5. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

“Der sad en fisker…” engang ved bredden af Genesaret sø. En ret almindelig fisker, og så alligevel ikke. Han er jo den dag i dag kendt i hele verden. Der er så galt en vis biskop, der kalder sig hans efterfølger – som en ærestitel.

Fiskeren Simon fra Betsajda, også kendt under navnet Peter, den mest berømte af Jesu disciple. Hvad er det, der gør ham så speciel? Det kan teksten i dag oplyse om. Indtil den dag, han sad og hørte på Jesus, havde han været en fisker som mange andre. Kendte til slid og arbejde, kendte til hvordan lønnen ikke altid svarer til anstrengelserne, kendte til bekymringerne for dagen og vejen: “Vi har slidt hele natten og ingenting fået.” – Der er uendelig mange mennesker ud over verden, der kunne sætte de ord som overskrift over deres liv: Fattige, misbrugte og undertrykte mennesker. Men også i vort rige Vesten kunne mange skrive det som motto: Vi har slidt hele natten og ingenting fået! Intet andet end blodpropper og tomme hænder! Manden Job fra GT udtrykte engang, hvad der stadig er menneskers pessimistiske livserfaring: Nøgen kom jeg til verden, nøgen går jeg herfra! Hvad får jeg ud af mit slid og min bekymring?

Der skete imidlertid noget med den tankefulde fisker den dag. Ja, han fik endnu mere at tænke på end den mislykkede nat på søen. Han mødte Jesus. Ja, han mødte Jesus på en sådan måde, at det blev ham for meget. Det, han ikke kunne klare ved hårdt arbejde, klarede Jesus blot ved at udstede en ordre. To både blev fyldt med fisk, så de var synkefærdige. Og det blev Simon for meget. Se hans reaktion, da han blev konfronteret med Jesu magt. I stedet for at juble og takke, faldt han ned på jorden og bad Jesus gå sin vej. Simon tænkte dybere end som så. Han så i begivenheden et kæmpenederlag. Nederlag for sine egne kræfter, sin egen dygtighed, sin egne planer, sin egen fortjeneste. Nederlag for alt det, han hidtil havde stolet på og bygget på og holdt sig til. Han oplevede det ligesom en skoleelev, i det øjeblik læreren kommer ud fra eksamenslokalet og siger: “Du er dumpet!” Det, du præsterede, var ikke nok til at bestå. Sådan begyndte det for den store Simon Peter. Ikke stort og heltemodigt, men med et knusende nederlag. Og sådan må det gå, når et menneske bliver Jesu discipel. Sådan også for dig og mig, hvis vi vil være disciple og efterfølgere af vor Herre Jesus. Et rigtigt møde med Jesus resulterer i, at vi lider nederlag med alt vort eget.

Normalt er det stik modsat ude i det almindelige samfund. Dér prøver vi at uddanne og dygtiggøre os på alle måder. Vi tager kurser og eksaminer, skaffer fine papirer og gode anbefalinger for at vise, at vi er kvalificerede til den stilling, vi vil opnå. Sådan er det bare ikke hos Gud! Hos ham er det ikke vore kvalifikationer, der tæller. Her er det den uværdige – den, der ikke har fortjent det – som bliver ansat. “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!” Jamen, Jesus kom netop for at kalde på syndere. Han kom ikke for at kalde selvhjulpne og retfærdige til sin kirke. Derfor har man også fra gammel tid sammenlignet kirken med et sygehus, hvor Kristus virker som den store læge, der samler de håbløst syge og redder dem fra døden.
Men det begynder altså med et nederlag. Det begynder med at få øjnene op for Gud i al hans magt og vælde, hellighed og strenghed. Det begynder med at føle samme rædsel som Simon: Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand; vi kan ikke have med hinanden at gøre. Først når vi kender denne rædsel, kan vi for alvor føle det vidunderlige i ordene fra Jesus: “Frygt ikke!” De ord giver jo kun mening, hvis de bliver sagt til en, der er bange. Ligesom de også kun giver mening, når de bliver sagt af ham, vi er bange for! Lovlig ofte bliver de ord: Frygt ikke! sagt af mennesker, der ikke har mandat til det. Det kan være politikere, der forsikrer om, at vi ikke skal være bange for det og det, og så har man en eller anden lumsk anelse om, at det har de alligevel ingen indflydelse på. Det kan være præster, der står på prædikestolen og forsikrer, at der ikke er noget at være bange for, for Gud er kærlighed og atter kærlighed. Guds kærlighed viser sig jo netop først for alvor, når ordene “Frygt ikke!” lyder fra hans egen mund, og når de lyder til det menneske, som ligger i støvet foran ham, grebet af rædsel over sin egen synd og afmagt.

Simon oplevede det. Han hørte oprejsningens ord af Jesu egen mund. Og han blev ansat til at fiske mennesker. Den uværdige og ukvalificerede fik stillingen. Stillingen som discipel, som læredreng hos Mesteren selv. Som medarbejder i hans kirkes tjeneste. Den jævne, almindelige fisker fra Galilæa blev den store menneskefisker og apostelfyrste Peter. Som han er også vi, hver og een, kaldede til at være disciple, da vi blev døbt i Jesu navn. Kaldede til hans kirkes tjeneste. Men vi må huske, at vore forudsætninger er og bliver de samme som Peters: vi er syndere, i os selv ukvalificerede. “Vor duelighed er fra Gud.” Det er ikke os alle, der bliver store missionærer eller pave i Rom. For nogen består tjenesten ikke i andet end at bede aftenbøn med sine børn, for nogen bliver det aldrig mere end at fylde en kirkestol søndag formiddag. Kristi tjenere og disciple har forskellige evner, derfor også forskellige tjenester. Men grundlaget for tjenesten og kaldet er det samme: at vi alle har set vor egen synd og afmagt, og hører Jesu tilgivende og oprejsende ord. Det er hans ord, der frigør os, hans ord, der jager rædslen bort, og hans ord, der sætter os i arbejde. “En discipel er et menneske, som lytter til Guds ord og beder om at få troen i eje eller blive bevaret i troen. Det afgørende er, at man holder sig til Jesus og følger ham” (Bo Giertz).
Amen.

Salmeforslag:
12 – 296 – 127 / 322 – 326.