5. søndag efter påske – 1. tekstrække

Teksten

Den handler om bøn. Og bøn er ikke så mystisk, som mange gerne vil gøre det til.

Vi kan virkelig bede om hvad som helst, hvor som helst og når som helst, og vi behøver ikke engang at folde vore hænder eller se specielt fromme ud.

Bøn er samtale med den levende Gud og en fantastisk og uvurderlig mulighed. Jesus vil give os det, vi beder om. Der står ikke, at vi får alt, hvad vi beder om, men der står f.eks. i Matt 7,7, at den, som beder får, altså ikke nødvendigvis, hvad vi beder om, men vi får.

Fra tekst til prædiken

Vi skal fortælle menigheden, at bøn selvfølgelig ikke er en lang ønskeseddel med navn og adresse på, hvor svarene/gaverne kan afleveres. Gud er jo ikke nogen automat.. Nej, det handler om at være meget tæt på Gud, tale med ham fuldstændig som når vi taler med ethvert andet menneske.

Og så skal vi prædike om at bede i Jesu navn. En bøn, der først kunne begynde efter Jesu død og opstandelse. At bede i Jesu navn er at bede i fuld tillid til, at Jesus også både kan og vil og har magten til at høre vor bøn. Jesus vil høre mig, fordi han er død og opstanden for mine synders skyld.

Bøn i Jesu navn er ikke en trylleformular, det er ikke abra-kadabra, nej, det er en åndelig virkelighed, som jeg går ind i. Og at bede i Jesu navn er også at bede i fuld overensstemmelse med Jesu navn. Jesu navn indeholder også en naturlig grænse. Jesus har givet os lov til at bede om alting, men det betyder samtidig, at vi ikke kun kan og skal bede om alle mulige jordiske ting og behov, nej, livet med Kristus betyder også, at vi beder for andre end os selv, at vi beder om at modtage syndernes nådige forladelse hver dag, at vi beder om, at Gud vil hjælpe os til at være lydige, at være vidner for ham i denne brogede og mangfoldige verden. Vi beder i Jesu navn, og Gud giver os i Jesu navn. Jeg behøver ikke at bruge fine og flotte vendinger. Jeg kan sige til Gud og Jesus præcis hvad jeg føler, og hvordan min situation er, og Gud har knyttet så store og stærke løfter til bønnen. Bønnen er en dør, der åbnes, en dør, der aldrig kan lukkes.

For Jesu navn er navnet over alle navne, og dette navn kan aldrig tabe sin gyldighed overfor den levende Gud. I Jesu navn har jeg alt, hvad jeg behøver.

Brorson skriver så flot:

Det at bede, banke, råbe

er de kristnes største kunst;

den, som kun på Gud tør håbe,

finder frelse, trøst og gunst;

hvo kun tror vor Herre vel

ret af hjerte, sind og sjæl,

han skal altid redning finde,

intet kan ham overvinde.