5. søndag efter påske – 2. tekstrække

Med denne første del af Joh. 17, som vi plejer at kalde Jesu ypperstepræstelige bøn, er vi inde ved kernen i Jesu gudsforhold. Vi ser klart, hvilket dybt og inderligt kærlighedsforhold der består mellem Faderen og Sønnen. Og det mest forunderlige ved Jesu bøn er, at han ønsker at drage sine disciple med ind i det samme umiddelbare og nære forhold til Faderen.
Jesus har umiddelbart før teksten til denne dags evangelium afsluttet en lang og meget rig afskedstale til sine apostle, hvor han med talen om Helligånden som deres anden talsmand forbereder dem på at kunne klare sig uden hans fysiske nærvær.
Igennem hele Johannes-evangeliet hører vi om timen, der endnu ikke er kommet, lige fra Jesu første tegn ved brylluppet i Kana, hvor han gik i rette med sin mor (Joh. 2,4). Senere fortælles der, at ingen kunne gribe ham, fordi hans time endnu ikke var kommet (Joh. 7,30; 8,20). Men ved begyndelsen på hans sidste påske, står der så endelig, at “Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen” (Joh. 13,1). På samme måde sagde Jesus også tidligere, da han forud fortalte om sin død, med den specielle lignelse om hvedekornet: “Timen er kommet, da Menneskesønnne skal herliggøres” (Joh. 13,23). Det er kristendommens store paradoks, at Jesu død på korset kaldes hans herliggørelse: For en almindelig, overfladisk betragtning er korsfæstelsen jo alt andet. Det er datidens mest brutale og ydmygende henrettelsesform. Udadtil er Jesu død derfor det største nederlag man kan forestille sig, men for troen er det Jesu herliggørelse, idet han gennem sin død viser os Guds selvopofrende kærlighed. Døden er så endda kun den første del af herliggørelsen. Med til herliggørelsen hører også opstandelsen, hvor Jesus med Paulus’ ord fra begyndelsen af Romerbrevet blev “stadfæstet som Guds søn med magt og vælde” (Rom. 1,4), og himmelfarten, hvor Jesus helt eksplicit vendte tilbage til den herlighed, han havde hos Gud, før han blev menneske (Joh. 17,4). Det er stærke og markante ord, der svarer til, at Jesu sidste ord på korset ifølge evangelisten Johannes netop er: “Det er fuldbragt!” (Joh. 19,30). I kraft af Jesu gerning gives der evigt liv til enhver, som vil tage imod det. Ved troen gribes allerede her og nu det evige liv, som består i at kende Faderen og Sønnen (Joh. 17,3).
Meningen med Jesu komme til verden var, at mennesker ved hans ord skulle komme til tro på, at han virkelig var udsendt af Gud, og ved denne tro skulle de arve evigt liv (Joh. 17,8; jf. Joh. 20,31).
Det er svært at lave en disposition for en prædiken over en tekst fra Johannes-evangeliet, fordi der ikke er nogen klar struktur. Mit forslag er, at man selv udvælger nogle hovedpunkter, som man synes er vigtige at få frem i ens menighed, måske særligt med henblik på konfirmanderne, hvis man – som jeg – har konfirmation den dag.

Forslag til en prædikendisposition:
1. Jesu frelsergerning er fuldendt.
2. Troens fællesskab med Faderen og Sønnen.
3. Hvordan blive holdt fast i denne tro.

Salmer:
223 (om Jesu sejr og hans forbøn for de troende)
190
251 eller 248
—
536/281/279
414/218/ 49

Så er der lidt at vælge mellem!