6. søndag efter påske – 2. tekstrække

Der er et spørgsmål som brænder igennem i mit sind, når jeg læser denne tekst:
Blev Jesu bøn hørt?

Det spørgsmål har dels et makroplan, hvor det handler om kristenhedens splittelse i forskellige hinanden bekrigende kirkesamfund. Dels har det et mikroplan – lokalplan – hvor de handler om de kristnes enhed og kærlighed i den lokale menighed. De to planer flyder over i hinanden på en ugennemsigtig måde.

Nogle synsvinkler:

For det første: Den var gal selv samme dag, hvor Jesus bad sin bøn. Lukas fortæller at samme aften var disciplene oppe at toppes om hvem, der var den største. Judas forrådte Jesus og ud på natten blev discipelflokken splittet, Peter fornægtede etc. Der er sat en forfærdelig trend i kirkens historie: De fleste af de problemer kristne mennesker har, har vi med andre kristne. Ergo: Der har aldrig været en gylden tid hvor Jesu bøn blev opfyldt, set med det blotte øje og almindelige fredsommelighedskriterier. Da han bad var Guds fuldkomne søn sig pinligt bevidst, at han måtte leve med en tilsyneladende uopfyldt bøn.

For det andet: Det ovenstående smertelige sår i den kristne kirke spiller naturligvis sin rolle i splittelsen mellem kirkesamfundene. Der har også være personlige rivaliseringer, forfængelighed og svigt indblandet i det. Men vi gør den kristne lære til pjat, hvis vi ikke fastholder, at der også har været vigtige og alvorlige sager på spil: Der findes ikke flere forskellige sandheder om fx dåben eller nadveren. Enten tager vi fejl eller også tager fx baptistiske eller Romersk-katolske kirker fejl. På bundlinien.

For det tredie: Jesus beder ikke de kristne om at blive ét. Han beder faderen om at de kristen må være ét. Eller rettere: Han beder om at den enhed, som er der allerede (” ligesom du i mig og jeg i dig”) må tage til (”fuldt ud”). Altså at den må blive synlig og mærkbar. Jeg ser for mig er sår som gror sammen indenfra: På overfladen er det åbent, nedenunder er helingen i gang.

For det fjerde: Der er en mærkelig parallel mellem bønnen om at de må ”være et” og bønnen om at de må ”være i os” (v 21) . Det er nærmest ikke til at se, hvornår Jesus taler om det ene og hvornår han taler om det andet. At vokse i enhed med Jesus, er at vokse i enhed med de andre kristne. Jo tættere vi er på ham, des tættere er vi på de andre kristne. (Som egerne i et hjul, des tættere de er på navet dets tættere er de på hinanden)

For det femte: I det lys må vi betragte bruddene og smerterne i den kristne menighed. Både på Mikro- og makroplan. Når jeg ser en kristen, jeg er uenig med – også på det store og alvorlige plan – så ser jeg også en elsket. Én jeg er forbundet med under det smertende og væskende sår. For Jesus taler om noget svimlende her: Fra evighed har der – inden i Gud – været en kærlighed mellem den evige fader og søn. Jeg og alle de andre kristne – enige eller uenige – er draget ind i den evige kærlighed. Under de synlige sår er der en heling undervejs.

For det femte: Jesu bøn om at disse synlige sår kan heles, må aldrig forstumme i den kristne menighed. Og vi længes efter den sidste store dag, hvor de skal heles. Men helingen nås ikke ved at springe buk over forskellene; men ved sammen igen og igen at søge Guds sandhed.

Så det siges måske bedst i et lidt barnligt replikskifte:
”Kan Gud gøre sin menighed til en synlig enhed?”
”Ja”
”Vil han gøre det?”
”Ja”
”Hvornår?”
”Ved ikke – senest ved Jesu genkomst!”

Salmer: 292-512-335//334-299-281