6. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Lektien: 2 Mos 20,1-17

De ti bud er udtryk for Guds gode og gavnlige vilje med os mennesker. Forudsætningen, udfrielsen af Egypten (v.1), er motivationen for lovoverholdelsen.

Epistlen: Rom 3,23-28

Ansigt til ansigt med Guds hellige lov er enhver af os en synder, hvis forhold til Gud er ødelagt. Guds nåde er dog, at synderen ufortjent gøres retfærdig. Det er dog kun muligt ved Jesu død i alle synderes sted. P.g.a. Jesu sonoffer kan Gud både være retfærdig og retfærdiggøre syndere.

Evangeliet: Matt 19,16-26

Mandens spørgsmål – “Hvad godt skal jeg gøre…” – er årsag til Jesu første svar: “Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode…” Problemet er ikke, at Jesus ikke ved, hvad der er godt (det aktuelle spørgmål er heller ikke, om Jesus selv er Gud og derfor også er den gode), men at det gode kun kan afgøres udfra Guds absolutte standard. For med sit spørgsmål har manden afsløret, at han slet ikke forstår radikaliteten i Guds godhed. Mange jøder troede nemlig, at en særlig god gerning udover det, som loven krævede, kunne give evigt liv. Men Gud er ikke forretningsmand. Manden viser ved sit spørgsmål kontrasten til dem, til hvem Himmeriget hører (jf. v.13-15).

Jesus henviser manden til budene, for i dem kommer Guds gode vilje til udtryk. Men årsagen er også, at manden spørger, hvad han selv skal gøre.

“Vil du gå ind til livet, så hold budene”. Det betyder ikke, at Jesus mener, at man kan fortjene evigt liv. Han svarer jo kun på mandens spørgsmål. Men samtidig er det noget, Jesus mener i ramme alvor. Jesus ser ikke ned på overholdelse af budene, han er ikke kommet for at ophæve loven (Matt 5,17). Evangeliet er ikke, at loven ikke har noget at sige. Derfor er det også vigtigt i forkyndelsen, at man ikke (mis)bruger evangeliet til at bedøve lovens alvor.

Mandens svar er, at han har holdt alle budene. I det ydre er det sikkert rigtigt nok. Men svaret afslører hans manglende syn for dybden i Guds lov. “Hvad mangler jeg så (underforstået: ud over budene)?” Jf. Paulus’ selvdiciplin som farisæer i Fil 3,6: “Uangribelig i lovretfærdighed”.

At manden overhovedet kommer til Jesus og spørger, afslører dog en vis usikkerhed. Han føler ikke, at han er god nok og allerede er sikret adgang til det evige liv.

Men ifølge sig selv har manden slet ikke noget problem i forhold til Guds bud. Derfor svarer Jesus: “Vil du være fuldkommen, så sælg din ejendom og giv til de fattige…” (Læg mærke til, at Jesu udfordring går ud over alle befalinger i GT.) Det skal ikke forstås som et forsvar for to grader af retfærdighedskrav, hvor kravet om fuldkommenhed er frivilligt (jf. Matt 5,48). Nej, Jesus svarer endnu engang blot på mandens spørgsmål – denne gang spørgsmålet om, hvad der stadig mangler for at få (fortjene) evigt liv.

Jesus gør det for at afsløre, at hjertet er lænket til materiel rigdom. Manden var i stand til at disciplinere sig selv til at opfylde budene, ja, han var endda klar til at gøre nogle ekstra gerninger. Men p.g.a. af hans rigdom var hjertet delt mellem Gud og formuen. Derfor levede han i virkeligheden slet ikke op til Guds bud. Hans ydre overholdelse var ikke motiveret af kærlighed til Gud og næsten. Han misbrugte faktisk budene til selvcentrerede formål.

Stillet overfor valget mellem Jesus og formuen går manden bedrøvet bort.

Det bliver indgangen til lidt undervisning om rigdommens farer, som der også advares om flere andre steder i NT (f.eks. Matt 6,19-24; 1 Tim 6,6-10). Kamelen er det største dyr i Palestina. Jesus siger ikke, at alle fattige og ingen rige kommer ind i himmerige. Men det er ekstra vanskeligt for en rig at komme derind. Faktisk skal der et Guds under til.

Det forundres disciplene virkelig over. For de fleste jøder troede, at de rige ville arve evigt liv, ikke fordi de kunne købe sig til det, men fordi deres rigdom vidnede om Guds velsignelse.

V. 26 er tekstens højdepunkt og sigte: Jesus giver disciplene ret (det er umuligt for mennesker at blive frelst), men tilføjer, at for Gud er alting muligt.

Til prædikenen

Intet er umuligt for Gud – det er evangeliet. Denne sætning anvendes bredt, men knyttes i konteksten til frelsens mulighed.

Men for at komme dertil må menneskets dybe fald afsløres. For for mennesker er det ikke muligt at blive frelst.

Overfladisk set er det måske ikke så svært at holde de bud, Jesus nævner. Men kun overfladisk set. Dykker man ned i de enkelte bud i lyset af bjergprædikenen, får man virkelig problemer.

For at afsløre faldets dyb må også hjertets binding til rigdom afsløres. Det er nærliggende at spørge, hvad vi ville vælge – mellem Gud og velstand (penge, hus, bil, forsikring, efterløn etc.). Nu bliver vi heldigvis ikke sat overfor det valg… Eller bliver vi?

Ulykken for den rige unge mand var ikke, at han blev afsløret. Nej, den største ulykke var, at han forlod Jesus. Var han blot blevet hos ham, som selv er det evige liv (Joh 14,6; 17,3), for intet er umuligt for Gud. At følge Jesus betaler sig, for “lønnen” er intet mindre end evigt liv.

Illustration: En fange på dødsgangen nægtede at tage imod en besøgende aftenen før sin henrettelse. Lige før han skulle have en dødelig sprøjte, spurgte han: “Hvem var det, der ville besøge mig i går aftes?” Bøddelen svarede: “Det var guvernøren, som kom for at benåde dig. I dag vil du dø, ikke p.g.a. din forbrydelse, men fordi du nægtede at tage imod den benådning, som var tilgængelig”. På samme måde var den rige unge mands allerstørste ulykke ikke hans kærlighed til penge, for intet er umuligt for Gud, men at han forlod Jesus i bedrøvelse.

Faren ved rigdom er en sidepointe, som meget vel kan være tema for prædikenen. Men for mig at se er det ikke tekstens hovedpointe. Vælger man det, er det vigtigt at huske, at mange (de fleste) af os rent faktisk ikke mener, at vi er voldsomt rige. I forhold til de fattige i u-landende, jo, men har vi ikke samtidig en lang materiel ønskeliste, som vi mener er rimelig?

Illustration, der viser, hvor kortsigtet det er at leve for at samle materiel ejendom: Tante Emma var gift med en meget nærig mand, som også var lidt underlig. Han stolede ikke på banker, så alle hans penge var gemt under madrassen. De ville komme dem til gode i deres alderdom. Pludselig blev manden meget syg og på dødslejet fik han sin kone at love ham, mens hans brødre var til stede som vidner, at hun skulle lægge alle hans penge i kisten, så han kunne købe sig adgang til himlen, hvis det var nødvendigt. Næste morgen gik hun hen til banken med alle pengene og satte dem ind. Så tog hun en check og lagde den i kisten fire dage senere.

Salmevalg

13                  Måne og sol

691                Loven er et helligt bud

487                Nu fryde sig hver kristen mand

505                Til dig alene, Herre Krist

515                Fred i Jesu død vi skulle