6. søndag efter påske – 1. tekstrække

Til teksterne:
Hagg/Joel: Da vi ikke læser GT-teksten, når der er dåb, vil jeg – hvis der ikke er dåb – vælge Joel, for teksten jo ret central. Hag. er også “god nok”, men lider ligesom adskillige andre gode GT-læsninger af, at de er ret meningsløse at lytte til helt uformidlet.

Peter og Ap.G. taler begge om bøn. Valget må afhænge af den linie, der er lagt de foregående søndage. Men der er da mest pinse i 1. Peter 4!

Evangelieteksten på denne sidste søndag inden pinse er kronologisk set den første af de 4 fra afskedstalen. Rækkefølgen er måske sådan, fordi den lige før pinsens herlighed taler om forfølgelse/modstand/frafald.

Til prædikenen.
4. søndag i træk inden for den samme tekst – ja, hvis man er “på” alle 4 søndage, så kan det være svært at forny sig. Ideelt set kunne man lave en plan for de 4 søndage og sørge for, at de kommer til at udgøre en helhed af temaer. Det vil være godt for prædikanten, men jeg tror næppe tilhørerne vil fange det. Da der både er skæve helligdage og konfirmationer, så vil der kun meget få steder være nogen, der bliver “udsat” for alle 4 tekster.
Søndagen må komme til at bære præg af, at det er pinse næste søndag. Og så må man tage bestik efter, om man står over for en Helligånds-forskrækket, -indifferent eller -fikseret menighed. Og ud fra det må det understreges, at det er Jesus, der sender Ånden (når og hvor…). Han gør det – ellers havde vi ikke haft kirken/menigheden. Og det er ikke en fejl, dér hvor det giver særlige virkninger. Men der er heller ikke særlige “teknikker”, som kan aktivere Ånden uden om Jesus.
Åndens virke og væsen beskrives med de tre begreber: Talsmand, sandheds ånd og vidne (om Jesus). Og “sandhedstesten” får vi også: At Ånden vidner om Jesus. Det kan bruges som undervisende optakt til pinsen.
Med hensyn til “vidne” er der en dobbelthed: Ånden vidner, og vi skal vidne (imperativ). I Nigeria så vi, at kirkerne voksede. Og ud fra vores opfattelse af den sande læres og forkyndelses betydning, var det svært at begrunde den vækst. Forkyndelsen var ofte mangelfuld og lovisk (men dog ikke bevidst i modstrid med “den sunde lære”). Så vidt jeg kan se, så “fungerede” det ved, at menigheden som sådan var et vidnesbyrd. Det kristne fællesskab vidnede.

Det er jo også i fuld overensstemmelse med Trosbekendelsen. “Vi tror på Helligånden” hvilket uddybes med: “… kirken / de helliges samfund”. Her er ånden, og han vidner og virker. (Det er også med til at tage trykket af presset på den lille del af menighedens samling, der består i prædikenen!)
Det giver en “dynamisk hvile”. Der er dynamit i det kristne fællesskab, for Ånden vidner, så jeg skal ikke opfinde alle mulige tiltag. (“Jamen det virker jo ikke her hos os. Se på tilbagegangen” – Nej, se på, hvad Gud gør ud over jorden. Aldrig har der været større vækst end i vores tid. Men hvis du og din menighed glemmer (ydre)mission, så går I selvfølgelig glip af den opmuntring!).

Men der er også imperativen: “også I skal vidne”, så den “dynamiske hvile” er ikke ferie.
Endelig er Åndens virke sat ind i en realistisk sammenhæng – Jesu tale giver ikke grundlag for nogen herlighedsteologi: Åndens frugt, menigheden, er uønskede lys i mørket. Mørket tager ikke imod, men bekæmper os på mange måder. Det er dog ikke lige synligt og oplagt til alle tider, så derfor er der perioder, hvor kristne må minde hinanden om, at Herren har sagt det, så vi ikke bliver overraskede, når det sker.
Men hvad er forfølgelse – er det ikke også at se Djævelens strategi i en velfærdsligegyldighed, som vi oplever i vores tid?

Forslag til salmer:
238, 251, 258, 307.