7. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Til teksten.
Prædikerens kendte tekst om hver ting, der har sin tid, er ikke blot en resigneret livserfaring. Det er også fortrøstning: Gud giver hver ting sin tid. Tiden går i baner, Gud har bestemt.
Indledningen til Rom. 8 taler om den fuldkomne opfyldelse af loven, som er i Kristus. Så den, der er i Kristus, er befriet fra fordømmelsen. Ved livets ånds lov befriet fra syndens og dødens lov.
Evangeliet er en del af “udsendelsestalen”, hvor Jesus forbereder disciplene på de trængsler, de vil komme ud for som disciple af ham. De skal ikke frygte mennesker, snarere skal de frygte at være utro tjenere for Guds evangelium. Til sidst minder Jesus dem om Guds omsorg, som vil følge dem igennem trængslen.

Mellem tekst og prædiken.
Temaet, som binder teksterne sammen, er Guds suverænitet. Han udfører sin vilje uden menneskers indblanding. Gud styrer tidens gang (Præd.). Gud fører sin frelsesbeslutning igennem (Rom. 8). Gud vil lade sit budskab udbrede trods al verdens modstand.
Det er kun naturligt, at det går disciplen som hans mester. Trængsler er uundgåelige, men de skal ikke frygte. De skal slet ikke frygte mennesker, som kun kan slå legemet ihjel. “Frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Jeg har ofte fået protester, når jeg i prædikenen har sagt, at der her ikke er tale om Djævelen, men Gud. Ikke desto mindre mener jeg, at det er det, der står: Vi skal ikke frygte Djævelen. Han har ikke magt til at røre os, med mindre Gud tillader det. Dette vers afslører, hvor fjollet vi bærer os ad, når vi frygter noget, der ikke kan gøre os virkelig skade, og ikke tænker på at frygte Gud, trods det at han virkelig har magt til at udradere os. Dette skal naturligvis afbalanceres med ordene om Faderen, der er med, når spurven falder til jorden.

Prædikenideer:
Hele tre gange i den korte evangelietekst siger Jesus: Frygt ikke! Der er stadig masser at være bange for i vore dage. En gudløs verden er frygtens verden. Når man lever uden Gud, kommer frygten af sig selv. Man troede engang, at bare man kunne fjerne gudstroen, ville verden blive lysere og gladere. Men når mennesker ikke har en Gud over sig, de skal står til regnskab, så må man for alvor frygte, hvad de så kan finde på!
Mange religioner behersker mennesker med frygt – frygt for lunefulde guder og onde ånders trolddom. Moderne gudløse vesterlændinge frygter omtrent som et lille barn, der er kommet bort fra sine forældre. Det, der trænges til, er evangeliet om Jesus: “Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset…”
Verdens frygt kan ikke fjernes. Den kan kun drives ud af en anden frygt – gudsfrygt. At frygte Gud er en god frygt. Vor Gud er ikke lunefuld og uberegnelig. Vi mennesker er lunefulde, utro og syndige. Derfor bøjer vi os i frygt og bæven for Guds høje og hellige majestæt. Han kan kaste os i Helvede, og det ville ikke engang være uretfærdigt.
Men Gud er også trofast og retskaffen. Når han har sagt noget, står han ved det. Når han har gjort noget, er det gjort grundigt. Når han indbyder os til at komme til ham for Jesu skyld, så er det bare rigtigt.
Sådan går det til, at den, der frygter Gud, ikke behøver frygte noget som helst andet i hele verden. Gud forventer, at vi frygtløst fortæller videre, hvad han betyder for os. Gud er værd at ofre noget for. I hans tjeneste er du ikke prisgivet tilfældigheder. Vel hindrer Gud ikke spurvene i at falde til jorden, men han er med i det. Det har en plads i hans omsorg og gode vilje. “Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Salmer:
686 – 522 – 35 / 31 – 26.