6. søndag efter påske – 2. tekstrække

Jesus som den store forbeder

Jesus var død, men også opstanden og himmelfaren. Nu får vi efter himmelfarten et lille indblik i hans børn for disciplene, da det virkelig brændte på inden hans død. Da han vidste, at han skulle dø, koncentrerede han sig om det vigtige. Her viser omsorgen for de forvillede disciple sig.

     Jesus er ikke kun forbeder, han er også magthaver. Magten i himmelen og på jorden er hans, om end den er usynlig. Men hans magt er så stærk som epistelteksten siger, at hverken nød, angst, forfølgelse, sult, nøgenhed, fare eller sværd kan skille os fra hans kærlighed, således at hans kærlighed og magt skal ses i sammenhæng.

     Hverken liv, død eller andre magter eller noget som helst kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det er sandt, selvom Jesus er himmelfaren og dermed usynlig, og selvom han ikke manifesterer sig med undere og mægtige gerning, som han gjorde lejlighedsvis under den offentlige del af hans liv på jorden.

Jesus ønsker enhed

Jesus beder indtrængende om enhed (i tre på hinanden følgende vers 21-23).

Jesus beder om enhed hos de kristne, ikke enshed. Egoisme og selvhævdelse har alt for ofte sat et forlangende om, at de andre skal blive som os, for at vi kan anerkende dem. Ensheden skal ikke påtvinges nogen.

Men enheden mellem forskellige disciple skal være et vilkår i kirken.

I alt hvad Jesus siger i kapitlerne i Johannesevangeliet før hans korsfæstelse og død hviler på den indre enhed i Gud. Den er anderledes end andre monoteistiske religioner. Gud er en tre-enighed. Ligesom et æg ikke er et æg uden en blomme, eller uden en hvide eller uden en skal, således er den tre-enige Gud ikke Gud uden Faderen, eller uden Sønnen, eller uden Helligånden.

Jesus beder om enhed – og det er ikke det samme som enshed.

Jesus beder om enhed – og det er ikke det samme som enighed i tids-, situations- og kulturbestemte forhold.

Hvordan dette kan/skal siges i forkyndelsen afhænger af lokale forhold i menigheden.

Kærligheden som enhedens grund

Jesus sidste bøn flyder over af kærlighed og omsorg. Den stærkt intensiverede kulmination lyder i bønnen til Faderen: ”for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem”.

     Faderen elsker Sønnen, men Faderen overgiver alligevel Sønnen i dødens vold. Det er paradoksalt, ingen jordisk far, som elsker sin søn, ville sende sin søn af sted i en opgave, der koster sønnen livet. En far ville ikke sende sin elskede søn ud på en Uriaspost.

     Men Faderen gør det, fordi han også elsker mennesker. Jesus elsker også mennesker, det lyser ud af hans sidste bøn.

    Men mennesker må modtage og lade sig præge af denne kærlighed for at der kan blive enhed i troen og så lade mærkesager ligge, som er tids-, situations- og kulturbestemte, og som derfor sætter falske anstød.

Enheden i troen skal være et vidnesbyrd for verden.

Hvordan det formidles lokalt kræver fingerspidsfornemmelse, men det kunne tænkes at det er på sin plads at nogle kristne korrigerer noget, for at det kan være et ægte vidnesbyrd for verden.

Salmevalg:

392 Himlene, Herre, fortælle din ære

666 Den grund, hvorpå jeg bygger,

266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre

——-

292 Kærligheds og sandhed ånd!

335 Flammerne er mange, lyset er ét