6. søndag efter påske – 2. tekstrække

Søndagen ligger mellem Kristi Himmelfarts Dag og Pinsedag. Det er med til at give søndagen sit særlige præg.

Dagens tekster

Den gammel-testamentlige læsning fra Joels bog er en profeti om Åndens udgydelse. Ånden betyder en ny nærkontakt med Gud. ”Enhver, som påkalder Herrens navn……”. Enhver – uanset alder, social status eller noget andet. Forskelle udjævnes. Ånden er også tegnet på de sidste tider. ”Herrens store og frygtelige dag” er på vej. Nu er vi i frelseshistoriens sidste epoke.

Epistellæsningen fra Rom 8,31b-39 har sejrstonen fra Kristi Himmelfarts Dag. Frelsesværket er  fuldendt. Kristus har sejret og taget plads ved Guds højre hånd. Derfor er der ingen grund til nederlagsstemning. ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham…..” Vi føres i triumftog med Kristus.

Evangelieteksten fra Joh 17,20-26

Jesu bøn udvides her til at omfatte alle, som kommer til tro. Det er en bøn, som går ned gennem tider og slægter.

1. Bønnen er en bøn om enhed mellem disciplene. Ikke mindre end tre gange har vi bønnen om enhed (v.21,22 og 23).

Enhedens udgangspunkt er Faderens enhed med sønnen.

Enhedens sigte er, at den overfor verden skal være et vidnesbyrd om Jesus (”for at verden må tro, at du har udsendt mig”).

2. Bønnen er også en bøn om, at disciplene må være, hvor Jesus selv er (v.24). Der er altså ikke bare tale om en enhed mellem de troende indbyrdes, men en forening med Jesus. Ordet herlighed (doksa) rummer meget. ”Vi så hans herlighed”, siger Johannes i begyndelsen af sit evangelium. Senere taler han om korsfæstelsen som Jesu herliggørelse (12,23 og 28, 17,1). Jesu herlighed er Jesu guddommelighed og majestæt. Men Jesus har givet disciplene del i sin herlighed (v.22 og 24). Endnu et udtryk for den tætte forbundethed mellem Jesus og de troende.

Den tætte forening understreges også ved udtrykkene ”at kende”, ”at erkende,” ”at gøre kendt.” At kende er et typisk johannæisk udtryk og er netop udtryk for det tætte og intime kendskab. ”Dette er det evige liv, at de kender dig ……” (17,3 – se også 8,55). Kun Jesus har det fulde kendskab til Faderen. Men gennem ham får alle troende del i dette kendskab. ”Jeg har gjort dit navn kendt”.

Og endemålet med det hele er kærlighed. Kærligheden var pulsslaget i Guds skabelse (v.24:”…før verden blev grundlagt”) og kærligheden er opfyldelse og endemålet for Guds plan (v.26)

Prædikenskitser

Jeg kan foreslå følgende prædiken-temaer (som nok overlapper hinanden en hel del)

Alternativ1

En prædiken med temaet: Enhed.

Mulige tilknytningspunkter for talen om enhed kunne være:

En stor familiefest. Der er mange forskellige forgreninger. Men dog en samhørighed og fælles rod.

Eller man kunne tage et billede fra naturen: et floddelta. Mange forskellige forgreninger, men dog den samme flod.

Herefter kan tales om:

a. Enheden mellem Faderen og Sønnen. Vi kan ikke udgrunde treenighedens mysterium. Men i en tekst som denne søndags tekst løftes sløret en smule. Mellem Faderen og Sønnen er en evig kærlighed. Den rækker helt tilbage fra ”før verden blev grundlagt”. Her er al kærligheds kilde.

b. Enheden mellem Jesus og de troende. Teksten er spækfyldt med udtryk, der beskriver denne enhed:

– v.22: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem”.

– v.24: ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig”.