5. søndag efter påske – 1. tekstrække

Til teksterne.
1. Mos. drejer sig om det med navnet og om, at frelse er at kunne se Gud ansigt til ansigt.
Jer 29 er et løfte om bønhørelse.
Jak 1 forstår jeg ikke helt i denne sammenhæng og vælger derfor nok Ap.G. 6, som måske heller ikke knytter sig så meget til evangelieteksten som til historien efter påske.
Joh 16 siger, hvordan det er, når vi ser Jesus – da er vejen til Faderen åben.

Til prædikenen.
Bøn i Jesu navn:
Jeg er ved at være i den alder, hvor man “mindes gamle dage”. Når jeg blev sendt til købmanden, havde jeg ikke penge med. Det blev skrevet i bogen, og købmanden kendte mig, så han noterede det bare. Men når han fik en ny kommis, så regnede den nye mand med, at jeg betalte. “Det er til Vagn Hansen”, sagde jeg så, og fik så varerne med i min fars navn. Hans navn var garant for min troværdighed.
Når vi beder i Jesu navn, er vi ikke ukendte, men vi kan tillade os at trænge os på. Vi har den rette adgangskode (billedet har den begrænsning, at vi som kristne netop ikke skal have en særlig, hemmelig kode eller mantra for de indviede – vores kode er offentlig).
Ordene “indtil nu har I ikke…” viser, at der er et vendepunkt, og det kan give anledning til at repetere (eller udvide undervisningen med) at “forhænget er revnet”. Forsoningen er baggrunden for, at vi må bede. Nu er der direkte adgang.
Det ligger også bag den overraskende udtalelse, Jesus kommer med i v. 26: Jesus siger ikke til os, at han vil bede til Faderen for os, for Faderen selv elsker os. Jeg læser disse ord som “evangeliet i, hvad Jesus ikke vil”. Hvis han skulle bede for os, så havde vi ikke fri adgang. Men nu er det almindelige præstedømme en realitet, og vi har retten til at træde frem for Gud uden mellemmand.
Set i det lys – og hvis jeg har ret i dette – så er det faktisk uevangelisk at tale om, at Jesus går i forbøn for os. Det er at regne retten til at træde frem for Faderen i hans navn for intet, selvom det lyder og menes fromt (jeg hører gerne kommentarer, hvis dette er for bastant. Men er det ikke sådan, at der hvor der er tale om, at Sønnen går i forbøn for os, der er det knyttet til forsoningen, mens den “sjælesørgeriske” funktion er knyttet til Ånden – når vi står foran Guds trone og ikke kan finde ord, så beder Ånden).
Grundtvig bruger en god betegnelse i DDS 48,2: I Jesu navn har vi et “fristed”. Her er et sted, hvor der gælder andre regler end uden for (dette kan bruges som udgangspunkt for en børne- eller konfirmandprædiken).
At bede i Jesu navn er ikke en bestemt måde (trylleformular el. password) at bede på, men et bestemt sted – et sted hvor vi ved, at vi kan tale med Gud uden forbehold og forhindringer. Og den, der beder det sted, siger samtidig, at han ved, han er en synder, der ikke er værdig til at nærme sig Gud i sit eget navn.
Bønhørelse: Det traditionelle spørgsmål til ordene “Bed, og I skal få”. Ud fra fristedstanken kan vi vende tankegangen om fra “Hvorfor får jeg ikke…” til: Det er et spændende (fri)sted, vi lever. Hvad mon Gud nu vil give, når jeg beder om det og det? Og pointen her i v. 24 er jo, at glæden skal være fuldkommen. Bønhørelsens hovedsigte er glæde – og med det tidsperspektiv, der er i Afskedstalen (den nye tid er begyndt, og der er kun kort tid til, vi ser Jesus), så er bønhørelsens fuldkomne glæde jo det nye liv i den nyskabte verden.
Missionsperspektiv: Teksten er en missionstekst. Mennesker kæmper for at komme i kontakt med den/det guddommelige og evt. stå på god fod med den/det. Vores svar er, at Gud tog kontakt til os og gav os et sted, hvor vi uden vanskeligheder kan møde ham. I Jesu navn er himlen åben!
Og det fristed, hvor vi lever vores liv, er ikke et feriecenter, men et kraftcenter, hvor vi modtager Helligånden og bliver sendt ligesom Jesus (20,21f)

Ideer til salmer:
48, 292, 549.