7. søndag efter trinitatis – 2. tekstrække

Tema
Frygt – frygt ikke

Til teksterne.

Præd. 3, 1-11: En tid til at fødes

Rom. 8, 1-4: At leve i lydighed mod Ånden.

Prædiketeksten er en del af Jesu udsendelsestale til disciplene, da de blev sendt ud for at prædike i Israels byer. Lektien og epistelen kan forstås som de livsvilkår, der er gældende i den situation: Som for alle mennesker er der en bestemt tid til at gøre det, der skal gøres – også til det at prædike evangeliet. Den situation kan udvikle sig til, at det bliver tiden at dø. Epistelen understreger da, at vi ganske frie kan gå ind i den opgave, for på grund af Jesus er lovens krav opfyldt i os, og vi kan frit leve i lydighed mod ånden.

Baggrund.

Sidst jeg var ved læge, ville han lige have en lille snak. Han ville vide, om det var i orden at henvise nogle af dem, der opsøgte ham, til præsten, for ”den frygt, de går og kæmper med, er mere end den, jeg er sat til at tage mig af”, sagde han. Frygten har mange ansigter, og det fornemmes, som om der kommer flere til. Ikke mindst det nyreligiøse marked bringer stadig nye momenter til med alt det, mennesker skal sørge for at gøre for ikke at rammes af ondt. I samme boldgade tæller vel hele den livets selvbyggermentalitet, der er en del af vor kultur: Vi har alle valgmuligheder, og derfor er det vor egen skyld, hvis det går galt. Det er frygteligt at vælge forkert.

Måske er det den slags frygt, der er ved at overhale den gode gamle menneskefrygt – og som for længst har overhalet gudsfrygten.

Til prædikenen.

Ansatser:

”Kun en tåbe frygter ikke havet” lød det for år tilbage i søsportens sikkerhedskampagne. En gammel fisker reagerede på det ved at sige: Jeg frygter ikke havet, men jeg har respekt for det. Dermed mente han, at det ikke var rigtigt at frygte havet, så man holdt sig på land og lod erhvervet ligge.

At frygte Gud får mange også galt i halsen, så de opfatter det som en advarsel mod at have for meget med ham at gøre. Det er ikke tilfældet. Tvært imod handler det om at have den respekt for ham, så man ikke handler imod ham og kastes i Helvede, men lyder hans bud i Kristus og bringer frelsens budskab videre.

—

Vi er vant til at opstille mål for vore projekter. Det kan handle om, hvor mange der skal være til et arrangement, for at vi kan være tilfredse. Det kan være mål for vækst i menigheden eller mål for udvikling på det personlige plan. Efter en tid kan vi evaluere på, om det ønskede blev opnået. Når Jesus udsender sine disciple, er der ét parameter der er gældende for succes: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester”. Så nævner han de trængsler og den modgang, der må komme, og som fint refererer tilbage til trængsler og modgang, han selv oplevede.

Dermed er grundvilkåret sat for al vor tjeneste: Efterfølgere af Jesus og ikke bare sympatisører.

Når dette grundvilkår er klart, bliver der samtidig en herlig plads til at få forkyndt det, som Jesus virkelig understreger: Frygt ikke! Når vor lydighed og tillid er bundet til Jesus, krakelerer al den anden frygt, som holder os fangen. Den viser sig ganske enkelt at være falsk. For hvad vi end måtte frygte, så er det alt sammen af en sådan art, at det er magtesløst i forhold til Jesu magt.

Og han vil ikke glemme os. En spurv har så stor værdi, at den ikke er glemt af Gud. Et menneske har endnu større værdi, så han langt mindre vil glemme det. En sjæl har uendelig værdi, og derfor vil Gud allermindst lade nogen anden ødelægge den, når vi har søgt for tilflugt hos ham.

Salmer
754, 7, 880 – 824(begge i tillægget), 49