6. søndag efter påske – 2. tekstrække

Ligesom sidste søndag er teksten hentet fra Jesu ypperstepræstelige bøn (Joh. 17), hvor Jesus beder for sine disciple, både for dem dengang (v. 6-11), og for dem, “som ved deres ord tror på mig” (v. 20). Den centrale budskab er Jesu bøn om enhed mellem alle de troende som et vidnesbyrd for verden, dvs. for alle ikke-troende. Mønsteret på denne enhed er den fuldkomne enhed, der består mellem Faderen og Sønnen. Midlet til at opnå denne verdensomspændende enhed er, at de troende tager imod Guds herlighed formidlet gennem Sønnen, sådan som hele Johannes-evangeliet er skrevet som et vidnesbyrd om.
Målet for denne enhed er, at alle andre uden for menigheden (dvs. verden = de ikke-troende) skulle forstå, at Jesus er Guds udsending, og at Gud elsker verden, lige som han elsker Sønnen.

Hermed har denne tekst en vis disposition, som kan bruges til at opbygge en prædiken over, idet en god og ret prædikens mål bør være at få tekstens eget sigte klart frem. Grundtemaet er den enhed, som findes i treenigheden, og som gennem troen på Jesus som Guds udsendte søn også skal findes i kirken, og i tredje instans være et vidnesbyrd for verden, så at de ikke-troende kan komme til tro og derved få del i det evige liv. Det er en vældig og overvældende tanke – at den guddommelige enhed skal vise sig i de troende og gennem dem drage mange andre med ind i den samme enhed!
Da der kun er en uge til pinse, til festen for Helligåndens udgydelse over apostlene, sådan som det allerede denne søndag forudgribes i den gammeltestamentelige læsning fra Joels Bog, vil det være naturligt også at tale om Guds Ånd som den, der formidler enheden mellem de troende, ligesom Ånden også er bindeleddet mellem Faderen og Sønnen, jævnfør den faste formulering i kollekterne “i Helligånds enhed, én sand Gud …”

En prædikendisposition kunne se således ud:
1. Enheden mellem Faderen og Sønnen.
2. Enheden mellem de troende.
3. Enheden som et vidnesbyrd for verden.

Salmer:
248, 255, 500 – 286, 275