6. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

På et tidspunkt sad jeg og spiste frokost sammen med en gruppe personer.

Jeg sad over for en ung kvinde, og vi havde gang i en god samtale.

Hun fortalte, at hun ikke var kristen.

Nu oplever jeg meget tit, når jeg fortæller til folk, at jeg er præst… så har de pludselig 1000 spørgsmål og samtalen kommer hurtigt til at handle om alt muligt, der har med kristen tro at gøre.

Og kvinden her, da hun hørte at jeg er præst… så stillede hun følgende spørgsmål:

“Nå, men I kristne skal vel overholde en masse regler?”

Jeg ved ikke, om du er stødt på det spørgsmål før.

Hvis du har siddet og talt med nogen om kristendom og tro, har du så oplevet, at spørgsmålet er kommet: “Nå, men I kristne skal vel overholde en masse regler? Der er vel en masse ting, I ikke må, og en masse ting, I SKAL gøre, når I er kristne?”

Det var dét spørgsmål jeg fik af den unge kvinde, da vi spiste frokost.

Og jeg havde egentlig lyst til at sige til hende: “Hvis jeg skal svare dig på det spørgsmål, så håber jeg, du har god tid. For det kan man ikke bare lige give et svar på i løbet af et par minutter!”

Det havde hun ikke. Hun havde ikke lyst til en lang samtale om det.

Men hvor ville jeg ønske, at hun havde haft det.

For det er godt nok et vildt vigtigt spørgsmål: “I kristne skal vel overholde en masse regler?”

Fordi… på den ene side er svaret… JA! Ja, Gud har rent faktisk givet os regler og love og bud, som han vil, at vi skal holde.

Men… på den anden side er svaret… NEJ! Nej, en kristens forhold til Gud… og hvorvidt Gud kan li’ os eller ej… handler ikke om en masse regler og bud. For Gud havde nemlig fra evighed besluttet, at en dag skulle der komme én… en frelser… som uden den mindste fejl overholdt samtlige Guds bud. Og den LOVOVERHOLDELSE… dén RETFÆRDIGHED som denne frelser dermed fik, FORDI han overholdt Guds bud fejlfrit… den retfærdighed skænker han som en gave til enhver, som tror på ham.

Hvis den kvinde jeg talte med, havde givet mig tiden til det, så ville jeg have sagt følgende til hende:

Gud skabte os mennesker med en identitet og med et formål.

Vi har det formål at passe og pleje Jorden, at bruge Jordens potentiale og sammen med Gud skabe både noget mere og noget nyt ud af det. At lade GUDS kærlighed og retfærdighed fylde Jorden.

Se, allerede HER har vi Guds første BUD.

At Gud skaber os med dette formål, er ikke sådan et pænt FORSLAG fra Gud.

Det er et et bud, en befaling: “I mennesker har jeg skabt til, sammen med mig, og på min vegne, at gøre godt og at være Jordens gartnere. I skal herske sammen med mig og skabe gode ting.”

Og det GØR vi mennesker jo også.

Igennem vores daglige arbejde, igennem vores kreativitet, skaber vi mange gode ting.

MEN: Lige så ofte skaber vi ting, som IKKE er gode. Vi skaber ting, som fører til lidelse og uretfærdighed og ondskab.

I stedet for at vælge GUDS definition af, hvad der er godt og ondt, så vælger vi mennesker vores EGEN definition af, hvad der er godt og ondt – og… dét duer slet ikke! Vi mennesker duer ikke til at defingere godt og ondt, og det faktum førte i første omgang til syndefaldet – med Adam og Eva – og det førte bagefter til tusinder af års krige, ondskab, hævngerrighed, havesyge, vrede, begær og mord.

Så her har du første del af det længere svar på kvindens spørgsmål:

Den første del af svaret er, at Gud skabte os med en identitet og et formål, og Gud gav os dette formål som sit første BUD.

Den ANDEN del af svaret har at gøre med hvem Gud ér.

Gud er universets skaber. Gud er kærlighed. Gud er hellig – dvs. han er anderledes end alt andet. Gud er retfærdig.

Og det er klart, at det hører med til dit og mit FORMÅL… din og min gudbilledlighed… at VI er ligesådan. At vi behandler hinanden kærligt. At vi ser hinanden som hellige og særlige. At vi behandler hinanden retfærdigt.

Men sagen er jo den, at det SKER IKKE! Vi vælger gang på gang at gøre lige præcist det modsatte.

Og dét rører ved noget hos Gud.

Dét rører ved noget i Guds forhold til os.

Derfor er det, at Gud – faktisk af KÆRLIGHED – sender Adam og Eva ud af Paradisets have.

Og derfor er det, at Gud – igen faktisk af KÆRLIGHED – giver mennesker hjælp: Han giver os love og bud og regler, som skal DEFINERE for os, hvad et kærligt og helligt og retfærdigt liv ér.

Guds bud og regler DEFINERER for os, hvordan sådan et liv ser ud.

Og Guds bud og regler definerer GRÆNSERNE for, hvad der i GUDS øjne er godt og ondt.

Og så har Guds bud og regler også ENDNU et formål.

Og det er dét formål, Jesus taler om i den beretning, vi læste før:

Guds bud og regler har nemlig OGSÅ det DOBBELTE formål, at de skal vise mennesker, at hvis ikke vi lever OP TIL Guds kærlighed og hellighed og retfærdigheds mål, så KAN vi slet ikke have med Gud at gøre… og så går vi fortabt.

Derfor er det, at Guds folk – det jødiske folk – op igennem alle beretningerne i Det Gamle Testamente prøver og prøver at overholde Guds bud og regler til punkt og prikke. For de ved, at hvis de GØR det, kan de have fællesskab med Gud. Og de ved, at hvis de IKKE gør det, går de fortabt.

Men nu sagde jeg at der er et DOBBELT formål:

Det andet formål her er nemlig, at Guds bud og regler skal VISE os mennesker, at de her bud og regler KAN VI slet ikke overholde!

Er du med på dén?

Altså: Guds bud og regler er reelle nok. Gud vil, at hans folk SKAL overholde dem. Men budene og reglerne har OGSÅ den funktion, at de skal lede folk til den klare forståelse og erkendelse: Det KAN jeg ikke! Jeg KAN ikke overholde dem!

Gud, vær mig synder nådig!

Gud, jeg har brug for en frelser!

Måske forstår vi nu bedre, hvorfor Jesus i teksten her – som jo i øvrigt er en del af Bjergprædikenen – hvorfor Jesus her siger: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Og så skal du lægge mærke til noget meget-meget vigtigt, her i teksten:

Jesus UDVIDER budene!

Jeg ved ikke hvilket billede du har af Jesus i dine tanker. Jeg ved ikke hvilke tanker du gør dig om Jesus, men Jesus siger noget her i teksten, som forbløffer og forskrækker de fleste.

De fleste af os tænker jo nemlig om Jesus, at han er lidt ligesom den søde bedstefar, der klapper barnet på ryggen og siger: “Pyt, pyt, min ven! Det skal nok gå! Det gør ikke noget!”

Men læg så mærke til, hvad Jesus rent faktisk siger her:

Først siger han det her med, at hvis I virkelig ønsker at have med Gud at gøre, så skal I overholde Guds love og regler langt mere strengt, end selv FARISÆERNE gør det!

Og DERNÆST… dernæst gør Jesus det, at han faktisk STRAMMER den ENDNU mere.

Han siger: “I har hørt, at der er sagt: I må ikke begå drab.”

Og det er jo rigtigt nok. Det siger Gud virkelig.

Men så TILFØJER Jesus: “Men JEG siger jer… Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.”

Jesus STRAMMER loven ENDNU mere. Jesus gør den ENDNU sværere at overholde.

Og idét han GØR det… idet han i det hele tager siger “men JEG siger jer”, så gør han jo dermed også krav på, at han er lige med Gud. At han ér Gud.

Overvej engang:

Hvad ville have været det bedste resultat af den her del af Jesu prædiken?

Den tekst her, som vi har læst, og som er en del af Jesu bjergprædiken… hvis du kigger på dén isoleret, hvad burde så have været den reaktion, som tilhørerne kom med, da de hører det her?

Det skal jeg sige dig:

Da de hørte Jesus sige de her ting, så burde de have bøjet sig dybt og sagt: “Det KAN jeg ikke!”

“Det KAN jeg ikke, det her! Jeg magter ikke engang at lade være at tænke ondt om min broder. Jeg magter ikke en tiendedel af det, Gud her forlanger af mig!”

I husker jeg sagde lige før, at Guds bud og regler OGSÅ har som mål at lede til lige præcist dén erkendelse: Det her KAN jeg ikke!

Gud, hjælp mig.

Gud, vær mig synder nådig.

Du og jeg…

Os, der er her i dag… hvad betyder det her for os i dag?

Jo, hør en gang:

En kristen… det er en, der har opdaget sin egen magtesløshed, sine mangler og svagheder.

Og derfor er en kristen en, der tager alle de personlige svagheder og mangler og synd og går til Gud med det og siger: Her, jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke selv. Jeg bekender for dig, Gud, at jeg har prøvet at opretholde en pæn facade, men jeg kommer til kort. Jeg kan ikke engang elske min næste uden at tænke om ham, at han er en idiot. Det bekender jeg for dig, Gud.

Og hvad sker der for en kristen, i dén bekendelsessituation?

Der sker det, at fordi Jesus har taget straffen for det, så er det muligt at få tilgivelse. I Bibelen står der: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,8-9).

Guds bud er ikke mindre alvorlige for en kristen, som lever i tillid til Jesus.

Men for en, som er blevet mødt af tilgivelse og nåde, er udgangspunktet for at leve efter Guds bud og Guds lov et helt andet:

Mit ønske om at følge Guds bud og gøre, hvad han befaler mig, er ikke en betingelse for at have med Gud at gøre, men et resultat af, at Gud har mødt mig med tilgivelse, med kærlighed, med nåde.

Hvis du tænker over den bøn, som Jesus lærte os – fadervor – så indeholder den bøn jo netop en sætning, der siger præcist det samme. Hvilken sætning fra fadervor er det? Det er sætningen ”forlad os vor skyld, som os vi forlader vore skyldnere”.

Det betyder intet mindre end at hvis du ikke vil tilgive andre – eller hvis du ikke vil opsøge og bedre andre om tilgivelse – hvad hjælper så dit ellers pæne, fromme ydre liv, dine ofre ved alteret, når du selv har mistet Guds tilgivelse? Så er du lige så langt væk fra Gud – og lige så tæt på hans vrede – som før du kom til tro på Jesus og blev en kristen.