7. søndag efter trinitatis – 1. tekstrække

“Guds nåde højt jeg prise vil”, sang vi. Og det er også nok værd at synge om. Guds nåde. Det er et af de kirkelige fagudtryk, som ikke kan undværes. Hvad er da Guds nåde? Det kan vi måske forstå ved at spørge retsvæsnet, som også beskæftiger sig med benådninger. Eller Matador-spillet: “I anledning af kongens fødselsdag benådes De herved for fængsel!” Nåde er altså en gave, en velgerning, en velvilje. Og vel at mærke ufortjent, altid ufortjent. Hvem får gavn af Guds nåde, Guds velvilje? Det gør syndere. Det gør mennesker, der har fortjent noget andet – har fortjent dom, straf og unåde. Hvordan ser en synder ud? Ja, vi har et glimrende eksemplar foran os i teksten.

Overtolder Zakæus i Jeriko var en synder. Vi tror måske, at syndere er folk, vi kan have medlidenhed med. Men fortællingen om Zakæus afslører for os, at det fortabte, som Jesus opsøger, lige så godt kan være et menneske, der langt fra er en sølle stakkel. Zakæus var et menneske, der havde indrettet sig efter denne verdens grundsætninger: snyd og bedrag, skrabe til sig på andres bekostning. Og det var gået ham godt. Han var blevet formand for tolderne og havde et stort hus og gode indtægter. Alligevel var han et fortabt menneske. Det var ganske vist næppe noget, han selv ville erkende. Men da han hørte, at Jesus kom til byen, blev han nysgerrig. Der var nogen, der havde sagt om denne Jesus, at han var ven med toldere og syndere. Det lød vel nok mærkeligt! Ham kunne Zakæus nu godt tænke sig at se.
Og så skete der noget helt uventet: Zakæus fik Jesus at se på en måde, han aldrig havde forestillet sig. Jesus standsede under træet og henvendte sig til ham så selvfølgeligt, som om han bare var kommet for at træffe ham. “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Også i det velhavende hus gik Jesus ind for at opsøge og frelse det fortabte. Ikke blot de sølle mennesker, som vi har medlidenhed med, vil Jesus frelse, men også de mennesker, vi ikke har noget til overs for. De som har deres på det tørre pga. leasingfiduser eller lovlig smarte handelsmetoder. Netop de hører også til de fortabte, som Jesus er kommet for at opsøge. Lad os passe på, ikke at være som de, der gav ondt af sig – at vi ikke går hen og lukker Himlen for alle andre end dem, vi synes, har fortjent at komme i Himlen.

Da Jesus kom ind, skete der en omvæltning i Zakæus’ hus. Fra den dag indrettede han sig ikke længere efter denne verdens grundsætninger. “I dag er der kommet frelse til dette hus,” sagde Jesus. Zakæus fik indset, at han var en fortabt synder. At give 4-dobbelt erstatning var ellers noget, der kun krævedes ved de allergroveste tyverier. Så grov en synder regnede Zakæus nu sig selv for at være. Og han fik et andet forhold til penge og ejendom. Vi tager nok ikke fejl ved at regne med, at det hidtil havde været de fine møbler og tæpper, den gode mad og hele rigdommen af penge, der havde været den grundlæggende værdi i det hus. Nu var der kommet frelse til hans hus, og dermed en anden indstilling til rigdommen og en anden indstilling til det fattige medmenneske.
Jesus kom ikke og forlangte, at Zakæus først skulle give penge til de fattige og erstatte sine bedragerier, inden han ville gå ind i huset. Men den glæde, Jesus bragte med sig, førte disse ting med sig. Det kan altså være farligt, at lukke Jesus ind i sit hus! Det er risikabelt at lade sig opsøge og frelse af ham, for man risikerer at få lyst til at give det halve af, hvad man ejer, til de fattige. Man risikerer at få et mere afslappet forhold til lædersofaen og stereoanlægget. Og man risikerer at komme til at opfatte sig selv som en stakkels fortabt synder i bundløs gæld til Gud.
Men det er risikoen værd. Det er jeg sikker på, Zakæus ville skrive under på. Det er tryggere og rigere at holde op med at leve efter grundsætningen om selvhævdelse og bedrag, og begynde at leve efter grundsætningen om “kærlighed fra Gud er det store bud, er det eneste, jeg véd.”

“Vi elsker”, skrev apostlen, “fordi han elskede os først.” Han er Menneskesønnen, som er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.
Amen.

Salmeforslag:
464 – 46 – 462 / 450 – 588 (740).