i forbøn for os eller bede med på vore bønner. Det gør han jo. Men Jesus siger, at han ikke først skal sikre vores gunst hos Gud eller gøre os acceptable for Gud eller vende Gud til os. Jf. kontrasten der beskriver Faderens kærlighed til os. Alt dette er unødvendigt, fordi Faderen elsker os (v.27). Guds kærlighed er her en genkærlighed, da den er begrundet med vor kærlighed til Jesu og vor tro på hans guddommelighed. Jesu guddommelige bevidsthed kommer til udtryk i udsagnet om at være udgået fra Faderen (præeksistens) og at gå til Faderen.

Til prædikenen

Når man forkynder om bøn, kan man godt føle det, som om man skal balancere på en skarp knivsæg. På den ene side skal vi lade de meget stærke løfter stå. Vi skal slippe dem løs til tillid og frimodighed. På den anden side må vi også gardere os for at hindre misforståelser og dermed tvivl, anfægtelse og frafald, når mennesker bliver skuffede, fordi de ikke får deres ønsker opfyldt. Der er to forhold, der sætter nogle grænser for, hvad Gud opfylder. Det ene er hvem vi er. Løfterne gives jo til os, som tror og elsker Gud. De gives til disciplene, som har lært – eller er ved at lære – at fornægte sig selv og følge Jesus. Vores identitet som troende sætter grænser. Jeg kan altså ikke få mig til at bede Gud om en BMW, og jeg kan heller ikke gøre det i Jesu navn. Heller ikke den mindste BMW kan jeg få mig selv til at bede om. For det ligger udenfor hvem jeg er: en discipel, der følger Jesus og ved, at livets mening ligger i dette. Og så har jeg overhovedet ikke brug for en BMW. Det andet er, hvem Gud er. Vores Guds- billede, som kan være mere eller mindre rigtigt, sætter grænser for, hvad jeg beder om. Opfatter vi Gud som en, der er til for mig, da beder jeg i overensstemmelse med dette. Men opfatter jeg Gud som skaber og herre, som den hellige og dog barmhjertige fader, da beder jeg om noget andet. Her taler Jesus om bønnen i Jesu navn, og da skal vi tænke på Jesus-billede her. Er han Gud, som i præeksistensen levede hos Gud, og som efter sin soning vender tilbage til Gud? Er han Guds lam, der bar verdens synd? Er han vor herre, som vi følger? Da får det konsekvenser for, hvad vi beder om. Bønnen i Jesu navn er en bøn, der er dækket af Jesus, fyldt af Jesus og omfattet af Jesus. Det er et navn der giver tillid og frimodighed men også et navn, der lader os se vor egoisme. Og det kan være meget sundt, når vi beder. Bøn er ikke et magtmiddel i vores hånd hverken overfor Gud/Jesus eller mennesker. Det er ikke et middel, der giver os kontrol, men vi beder til vores Herre.

Og så er der også en tredje begrænsning. Bønhørelse er til vor glæde. Gud giver for at gøre glæden fuldkommen. Men denne glæde er jo glæden over Jesus. Det er en glæde, som Jesus skaber og som er bundet til hans frelsende nærvær hos os. Og nu er vi inde ved det svære og uforståelige ved de manglende bønhørelser. Og vi kan ikke komme med et strømlinet svar. Men hvor svært og uforståeligt det end ser ud, så giver og svarer Gud på bøn på en måde, så vi kan se Jesus tydeligere og klarere. Det er den glæde, Gud arbejder på i vores liv.