6. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

“I har hørt, at der er sagt til de gamle,” siger Jesus. Det kender vi udmærket: De sagde så meget i gamle dage. Så mange kloge ting, som nok kan være værd at lytte til stadigvæk. Og mon ikke en og anden har det, som jeg havde det engang, og stadig kan tage mig selv i at tænke: Sådan er kristendommen jo. Noget, der er sagt til de gamle. Ord fra meget gamle dage. Kristendom er OK, men dog alligevel lidt mosgroet og en smule utidssvarende.

Og så er det bare slet ikke rigtigt. Jesus siger netop ikke: Sådan er der sagt til de gamle og sådan skal I også gøre. Jesus gør op med de gamle traditioner: I har hørt, at der er sagt til de gamle … men jeg siger jer! I vort land er kristendom tradition. En god tradition, andet får I mig ikke til at sige. Men alligevel kan netop det forhold gøre, at vi ikke rigtig kan høre det opgør med gammel tradition, som ligger i Jesu forkyndelse. I nogle kristne kredse er kristendom i den grad lig med at holde fast ved det gamle, at man glemmer, at kristendom ifølge bibelen er mere end det: At kristendom også er opgør og fornyelse.
Der er sagt til de gamle … men jeg siger jer! Opgøret og fornyelsen kommer, når man vender ørerne efter Jesu ord. Vi er alle tilbøjelige til at koncentrere os om 1) hvad man plejer, 2) hvad de fleste gør og 3) hvad vi selv synes er rimeligt. Men deri ligger som regel ingen særlig fornyelse. Fornyelse i kristen forstand kommer først, når vi lader de tre punkter fare og koncentrerer os om det, Jesus faktisk siger. Det er nemlig ikke altid det, vi på forhånd troede.

Hvad siger Jesus da? Vi kan se lidt nærmere på det eksempel, teksten byder på. “Der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen.” En ældgammel regel, som vi sikkert alle finder særdeles fornuftig. Det femte af de ti bud. Hvad kan Jesus dog have imod det? “Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: Raka! er skyldig for det store råd; og den, som siger: Du dåre! er skyldig til Helvedes ild.”

Hvis vi troede, at den rare Jesus ville tale milde ord for at tage brodden og hårdheden ud af det gamle bud, så må vi tro om igen. Tværtimod skærper han budet til det yderste: Den som bliver vred på et medmenneske, kalder ham idiot eller lignende, er ligeså skyldig, som havde han slået ham ihjel. Jesus standser ikke ved den ydre handling, men inddrager tankerne og følelserne. Hvem af os kan lytte med sindsro til sådanne ord? Tanker og følelser går jo deres egne veje. De er ikke sådan at kontrollere og have styr på. Hvem kan undgå at blive dømt skyldig efter det, Jesus her siger? Tre gange gentager han: Skyldig, skyldig, skyldig. Ikke for en sædvanlig jordisk domstol, men for Guds, for en åndelig og kristelig betragtning. Skyldig. Det er det navn, Jesus hæfter på enhver af os, når vi lytter efter. Måske derfor vælger mange at vende det døve øre til. Det er ikke morsomt, ej heller behageligt at være skyldig. Vore små og smålige uvenskaber og antipatier angår ikke bare dem, det går ud over, men har konsekvenser i forholdet til Gud. “Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” Her må mere til end det, man plejer, det de fleste gør og det vi synes, er rimeligt. Ellers er Guds rige lukket land. Synd og fortabelse er ikke noget, der er opfundet af missionsfolk til at plage andre med. Det er en virkelighed, vor Herre Jesus selv peger på, og som bibelen belærer om fra først til sidst.

Har Jesus ikke mere at sige end denne dom: Skyldig, skyldig, skyldig? Jo, heldigvis. Han siger: Skynd dig at søge forlig! Strengt taget er det sagt til den, der har udestående med et medmenneske, men det gælder i højeste grad også det udestående, vi har med Gud, vor skyld for ham. Jesus Kristus, som siger disse ord, står personlig for en uskyld og en retfærdighed, som overgår farisæernes og de skriftkloges, overgår al gammel tradition og vanetænkning. Selv var han ikke skyldig i noget, men han lod sig dømme til døden i synderes sted, i skyldiges sted, i dit og mit sted. Guds kærlighed viser sig i, at han lod Jesus tage skylden bort. “Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os,” (2. Kor. 5,19). Jesu ord siger: skyldig! Men Jesu ord er også ordet om forligelsen ved hans kors. Skynd dig at søge forlig! Engang er dit liv til ende, og du møder din Gud og skaber. Gå ikke ham i møde uden først at tage mod hans tilbud om forlig, ellers bliver du dømt skyldig. Tag opgøret og lad Jesus Kristus forny dit liv med sin forligende kærlighed!
Amen!

Salmeforslag:
350 – 523 – 46 / 176 – 340.