6. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Teksterne.
Temaet er lov og evangelium. Det er fristende at sige, at GT-teksten (de ti bud) repræsenterer loven, dvs. det, som Gud kræver, hvorimod Rom. 3 repræsenterer evangeliet, dvs. det, som Gud skænker. Helt så simpelt er det dog ikke. Budordene i 2. Mos. 20 lyder jo på baggrund af evangeliet: “Jeg førte dig ud af Egypten!” Og Jesu sonoffer, som beskrives i Rom. 3 sker på baggrund af lovens fordømmelse af alle mennesker. Fortællingen om den rige unge mand sætter dette tema på spidsen: Frelse ved at overholde loven eller ved at sælge alt, hvad der skiller os fra Jesus.

Mellem tekst og prædiken.
Disse tekster lægger virkelig op til det, som må være helt centralt for enhver evangelisk prædikant: At forkynde lov og evangelium i deres rette forhold. At loven ikke er frelsesvej, at Kristi forsoning er nødvendig pga. lovens forbandelse. Vi er så store syndere, at ingen forbedring er mulig. Vi kan kun tage imod den fremmede retfærdighed, Kristus skænker. Udfordringen er, at formulere de kendte teologiske begreber folkeligt og vedkommende.

Prædikenideer:

1. Hvad skal jeg gøre?
Den religiøse søgen er igen blevet udtalt i vor tid. Ganske vist ofte uden den alvor, som den rige unge mand havde. Vor tids søgende er mere på udkig efter “gode tilbud”: Hvordan kan mit liv blive rigere, mere succesfuldt o.l.
Den unge mand vidste, at Gud krævede noget af ham. Vor tids søgende vil snarere kræve noget af Gud. Fortabelsens alvor kendes knapt. Derfor må det understreges, at “alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Vi er sådan stillet, at vi ikke har krav på noget som helst. Kun på den baggrund kan evangeliet forstås.
Datidens og nutidens “rige unge” har selvretfærdigheden til fælles. Selv om den rige unge mand mente, han havde holdt loven, var han i tvivl, om det var nok. Den samme følelse af tomhed og usikkerhed kender vi i højeste grad i dag.
Jesus henviste til, at han kendte svaret (Hvorfor spørger du?). Hvorfor søge skjult viden hos vismænd og eksperter, når svaret ligger lige for i den børnelærdom, man er døbt og konfirmeret i? Mon det er fordi man ikke vil finde sig i at være fortabte syndere, er for stolt til at sige: Herre forbarm dig!
Sælg, hvad du ejer! Det var Jesu svar, når det gjaldt fuldkommenhed. Kun én er den gode. Kun én er fuldkommen. Og først når intet skiller os fra Gud, kan vi kalde os fuldkomne. Der er den dag i dag meget, der skiller os fra Gud og må sælges, før alt kan blive godt.
For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Ja, Gud være lovet, at det ikke blev ved teorien, men at Gud virkelig gjorde det umulige, og afskaffede alt, hvad der skiller os fra ham, ved at lade Kristus dø i synderes sted!

2. Om loven som velsignelse.
Jesus viser her en positiv tilgang til loven og budene, som godt kunne være udgangspunkt for en prædiken om “lovens første og anden brug”. Budene er en nødvendig færdselslov, som det er godt og velsignet at følge. Budene er “spejl”, hvori vi som teenagerne ser vore skævheder og sorte pletter. Og dermed drives vi hen til ham, som kan vaske pletterne af!

3. Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.
Endelig er der spørgsmålet om kristnes forhold til rigdom og jordisk mammon. Sankt Antonius hørte denne tekst, gik hjem og gjorde bogstaveligt derefter. Han grundlagde det kristne munkevæsen i Egyptens ørken. Frans af Assisi samlede sine små tiggere ud fra samme program. Selv om deres biografier kan smage ubehageligt af lovtrældom (munkeliv som den fuldkomne vej modsat dagligliv i kald og stand), kommer vi ikke udenom, at der er mere at sige om dette. Er vi lutheranere blevet lovligt dygtige til at åndeliggøre al tale om rigdom og fattigdom i Bibelen? Er det blevet en bekvem måde at skikke sig lige med vor uforskammet rige del af verden?
Fattigdom frelser ingen i sig selv. Men rigdommen er en fare, fordi den så nemt kommer til at stille sig imellem Kristus og os.

Salmer:
700 – 600 – 528 / 436 – 455.